Det hedder ik’ DAMP – anbefaling af film om ADHD

Billede af coveret fra filmen Det hedder ikk' DAMPDokumentarfilmen “Det hedder ikk’ DAMP” er en dokumentarfilm til TV om livet for to børn med diagnosen ADHD. Jeg fik den tilsendt fra Malene Gerd Petersen, der står bag filmen, og kan varmt anbefale at se den med dit barn eller med dit barns klasse. Den giver et indblik i hvordan det er at være ban med diagnosen ADHD, hvordan det kan være svært at få det hele til at hænge sammen, – og så har den nogle fine betragtninger fra børnene selv.

I filmen følger vi Olivia på 16 år og Mathias på 8, der begge står over for store udfordringer i deres hverdag.

Olivia er på efterskole og kæmper med koncentrationsbesvær og med at få styr på sin angst i forbindelse med en teateropsætning på skolen. Vi følger samtaler med forældre og lærere rundt om Olivia og får et indblik i hvor hårdt det kan være at få det hele til at hænge sammen.

Mathias har brug for masser af struktur og genkendelighed, og vi følger ham i en periode, hvor han skal flytte både hus, skole og by. Filmen giver et superfint indblik i den 8 åriges forståelse af sine egne problemer, og vi møder storebror Christoffer på 12 der illustrere stor forståelse og et ønske om at hjælpe lillebror samtidig med at han kan fortælle om hvor hårdt det er at lillebror fylder så meget og skal have særlige vilkår.

Filmen illustrerer meget godt, hvor forskellige mennesker med diagnosen ADHD har og oplever deres problemer. Den viser en reflekteret dreng på 8 år, som kæmper med impulsivitet og højt temperament, og som tydeligvis prøver at gøre det hele godt og være en god knægt. Og det lykkes i perioder og i andre perioder skejer han helt ud. Samtidig viser den en ung pige, der er helt rundt på gulvet og som kæmper for at klare sig igennem dagligdagen på en sammenhængende måde – samtidig med at teenageårene også påvirker hende. En kamp hun vinder i filmen da det lykkes hende at gennemføre teaterstykket i fin stil.

Jeg har stillet Malene Gerd Petersen et par spørgsmål om filmen.

Hvad var din motivation for at lave filmen?
Jeg har arbejdet med søskendekurser til søskende med børn med handicap siden 1999 og har hele tiden savnet relevant og nutidigt materiale, både bøger og film.

Efter at ha realiseret “Men jeg vil ikke bytte” – en dokumentarfilm med, om og til søskende til børn med handicap, som var meget inspirerende at arbejde med, fik jeg lyst til at lave flere film set udfra børnenes perspektiv.

Jeg valgte at lade børn med ADHD fortælle, hvordan det er at leve med den diagnose som følgesvend igennem livet, en diagnose som alle tror at de ved noget om, men som de færreste rent faktisk ved noget som helst om.

Ofte er det de voksne professionelle eksperter, psykologer, læger eller lærere, der ikke selv har ADHD, der fortæller i medierne, hvordan børnene/de unge med ADHD har det, hvordan de tænker og opfatter deres hverdag på. Derfor ville jeg gerne gerne give børnene og de unge, altså de rigtige eksperter, ord og billede for en stund og lade dem selv fortælle, om deres hverdag, håb, glæde, bekymringer og udfordringer i livet med ADHD

Hvad har du ønsket at opnå med at lave filmen?
Jeg har ønsket at give børn og unge med ADHD et spejl, hvor de kan finde genkendelse og samhørighed med andre.

Jeg har ønsket at give børn og unge med ADHD et talerør i hånden, så de kan fortælle andre om deres diagnose uden at sætte sig selv helt i spil, en mulighed for at generalisere nogle af de udfordringer de hver især slås med i hverdagen.

Derudover er det mit store håb, at filmen kan nedbryde fordomme om børn og unge med ADHD. At de med denne film indenfor rækkevidde kan fortælle forældre, lærere, bedsteforældre, søskende, klassekammerater, venner, sports-trænere og mange flere, hvordan deres ADHD påvirker dem, så der kan tages relevante hensyn og fordommene kan vige i forhold til viden.

