Genetiske koder

ADHD – er det arv eller miljø?

For nylig skrev jeg om, hvorvidt man skal gå til psykiater og få diagnosen ADHD eller ej. Både det at skrive indlægget og de kommentarer der kom på indlægget, fik mig til at tænke over nogle ting.

Der er bred enighed om, at for at kunne få diagnosen ADHD, så er man nødt til at have problemer. Og det skal være mere end bare almindelige problemer. Man skal have haft dem længe, og de skal påvirke ens dagligdag kraftigt.

Det kan alle, der har mennesker med diagnosen tæt på livet, let blive enige om.

Når det er etableret, så er der flere måder at se på diagnosen. Man kan se på den som et udtryk for at man har en neurobiologisk dysfunktion, der er medfødt, og hvor det eneste der kan gøres er at tage piller for at ad medicinsk vej at rette op på fejlen. Man kan også se på den som et udtryk for en ramme at tale om tingene ud fra, når et menneske har rigtigt mange problemer i livet – problemer af en særlig slags der i særlig grad handler om fokus, opmærksomhed, aktivitetsniveau, etc.

Basalt set kan tankerne koges ned til: Skyldes de problemer man har, når man får diagnosen ADHD, primært arv eller primært miljø?

Det er et spørgsmål, der i ADHD kredse skaber enorm debat, hvor der er to yderpositioner i diskussionen: Dem der mener at ADHD er en dysfunktion i hjernen der er medfødt, – og dem der mener at det er miljømæssige faktorer som kemi i mad og miljø, traumaer i barndomsårene, påvirkninger fra medier som film og computerspil, – og kombinationen af meget følsomme/sårbare børn og deres opdragelse.

Disse to yderpositioner er ligger i modsatte ender af et spektrum, hvor mange befinder sig et sted midt imellem, og mener at der både er noget arv og noget miljø involveret i at mennesker kommer ud i så mange problemer, at de kan få diagnosen ADHD.

Dansk psykiatri er for langt overvejende at finde i den ende af spektret, der handler om arv. Dette kan blandt andet læses ud af den danske referenceprogram, der er lavet af Børne- og Ungdomspsykiatrien i Danmark med indspark fra bl.a. ADHD foreningen.

ADHD foreningen i Danmark har været en meget udtalt støtte i den ende af spektret, og jeg oplever en opblødning af denne holdning over de seneste år, hvor kræfter foreningen har lagt en mere blød linie, startende på ADHD konferencen i 2008, hvor flere forskellige psykologiske tiltag og ADHD Coaching var på programmet.

I referenceprogrammet fremstilles ADHD som en genetisk betinget lidelse og det anbefales, at medicin er det første et børn med diagnosen ADHD skal behandles med.

Information bragte i fredags en kronik med titlen “Gener og piller er ikke svar på gåden om ADHD” af psykolog Michael Kaster. Michael Kaster er specialist i klinik psykologi og børnesagkyndig ved Statsforvaltningen.

I kronikken tager Kaster et opgør med den fremstilling af ADHD, der er gennemgående for det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn med diagnosen ADHD. Kaster henviser bl.a. til senere forskning end den, der er anvendt i referenceprogrammet, og gør rede for hvordan de oprindelige argumenter for at kalde ADHD genetisk baseret er faldet fra hinanden i den senere forskning omkring ADHD. Den forsker, der oprindeligt dokumenterede en genetisk årsag har simpelthen siden valgt at konkludere at han ikke kan finde en genetisk årsag alligevel.

Kaster skriver selv i kommentarerne til sin artikel:

“Børn med ADHD symptomer har det psykisk svært. Symptomerne er i sig selv ikke problemet, på samme måde som en tilbagevendende hovedpine i sig selv ikke er problemet. En tilbagevendende hovedpine vidner om, at der er noget galt et andet sted – i kroppen eller i psyken.

Når et barn er uroligt eller ukoncentreret skal man arbejde på at forstå, hvorfor det er uroligt, og her åbner sig ofte en vifte af årsager, fordi urolighed og manglende koncentration er nogle meget uspecifikke symptomer – på samme måde som en hovedpine er det. Erfaringsmæssigt har jeg fundet, at der altid er tale om angst, i nogen grad tristhed, og altid en eller anden grad af forstyrrelse i de nære relationer. Pointen er altså her, at man bliver NØDT til at interessere sig for baggrunden for symtomerne, for at barnet kan blive hjulpet. Mange (men heldigvis ikke alle) forældre, skoler og institutioner er så optagede af, at symptomerne skal gå væk, fordi de er forstyrrende, og så er det den nemmeste løsning at medicinere barnet. Men det svarer groft sagt til at putte en sok i munden på et skrigende spædbarn – der bliver måske nok ro, men det er næppe en løsning, som barnet får det bedre af.

Konkret skal medicinen erstattes af – og for nogle børn indledningsvis suppleres af:

– kyndig specialpædagogik og/eller
– børneterapi og/eller
– forældrearbejde

Alle tiltag, der foretages, som alternativ til medicinering, skal bygge på en forståelse af, at ADHD symptomerne ikke er tomme. Bag symptomerne er der et barn, der har det psykisk dårligt.”

