Illustration fra Far Mor og ADHD

5 værktøjer til at undgå at komme med i Far, Mor og ADHD

I går startede programserien Far, Mor og ADHD på DR1 kl. 20.45.

Det var en virkeligt dårlig oplevelse at se programmet.

Af flere grunde.

Dels fordi det var let at sætte sig i forældrenes sted og opleve den frustration og afmagt, der er til stede, når man har så mange problemer i hjemmet og så få værktøjer til at ændre på situationen.

Dels fordi der netop var så få værktøjer til stede, og at forældrene bliver nødt til at køre langt og være med i et helt nyt og særligt behandlingstilbud for at få adgang til værktøjer og metoder, som de burde få adgang til længe inden deres barn får en diagnose.

Dels fordi det i flere tilfælde bliver åbenlyst, hvor stor en rolle vi som forældre spiller både i optrapningen af konflikten og i den langvarige nedbrydning af barnets selvværd gennem vores egen adfærd.

Det skal der ændres på!

Hvis du er forælder til et barn med diagnosen ADHD og kunne genkende dig selv og jeres situation i gårdsdagen TV program, så læs med her og få 5 meget konkrete råd til, hvordan du kan nå dit barn bedre, ændre på din egen adfærd og komme til at spille en rolle, der er noget mere attraktiv.

Efter programmet var færdig i går, sad jeg tilbage med en blanding af sorg, afmagt og frustration.

Sorg på vegne af forældre til børnene og i høj grad også til børnene. Afmagt over at der er så lang vej til det punkt, hvor alle forældrene og børnene kan få den hjælp de har brug for.

Og frustration over at vi er så gode til at fjerne ansvaret fra os selv og så dårlige til at kigge på os selv og ændre vores egen adfærd.

Så længe vi ikke kan det, hvordan skulle vi så kunne kræve at børnene ændrer deres adfærd?

Hvis vi som voksne ikke kan starte med at tage ansvar for situationen, hvordan skal børnene så lære at tage ansvar for deres del af situationen?

Jeg har arbejdet med forældre til børn med diagnosen ADHD siden 2007, og jeg har hørt alle historierne om, hvd der foregår, – og hvor galt det står til ude i hjemmene.

  • Det er vildt hårdt at være forælder til et barn, der har så mange problemer.
  • Det er forfærdeligt at erkende at man ikke magter sit eget barn.
  • Man hader på skift sig selv og sit barn, og går igennem de værste følelser – og skammer sig så over dem bagefter.
  • Nogle fortryder at de overhovedet fik barn.
  • Forhold og familier falder fra hinanden, fordi forældrene i afmagt heller ikke kan rumme hinanden.
  • Søskende lider en krank skæbne som det oversete barn og bliver enten ekstremt artige, overdrevent stille eller bliver nødt til at kopiere barnet med problemer for at få opmærksomhed.

Aaaargh!

Lad det bare stå helt klart, at jeg har den allerstørste sympati for forældre, der lever i det og forsøger at hjælpe deres barn og skabe et helt menneske, der kan klare sig selv i verden.

Det er åbenlyst en sej kamp, og når du bliver i den – er det et udtryk for at du er stærk.

Ikke svag. Stærk.

Husk lige det, når du i det næste genkender dig selv i mine eksempler på, hvad vi gør galt som forældre. Jeg tænker på dig som stærk og vil gerne give dig flere og mere effektive værktøjer til at stå endnu stærkere.

Vi skal have dig til at fungere bedre i situationen – på en meget mere konstruktiv måde, så du på den måde kan hjælpe dit barn meget hurtigere ud af sine problemer.

Psykologen i udsendelsen siger det meget klart: “Det er forældrene, der er de allervigtigste i barnets udvikling. Det er dem, de har et nært forhold til. Det er dem, de lader sig påvirke af.

Det er også jer, der ikke har værktøjerne, – og ikke får dem automatisk af at få jeres livs største udfordring serveret i barnets fødselsgave.

Perspektiver på ADHD

Jeg var skeptisk allerede inden udsendelsen gik i gang, fordi den hedder Far, Mor og ADHD. Lad os lige tage en pause her. Hvor er barnet i den sætning?

Grafikken er oven i købet meget eksplicit omkring det. Barnet er ADHD.

