Det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn med diagnosen ADHD

Referenceprogram for udredning og behandling af børn og unge med diagnosen ADHD fra April 2008 er lavet af Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark.

Målet med referenceprogrammet er at “give en systematisk gennemgang af den eksisterende evidens med henblik på at fastlægge et ensartet program for diagnostik, udredning og behandling af ADHD hos børn og unge i Danmark.”

Den grundlæggende konklusion i referenceprogrammet er at centralstimulerende medicin skal udskrives til børn, når de kan få diagnosen ADHD. Det mest anvendte medikament er methylphenidat (Ritalin og Concerta). Methylphenidat virker i omkring 75 % af tilfældene, primært på ADHD-kernesymptomerne: impulsivitet, hyperaktivitet og opmærksomhedsvanskeligheder.
Det anbefales yderligere at medicinen er omhyggeligt valgt og doseret ud fra en individuel vurdering af den effekt, der kan observeres i hjem og skole. Det anbefales at den medicinske behandling understøttes af information og rådgivning i hjemmet.

“Referenceprogrammet kan hentes her”.

Referenceprogrammet bliver af de fleste psykiatere og bl.a. ADHD foreningen betragtet som en saglig og dækkende gennemgang af den nuværende forskning på området.

ADHD foreningens direktør Anne Worning sendte i sin tid referenceprogrammet ud i verden med følgende kommentar: “Virkeligheden for mennesker med ADHD er imidlertid, at medicinen sjældent bliver fulgt op med andre tilbud”, og “Mennesker med ADHD kan mestre livet, hvis de tilbydes bredspektret og støttende indsats. Heri indgår medicinsk behandling som et element ud af mange. Men ofte står medicinen for meget alene, fordi der ikke er krav til kommunerne om at tilbyde sociale og pædagogiske tilbud.”

Referenceprogrammet er fra start blevet udsat for kritik bl.a. fra de tre psykologer, der har været med til at udforme det danske referenceprogram. De sammenligner det med det tilsvarende engelske referenceprogram NICE, hvorom de bl.a. skriver:

“I september 2008 ud kom det tilsvarende engelske referenceprogram:NICE Clinical Guideline 72. Der er tale om et langt mere omfattende arbejde, som dækker både børn, unge og voksne, som tager udgangspunkt i den ramte persons behov, og som retter sig mod både det sociale, skolemæssige og psykiatriske område.”

Psykologerne kritiserer referenceprogrammet for at lægge for høj vægt på medicinsk behandling, hvor det engelske referenceprogram er langt mere tilbageholdende med medicinsk behandling af børnene. I det engelske referenceprogram anbefales i langt højere grad psykologiske interventioner, forældrekurser med coaching og lignende.

“Læs artiklen med sammenligning af det danske og det engelske referenceprogram”.

I en senere artikel af psykolog Carsten René Jørgensen, der er ph.d. og lektor i klinisk psykolog ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, krititiseres referenceprogrammet for at have for ensidigt fokus på den naturvidenskabeligt-medicinske tilgang, der praktiseres i psykiatrien, fremfor den mere humanvidenskabeligt-psykologiske tilgang, der anvendes i psykologien.

Jørgensen medgiver, at det er fristende at lægge sig op af videnskabeligt evidente data i den naturvidenskabeligt-medicinske tilgang, fordi der er lettere adgang til disse data, hvor psykologernes arbejde i langt sværere grad lader sig kvantificere til evidensbaserede anbefalinger. Svagheden ved dette er at det enkelte barn og dets særlige problemer ikke bliver taget hånd om på en hensigtsmæssig måde.

Jørgensen skriver: “Jeg skal ikke gøre krav på, at have overblik over ADHD-litteraturen. Men ud fra mit kendskab til litteraturen, er det mit indtryk, at der er bemærkelsesværdig ringe opmærksomhed om, hvordan det enkelte barn oplever dette at fungere på måder, som svarer til ADHD-diagnosen. Hvordan oplever barnet at få en ADHD-diagnose og blive sat i medicinsk behandling, ’så det kan blive ligesom de andre’? Hvad betyder det for et barns selvopfattelse og adfærd, hvis det i flere år har oplevet, at det ikke rigtig passer ind, får skæld ud, fordi det er uroligt og opfører sig forkert, ikke har kunnet leve op til sine forældres forventninger og gjort dem flove/vrede? Der er næppe tvivl om, at dette at få en diagnose og blive sat i medicinsk behandling, kan være en lettelse. Men hvordan kan barnets utilpassede adfærd hænge sammen med andet end biologiske ubalancer, såsom selvforstærkende onde cirkler i det enkelte barns psykologi? Et barn, der af forskellige grunde opfører sig anderledes og forkert i andres øjne, har betydelig risiko for at få relationelle problemer, blive socialt marginaliseret og få problemer med at udvikle en stabil identitet.”

“Læs artiklen af Carsten René Jørgensen”.

Senest har psykolog Michael Kaster kritiseret referenceprogrammet for at bygge sine konklusioner på forældede resultater, og afviser en del af den forskning der giver anledning til at konkludere at ADHD er arveligt.

Det er planen at referenceprogrammet skal revideres i foråret 2010, og det bliver spændende at læse, hvordan gruppen bag referenceprogrammet tager kritikken og den nyere forskning til efterretning.

God læselyst.

Mvh. Anders.

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] og medicinering, – som han ikke nødvendigvis var enig i. Og fordi han oplevede psykiatriens Referenceprogram som entydigt fokuserende på arv/gener og medicinsk behandling. Det har i sagens natur skabt voldsom […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.