ADHD – Jamen, er det ikke bare forældrenes skyld!?

Nej. Det er ikke bare forældrenes skyld.

Lad os bare tage toppen af den, inden vi kommer for godt i gang.

[En lille update inden vi går videre. Der er nu godt 12 timer til Forældrekursus ADHD Online åbner for tilmelding – lørdag den 28. december kl. 10.00 – med mulighed for at få en times gratis samtale med mig.]

Når man har så mange problemer, at man kan få diagnosen ADHD, så er det i min erfaring ikke muligt at pege på noget så banalt som en enkelt faktor, der skulle være skyld i det hele.

Det er ikke nok at pege på forældrene.
Det er ikke nok kun at pege på maden.
Det er slet ikke nok at pege på generne.
Det er absurd kun at pege på medicinalvirksomhederne.
Og det er i hvert fald ikke “samfundets skyld” alene.

Og det hele spiller sammen.

Mennesker der kan få diagnosen ADHD har ofte problemer hele vejen rundt.

Og jeg har oplevet masser af børn med problemer, som kommer ud af yderst ressourcestærke familier der har brugt årevis og tusindvis af kroner på at forstå og hjælpe deres barn – nogle gange uden den helt store effekt.

Jeg har oplevet familier, der har lagt kosten helt om, så den rummer masser af fiskeolie, – og så den er uden nogen former for sukker, farvestoffer, gluten, mælk, tilsætningsstoffer, og nogle gange endda alle former for hurtige kulhydrater. De har typisk oplevet en markant nedgang i symptomer og en forbedring af humør, indlæringsevne, sovning og andet godt – og barnet havde stadig problemer.

Jeg har set masser af tilfælde på at forældrene har haft nogle af de samme problemer som børnene, da de selv var børn. Og jeg har set det modsatte. Nogle gange er det helt uden for kategori.

Og så er jeg slet ikke i tvivl om at medicinalvirksomhederne er lykkedes med deres markedsføring over de sidste 20 år, fordi reklamer virker og fordi deres budskab appelerer til en særlig del af den menneskelige psyke, der gerne vil have et quick fix til vores problemer – og flytte skylder hjernens kemi. Og det ændrer jo ikke på at børnene har problemer. Og at de voksne har problemer – både med og uden medicin.

Så hvis du skyld er det så?

Ingens?

Samfundets?

Din?

Ja, det er i hvert fald ikke min! (sagt med overdreven kropssprog og lidt hævet stemme:)

Min erfaring og forståelse af tingene er som følger:

De børn, unge og voksne, som jeg får ind i min praksis er ofte meget følsomme individer. De er kreative i deres sind, og ofte med en høj – og måske nogle gange lidt utraditionel – intelligens.

De har gået meget lort igennem hele livet, – de føler sig misforståede og mangler anerkendelse fra andre og sig selv. De er mærkede følelsesmæssigt af det.

Det har nedbrudt dem og deres selvværd – og skabt et utal af begrænsende overbevisninger, som holder dem tilbage fra at gøre nogle af de ting, de tror de ikke kan.

Ofte er der en uhensigtsmæssig dynamik mellem barnet og barnets forælder. Forælderen har svært ved at acceptere barnets adfærd, ofte anvendes en pædagogik der ikke hjælper barnet til at ændre adfærd, – og jævnligt bliver der råbt/truet/skyldet/skammet af barnet for at få det til at gøre ting, komme ud af døren, lade være med at slå/irritere/etc. Barnet kan have tendens til at opsøge denne adfærd hos forælderen (provokere den frem).

Når de først er rundet 6-9 år skælder de sig selv så meget ud, at det begrænser dem i deres egen udfoldelse. Det nedbryder deres selvværd, deres livsglæde og deres indlæringsevne.

De har brug for at tage deres kost meget alvorligt. Hvis man sætter sig bare lidt ind i den moderne madforståelse (læs: alternativ til kostpyramiden), så vil det fremgå med stor tydelighed, at meget af det, vi propper i os er direkte dårligt for os. Mest oplagt på listen er selvfølgelig al den raffinerede sukker, farvestoffer, sødestoffer, madsminke, og andet skidt som er unaturligt i kroppen og starter immunrespons, insulinrespons, etc. Lige efter kommer de fleste former for brød og mælkeprodukter.

De får ikke den hjælp, de har behov for – hverken i skolen, mht. specialtilbud, fagligt, menneskeligt, arbejdsmæssigt, i forhold, osv.

Der er masser af ting, der har været “skyld” i at mennesket med diagnose ADHD er endt, hvor det er.

Det er nok faktisk primært skyldens skyld, at det er gået så skidt. Der bliver brugt for meget energi på skyld og for lidt på at skabe den nødvendige og tiltrængte forandring.