Hvis du synes at det giver god mening, så er du ikke i gang med at hjælpe dit barn til at ændre adfærd. Så er du i stedet i gang med at fastholde barnet i sin uhensigtsmæssige adfærd.

Hvis vi vil hjælpe barnet til at ændre sin adfærd, så skal vi tale med barnet og se barnet. Vi skal ikke tænke om barnet at det er ADHD, men at det har problemer. Barnet forsøger med alle sine evner at klare sig godt og gøre det rigtige og tage sunde valg. Det evner det bare ikke.

(Jeg forstår godt, at der skal tages nogle valg når der vælges mundrette titler til TV. Og jeg har brug for at fremhæve det for dig, hvis du skal forstå, hvad jeg mener i resten af artiklen.)

Vi skal selv ændre vores adfærd

De fleste af os har i løbet af livet forsøgt at ændre på adfærd, som vi ikke var særligt stolte af. Uden nødvendigvis at lykkes med at ændre den. Det kan være at kvitte smøgerne, begynde at træne eller andre karikaturer på adfærdsændringer.

Det er vildt svært.

Det er derfor, at vi kan læse bog op og bog ned om at forandre på tingene og så stadig ikke gøre noget ved det. Det er derfor, at vi hvert år til nytår sætter en række nytårsforsætter og accepterer at de fiser ud i løbet af januar. Det er jo vildt svært at ændre adfærd.

Og alligevel tror vi at hvis vi ikke kan få vores børn til at ændre adfærd, så er der både noget galt med dem og med os.

Det er selvfølgelig mest svært, fordi vi prøver at ændre på tingene udefra og ind i stedet for indefra og ud som jeg er fortaler for i mit arbejde.

Præmissen for det program, som forældrene går igennem i udsendelserne er, at psykologen skal inspirere forældrene til at ændre deres egen adfærd, sådan at det kan give anledning til at barnet ændrer sin adfærd.

Psykologen i programmet, Anne-Mette Lange siger det fint: “Det er ikke nemt at indgå i sådan et behandlingsforløb, for det kræver jo også at forældrene ændrer på deres adfærd. Og det er svært!

Og det kommer frem med allerfineste tydelighed i alle tre familier.

I programmet møder vi Signe og hendes familie, Anders på 5 med sin familie, og Isabella på 4 år med sin mor.

Signes mor, Camilla, har helt tydeligt problemer med temperamentet, og det kommer til udtryk både i sproget, i tonefaldet og i kropssproget.

Signe og Signes mor fra Far, Mor og ADHD

Anders’s far og mor er meget uenige om, hvordan man håndterer Anders, når han flipper ud. Mor sætter grænser. Far er konfliktsky og har ikke en forventning om at grænser hjælper, så han ignorerer Anders’ adfærd.

Anders fra Far, Mor og ADHD

Isabellas mor Pia har selv diagnosen ADHD og mangler helt tydeligvis værktøjer til at håndtere sit barn, der er i konstant bevægelse og prøver at sætte sig igennem med gråd og plagen.

Isabella fra Far, Mor og ADHD

Mit barn forandrede sig mens hun var på kursus

Hele udsendelsen mindede mig om en far, der var på Forældrekursus ADHD hos mig for nogle år tilbage. På kurset arbejdede forældrene med deres egen vrede for at mærke på egen krop, hvordan de kan arbejde med barnets vrede. De fik også indblik i hvordan deres barn går til alting med en positiv hensigt, – som så desværre kommer ud som en uhensigtsmæssig adfærd.

Faren havde været usikker på om han ville få noget ud af kurset, når nu det var datteren, der havde problemet. Det var hende, der var opfarende og konfliktsøgende.

Det var åbenlyst for mig, at faren havde problemer med sin egen vrede, – og når vi har det som forældre, så kommer vi helt sikkert til at spille en rolle i optrapningen af konflikten.

14 dage efter kurset talte jeg med faren igen, og han fortalte at de faktisk ikke brugte de nye værktøjer på deres datter. Det blev jeg selvfølgelig overrasket over, så jeg spurgte lidt ind til det. Han svar var at: “Der har ikke været nogen konflikter efter vi kom hjem. Det var lige som om, hun havde forandret sig, mens vi var væk.”

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Hvis du selv er vred, så optrapper du konflikten

Signes mor har meget stramme kæber gennem hele den første udsendelse. Hun har så meget indestængt vrede, at det nærmest er pinefuldt at være vidne til. Det ligner akkurat, at hun står for hovedparten af alle de konflikter, der bliver filmet i det hjem.