Interessant!

Hvor står du henne i din forståelse af ADHD?

Mvh. Anders.

Image Credits: Leon Brocard

Læs mere om ADHD Power Mind

7 replies
  1. Bitten
    Bitten says:

    Nogle folk, og åbenbart også videnskabsmænd, udtaler sig som de har forstand til. .. ADHD er IKKE dårlig opdragelse…

    Svar
  2. Michelle Kaae
    Michelle Kaae says:

    Jeg mener ikke at ADHD kommer fordi man er særligt sensitiv. Særligt sensitiv og ADHD er langt fra det samme. Jeg er selv særligt sensitiv, det er min far og nogle venner.
    Nogle sensitive mennesker, er udadreagerende hvilket godt kan misforståes som ADHD. Jeg er selv udadreagerende, men har ikke diagnosen ADHD.
    ADHD mener jeg både er arveligt, og påvirket af miljøet, da man kan være født med ADHD, men miljøet kan være med til at påvirke graden af at have ADHD.
    -Michelle :)

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Michelle
      Jeg er enig i at man kan være særligt sensitiv uden at kunne få diagnosen ADHD. Jeg oplever at mange af mine klienter er særligt sensitive mennesker, så i min optik er der en korrelation mellem de to. Nogle af de problemer, som tilskrives ADHD, kan mine klienter ofte tilskrive oplevelser i barndommen, der handler om at være særligt sensitiv og åben i situationer, og dermed “ubeskyttede” i ubehagelige situationer.
      Mvh. Anders.

      Svar
  3. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Mads
    Arg, endnu engang kommer du mig i forkøbet! ;)
    Jeg har lige skrevet et oplæg til et indlæg om, hvor vigtigt det er at bevare fokus i denne snak om årsager. Årsagerne vigtige, hvis vi på nogen måde kan bruge den forståelse til at hindre at flere børn render i denne type problemer.
    Og for de børn, der er i problemerne, der gælder det om at finde så mange løsninger som muligt. Alt hvad der virker skal på bordet, så de kan komme godt igennem livet!

    Svar
  4. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Tine
    Det er helt sikker, at der er nogle meget sensitive børn derude. Og det er interessant at kigge på, hvad der skal til for at de får mulighed for at forblive sensitive og stadig kan lære at være tilstede i en til tider barsk dagligdag som barn.

    Svar
  5. Mads Krarup Petersen
    Mads Krarup Petersen says:

    Super interessant indslag.

    For det første synes jeg, at det er problematisk at diagnosticere og medicinere børn, idet deres hjerner slet ikke er færdigudviklet. Vi skal ikke særlig mange år tilbage, før end vi, af samme årsag, ikke ville diagnosticere før barnet var “voksen”.

    I mit seneste indlæg omtalte jeg, hvordan normalbegrebet er blevet mere og mere snævert de seneste år, hvilket selvfølgelig gør, at flere falder udenfor normal-kategorien.

    I skolen i dag forventes det, at elever kan tage ansvar for egen læring, arbejde projektorienteret i grupper, være innovative mm. En udvikling, der måske nok giver mening i et samfundsperspektiv, men det gør udfordringerne for børnene større.

    I min optik skyldes det til dels globaliseringen, hvor “manuelt arbejde” out-sources til billigere lande, dels en uddannelsesmæssig inflation (det kræver i dag en tre-årig uddannelse at blive skraldemand), hvilket gør det endnu sværere at finde sin plads i samfundet, hvis du ikke er “bogligt begavet” – i sig selv et sært begreb.

    Jeg har været lærer i 10 år, og jeg har mødt mange børn med diagnosen. Dengang jeg arbejdede i Gentofte, hvor eleverne generelt havde meget ressorcefulde forældre, var det sjældent et stort problem. Børnene magtede i høj grad at rumme hinanden, på trods af deres individuelle “særpræg” / “diagnoser”.
    Omvendt er det for de børn og unge, der har en ringe social baggrund. Disse har ofte massive sociale udfordringer såsom fattigdom, dårligt integrerede forældre, forældre med ringe forældreevne, anderledes moralbegreber mm.

    Måske er det så enkelt, at det handler om livssyn: Vokser barnet op i et trygt, stimulerende miljø, hvor der er smil og forventninger til fremtiden, eller vokser barnet op i et utrygt, ressourcefattigt miljø med angst og mistillid til egne evner.

    Men tilbage til spørgsmålet: “Er det arv eller miljø?”

    Mit svar må blive et både og – men måske er det slet ikke interessant.

    Måske ville det være bedre, som omtalt i P1-indslaget, at fokusere på at hjælpe disse unge mennesker med deres konkrete udfordringer samt deres sociale position.

    Fx. via Specialpædagogik, (kamufleret) samtaleterapi/coaching og familiestøttende aktiviteter.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.