Hvad vil du gerne have at seerne tager med sig fra filmen?
Alt efter hvem seerne er, ønsker jeg naturligvis at de får ny viden om ADHD, så mødet imellem børn og unge med og uden ADHD præges mere af viden, fremfor af fordomme. Jeg er sikker på at forældre, søskende, bedsteforældre, lærere, klassekammerater m. fl alle tager noget forskelligt med sig fra filmen – noget som rammer dem i deres forståelse og hverdag. Sådan har jeg erfaret det unde de fremvisninger jeg har haft. Olivia og Mathias formår at komme helt ud over kanten og de bevæger seerne med deres ærlige og umiddelbare tilgang til en besværlig hverdag. Mathias sagde under optagelserne, at det var vigtigt for ham at medvirke i projektet, så kunne lærere i hele Danmark, få mere viden om ADHD, “så de kan lære mere om sådan en som mig”.

Hvilket indtryk har det gjort på dig selv at lave denne film?
Det har gjort et meget stort indtryk på mig at lave filmen – jeg beundrer de medvirkende familiers mod og engagement og jeg er utrolig glad for at jeg har mødt Olivia og Mathias. De sagde “ja” til at medvirke i en dokumentarfilm, hvor de viste deres allermest sårbare sider frem, de var tålmodige, ærlige og samarbejdede med os på fornemste vis. Det gjorde indtryk på mig, at opleve på så tæt hold, hvor stort et arbejde det er, at holde sammen på hverdagen når man har ADHD med sig i rygsækken, og hvor dygtige både Olivia og Mathias var til at finde strategier for at klare udfordringerne, både under optagelserne og i deres hverdag. Jeg er fantastisk stolt af deres arbejde, og da jeg kiggede på dem til premieren, hvor de sad på VIP-pladser med deres familier omkring sig, var det et fint øjeblik.

Derudover gjorde det dybt indtryk på mig, at de to medvirkende hovedpersoner, med 8 års aldersforskel, beskrev deres udfordringer og hverdag med samme ord, blot med forskellig livserfaring. Derfor blev filmen endnu mere vigtig, jeg blev helt sikker på, at den kan nå rigtig mange børn og unge med ADHD

Hvad håber du at der sker med filmen herfra?
Jeg håber at filmen finder vej til f.eks alle skolebiblioteker, hvor enhver elev eller lærer så har mulighed for, at se den og snakke om ADHD udfra en dokumentarfilm og dermed kan løfte diskussionen lidt væk fra den enkelte elev. Også børn og unge med ADHD, der har brug for genkendelse og spejling, skal gerne kunne løfte den ned fra hylden på deres lokale folkebibliotek, så de netop oplever, at deres hverdag er mulig at sætte ord og billeder på, og at det er andre børn og unge der formidler viden.

Jeg håber stadig, at filmen vil blive vist på TV, da jeg mener at vi alle er nødt til, at forholde os til en diagnose, der i gennemsnit rammer en elev i hver skoleklasse og dermed os alle som forældre, lærere, spejderledere, fodboldtrænere m.fl, vi møder alle et menneske med ADHD igennem vores liv.

Hvordan ser du på ADHD i Danmark idag?
Jeg er jo slet ikke ADHD-ekspert – men jeg ville gerne lave filmen udfra et specialpædagogisk syn på problematikken. Jeg bekymrer mig om de mange fordomme, der stadig florerer om ADHD og andre diagnoser – og håber at filmen kan være med til at gøre en forskel ift fordomme. Handicapdiagnoser har altid været en del af en skolegårdsretorik og en del af drillerier. Jeg synes desværre, at det er tiltagende og at flere og flere diagnoser kommer i spil – det rammer naturligvis børn med ADHD og deres familier ekstra hårdt, når de både i skolegården, til fodbold og også i TV hører diagnosen brugt, som forklaring på noget, der går galt. Jeg håber at Olivia og Mathias i “Det hedder altså ikk DAMP” kan øge viden og mindske fordomme hos børn og voksne.

Filmen er produceret med støtte fra: Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, Susi og Peter Robinsohns Fond, Aase og Ejnar Danielsens Fond og Undervisningsministeriet.

Den kan købes i ADHD foreningens butik.

Har du set filmen? Hvad synes du?

Mvh. Anders.

Læs mere om ADHD Coaching

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.