Selv efter de begynder at rose Signe til skyerne og får en positiv respons fra Signe skal der blot den mindste tøven til fra Signe, før moren taler ud mellem tænderne. Heldigvis er hun opmærksom på det og kæmper med det selv.

Vi har alle sammen vrede i os, og vrede er som sådan en fin følelse. Den er vores grænsesættende følelse, og når den er skruet godt sammen, så kommer den ud som en meget rolig power. Når vreden er skruet uhensigtsmæssigt sammen, så kommer den ud for sent og for voldsomt.

Og hvis din vrede er af den sidste type – og du er vred i situationen, så kan du roligt antage, at du med til at optrappe konflikten. Dermed har du også givet los på det ansvar, du som voksen har i situationen.

Hvis du er i tvivl om, hvor stor en rolle din egen vrede har, så se lige udsendelsen igen.

Signes mor fortæller: “Man føler sig som en pissedårlig mor, fordi man ikke kan magte hende. Og det er det eneste man skal. Magte hende. Men det kan man ikke!”

Det som jeg hører der er: “Når Signe opfører sig sådan, bliver jeg rasende og kan ikke styre min vrede. Jeg optrapper konflikten sammen med Signe.”

I flere tilfælde undervejs virker det ikke til at der er en konflikt, før moren taler hårdt til Signe ud mellem de sammenbidte tænder.

På et tidspunkt i starten fortæller kommentatoren at: “Det er ikke kun i skolen at Signe skaber problemer. Signe trækker tiden.”

Signe: “Jeg gider ikke have det på.”

Signes mor: “Nej, men det skal du fandme!”

Nu er det jo i sagens natur taget ud af en kontekst, som vi ikke får kendskab til. Uanset hvad, så er det en meget voldsom udtalelse.

Hvis der var nogen, der mødte mig på den måde, så ville jeg også have svært ved at styre min vrede – og jeg ville blive noget så kontrær i min adfærd.

5 måder at hjælpe dit barn

Jeg lovede dig 5 værktøjer. Dem får du her.

De er anderledes end det du ser i udsendelsen, så du må selv tjekke hvad der giver mening for dig.

Ros ikke dit barn – ros barnets indsats og forsøg

Den her er modsat, det vi ser i programmet. Jeg kan godt forstå intentionen. De her unger har haft så mange negative oplevelser, at deres selvværd er i bund. Nu skal der rettes op på det. Overøs dem med ros og lad det hjælpe dem til at løfte selvværdet.

Jeg har bare aldrig set noget, der indikerer at det faktisk har den ønskede effekt.

Faktisk kunne det meget vel få den modsatte effekt. Vi er en lille smule mere komplekse end de dyr, vi træner med de samme metoder.

Nu roser vi dig, når du gør det vi vil have dig til, – og så regner vi med at du så gerne vil gøre det noget mere. Forskningen viser, at det modsatte meget mod-intuitivt faktisk er tilfældet. Hvis vi får overdreven ros og vi kan forvente at få den, så gider vi faktisk ikke gøre noget.

Til gengæld, – hvis vi får ros for at have forsøgt på noget, – også selv om vi har fejlet, – så virker det opbyggende på selvværdet. Nogle af de stærkeste individer, jeg kender, er gennem deres opvækst blevet rost for at fejle, – for det betød at de forsøgte at udvide deres komfortzone. Og så er det jo ligemeget om de fejlede. De er i gang med at træne en vigtig kompetence.

Dan Svarre skriver i sin klassiker “Glade børn med højt selvværd” at vi netop ikke skal rose barnet. Vi skal nyde indsatsen og høre med barnet, hvad han fik ud af forsøget på at nå målet.

Salman Khan fra Khan Academy skriver meget inspirerende om det såkaldt Vækst Mindset (Growth Mindset), der skal dyrkes ved at se på indsatsen i stedet for at se på resultatet.

Det kræver, at du vender perspektivet på dit barn fuldstændigt.

For dit barn er faktisk altid i gang med at forsøge at gøre noget. Det går bare meget dårligt nogle gange. Måske skal dit barn have ros for at have forsøgt at få lillesøster til at gå sin vej. Og så skal I selvfølgelig have en snak om, hvordan han kan gøre det på en bedre måde end ved at sparke hende – næste gang. For der kommer en næste gang, og det er den I skal fokusere på.