I mit arbejde arbejder jeg ikke med skyld. Skyld er måske den mest hæmmende følelse af alle de følelser, vi har. Den bremser og slukker for energien. Den lægger sig i vejen for forandring. Der er lang i mellem mennesker, der bare har en enorm drivkraft baseret på deres skyld.

I stedet for skyld arbejder jeg med at finde ud af, hvad der skal være anderledes. Fokus på anderledes og på den forandring, der ønskes, giver en helt ny energi i processen.

Når der er fokus på skyld kan man komme til at fokusere på alle de ting, der står øverst i denne artikel, og det rykker ingen steder.

Når der er fokus på forandring, så bliver der mulighed for at fokusere på at hjernen har en fantastisk evne til at forandre sig. Dette er rigt dokumenteret videnskabeligt under navnet Neuroplasticitet. Det er muligt for hjernen – gennem hele livet – at skabe store forandringer i sig selv. I strukturen og i kemien.

At der er problemer i “ADHD hjernen” er jo korrekt, men det billede er jo kun et øjebliksbillede – og siger intet om forandringspotentialet. Ofte hører jeg folk udtale sig om ADHD hjernen som om den er særligt uforanderlig. Jeg oplever nærmest det modsatte i mit daglige arbejde. Der er et helt enormt potentiale for forandring og dermed mulighed for at ændre i hjernens kemi.

Fokus på forandring giver også anledning til at kigge kosten efter. Jeg kender ganske få mennesker, der lever af rigtig sund kost. Måske er du en af dem og så er alt godt på den front. Måske er du ikke, og så kan jeg kun invitere til at lave et tjek på, hvad der er vigtigt for dig – kosten eller helbredet. Lækker smag lige nu eller evnen til at fokusere og godt humør. Se eventuelt min Guide til Alternativ Behandling af ADHD for inspiration.

Når det kommer til at forandre relationen mellem forælder og barn, så kan det nogle gange være grænseoverskridende enkelt. Du kan tænke på det som et skuespil, hvor både barn og forælder står med det samme manuskript. De ved lige hvad de skal sige i hvilken rækkefølge, for sådan plejer det at være, og sådan er det nok også denne gang.

Det ændrer sig bare, hvis forælderen pludselig står med et nyt manuskript. Det er umuligt for barnet at fastholde sit manuskript, hvis forælderen pludselig står med et helt nyt manuskript – siger nogle andre ting, forstår nogle nye ting, handler anderledes. Forstår. Anerkender. Taler roligt.

Det er noget af det forældre, der har været på Forældrekursus ADHD, melder tilbage. Et enkelt par mente slet ikke, at de havde haft brug for værktøjerne på kurset, for deres datter havde på mærkeligste vis forandret sig, mens de var væk.

Og så er der alle de kognitive processer, som gør det svært for mennesker i alle aldre med diagnosen ADHD. Dem har jeg talt om i dette oplæg, – og jeg kan varmt anbefale at være åben for at tingene kan forandre sig. Det er faktisk muligt at få styr på tiden, – at begynde at huske aftaler, – at strukturere opgaver, – at styre sit temperament, – og så videre. Det er ting, jeg arbejde med til daglig, – og der er stort potentiale for forandring.

Til reflektion – og til kommentarerne:

Hvor bruger du mest tid på at tænke på hvem eller hvad der er skyld i noget?

Og hvad kunne du tænke dig at bruge din energi på i stedet for?

Hvad vil du gerne have, at der er anderledes?

Og hvad kunne være et første skridt i den retning – lige nu?

Mvh. Anders

PS: Hvis du er forælder til et barn med diagnosen, så overvejer du måske at få hjælp til at ændre på både din og dit barns manuskript. Det kan du komme til på Forældrekursus ADHD Online.

4 replies
  1. john doe
    john doe says:

    Det er pudsigt for i sidste uge var jeg til samtale hos en Psykiater, fordi jeg har depression, angst og DAMP (diagnose stillet som barn) og ville have hjælp på en eller anden måde.

    Det endte med at han skældte mig ud, svinede mig til og sagde at jeg bare skulle ‘tage mig sammen brormand’ og at det i øvrigt var min mors skyld at jeg var blevet sådan, på grund af den måde jeg var blevet opdraget “forkert” på…

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Jeg forstår ikke at man kan være så ufølsom over for et menneske med problemer. Jeg håber, at du vælger en ny psykiater og finder en, der har en smule empati.

      Svar
      • John Doe
        John Doe says:

        Ja, det var en del af de ting han sagde til mig som var helt surrealistiske, han grinte for eksempel af mig, da jeg til sidst spurgte om han så ikke troede at jeg havde AD(H)D, og begrundede det med at jeg havde siddet stille i stolen, så det var jo helt udelukket.

        Han var sådan set den eneste man kunne komme til, alle de andre tager enten ikke nye patienter ind, eller har venteliste på over 9-10mdr.

        Jeg har i mellemtiden fået henvisning til psykolog som jeg har været hos før.

        Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.