Fokuser på den læring barnet måtte igennem eller skal igennem for at lykkes med noget.

Ros barnet for at forsøge. Giv ham masser af muligheder for at lære noget af situationen.

Tal pænt til dit barn.

Det er jo ikke nogen overraskelse, og alligevel kan vi alle have svært ved det.

Signes mor siger med sammenbidte tænder: “Jeg vil ikke have at du taler sådan til mig.”

Hun taler ikke pænt med ordene og hun taler især ikke pænt med kropssproget, hvor hun er helt oppe i hovedet på sin datter, der må lægge armene over kors for at værne sig mod grænseoverskridningen.

Jeg har været vidne til en far, der skreg ind i hovedet på sit barn: “I VORES FAMILIE RÅBER VI IKKE TIL HINANDEN!”

Og alligevel var han overrasket og frustreret over, at han ikke kunne lære sine børn at tale stille og roligt til hinanden.

Jeg havde en periode med mange frustrationer i mig, hvor min skønne datter en dag fortalte mig, at hun bedst kunne lide, når jeg var søde far. Det kunne jeg jo kun være enig med hende i.

Så jeg brugte anledningen til at være nærværende med hende, lytte til hende – og have en snak med hende om hvad der egentligt foregik. Processen med at tale om tingene gjorde det hele nemmere – for os begge to. Hun opdagede at jeg også var ked af at være sure far, og jeg kunne fortælle hende at jeg ikke helt kendte andre gode måder at få hende til at gøre det vi havde aftalt. Så foreslog hun selv, hvordan jeg kunne sige tingene på en anden måde, så hun ville gøre det og komme hurtigere i seng.

Og det gav os anledning til at planlægge hendes putteritual på en anden måde, så det var både hyggeligere og hurtigere.

Det er nemmere at inddrage end at opdrage.

Styr din egen vrede.

Du skal have styr på din egen vrede. Den kan være ødelæggende i dit barns liv.

Dit barn vil ubevidst gøre din vrede til en del af den måde, han giver sig selv feedback fremover.

Den måde hun skælder sig selv ud.

Den måde han skælder andre ud.

Din vrede bliver en del af det lys hun ser sig selv i, når hun bliver et socialt væsen – og gennem resten af voksenlivet.

At få udgydt vrede ud over sig gentagne gange over mange år er handicappende i sig selv. Det tager lang tids terapi at komme af med følgeeffekterne af det igen.

Jeg har arbejdet med voksne, der er blevet skældt ud gennem hele deres opvækst, – og det sætter en dæmper på alle mulige ting – fra selvværd og livsglæde, til intimiteten i forhold, relation til chefer på arbejdet og egen perfektionisme og selvkritik.

Find en terapeut, en psykolog, en coach eller hvem du nu vil bruge. Find en, der kan hjælpe dig med at ændre på din vrede, så den kan komme ud på en mere hensigtsmæssig måde.

Det samme gælder i øvrigt, hvis du ikke kan blive vred eller har svært ved at sætte grænser. Få hjælp til at få styr på de ting. Jo før, jo bedre.

Du er velkommen til at kontakte mig. Jeg er god til at hjælpe med vrede både hos dig og dit barn.

Når noget ikke virker, så gør noget andet

Efter kommentaren om Signe at: “Det er ikke kun i skolen at Signe skaber problemer. Hjemme kan et måltid for Signe tage en time.”

Helt grundlæggende har jeg svært ved at forstå formuleringen at Signe skaber problemer. De har i hvert fald ikke vist nogen situationer, hvor Signe skaber problemer. De har vist nogle situationer, hvor Signe har problemer. Det er bare noget andet.

Er det at skabe problemer at Signe bruger en time på at spise sin mad?

Skal man spise sin mad hurtigere, end man har lyst til det?

Hvad med at opdage, at de rammer der er sat, ikke virker. Det må være forældrenes ansvar at ændre på de rammer, hvis der er et reelt problem.

Skal vi stresse og være lige ved at eksplodere over at Signe har nyder maden og samtalen og ikke kan koncentrere sig om at spise, – eller skal vi hygge os med det, – og så bare lave nogle nye regler. Det kunne være, at Signe rykker med ud i køkkenet når alle andre er færdige, eller at vi spiser i x minutter og så er vi færdige uanset hvor meget der er på tallerkenen. Eller hvad der nu passer ind i jeres familie.

Det er ikke færdige løsninger til dig, – det er forsøg på at vise dig, hvordan du kan tænke dig ud af nogle af de situationer, hvor I sidder fast.

Min store pige på 5 år tager sig også god tid til at spise. Det gør den lille ikke. Hun må gå fra bordet, når hun er færdig, – og når begge voksne er færdige, så rejser den ene voksne sig også. Den anden bliver siddende og hygger med, så den store har selskab. Ellers afslutter hun selv måltidet for tidligt og bliver ikke mæt. Jævnligt tager det så lang tid, så den voksne, der er blevet ved bordet begynder at tage ud indtil der kun står K’s ting tilbage på bordet. Den tid kan sagtens være ret hyggelig med snak og røverhistorier og fortællinger fra børnehaven.

Den kunne også have været pisseirriterende, hvis vi havde holdt fast i at alle skulle blive siddende indtil alle var færdige. Men det er jo en kunstig regel, som vi selv kan bestemme om vi vil fastholde.

Så hvad med bare at lave nye regler i familien indtil I har regler og rutiner der overholder jeres grundværdisæt (eks: Vi er en rummelig familie) og i øvrigt peger hen mod at barnet nok skal lære almindelig god skik – inden det fylder 18.

Når det I plejer at gøre ikke virker, så gør noget andet.

Mød lige dit barn. Det er nummer 1!

Når Signe siger at hun ikke gider have noget bestemt tøj på, og moren siger: “Nej, men det skal du fandme!”, så lytter hun ikke til Signe. Hun ignorerer fuldstændigt at hun har en pige der er i gang med at frigøre sig fra morens krav og bestemmeret, – og skal have lov til at tage mere og mere ansvar i den situation.

(Jeg forstår godt, at Signes mor kan have brugt lang tid på at nå dertil, – det er en større pointe jeg vil hen til.)

Når Anders ikke kan komme i bukserne og skriger sin frustration ud, fremgår det at han har svært ved skifte. Han går råbende ud til sin mor, der forsøger at tage fat i ham for at hjælpe ham i trøjen, hvormed han forsøger at komme væk fra hende. Først der opdager hun det med bukserne og siger at det kunne han da bare have sagt. Anders siger så med spag stemme: “Jamen, det gør jeg nu.” Og så får han hjælp.

Det ser ud til at Anders har brug for meget mere hjælp. Hvis du har sådan et barn, der råber sin frustration ud, så mød barnet dér med et: “Det lyder som om du har brug for hjælp!” eller “Er der noget jeg kan gøre?”. Og når humøret er kommet ned igen, så lav aftaler med dit barn om, hvad det kan sige eller gøre for at få hjælp så hurtigt som overhovedet muligt, så det slipper for at blive ked af det og så det kan komme hurtigt i videre i programmet.

Når Isabella sidder ved siden af sin mor i sofaen, hvor moren sidder med hovedet i den bærbare og Isabella på alle tænkelige måder forsøger at komme imellem moren og computeren, så er hun i gang med at bede om sin mors opmærksomhed og hendes nærvær. Ikke på en særlig elegant måde (Læs: pisseirriterende), men dog en måde der virker ser man på klippet. De ender med at nusse og hygge, da moren endelig slipper skærmen. Derfra kan man jo lære hende at afbryde på en mindre irriterende måde.

Vores piger derhjemme må for eksempel gerne sige sætningen: “Jeg får for lidt opmærksomhed,” og så dropper vi hvad end vi er i gang med – eller holder en lille pause for at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem videre eller sætte dem i gang med noget. Nogle gange betyder det at de skal være med til at lave mad, selv om vi ikke har tid eller overskud til det.

Det er nemmere at inddrage end at opdrage. Altid.

Hvis du er med så langt ned i artiklen, så er det fordi dine børn og din familie er vigtige for dig, – og du er villig til at lære nye værktøjer og metoder til at hjælpe dem og dig.

Det har jeg stor respekt for.

Jeg håber, at dagens artikel har bidraget med nye perspektiver på din egen opdragelse og at du er inspireret til at ændre på tingene i hjemmet.

Hvis du vil være sikker på at få flere artikler, som de kommer ud, så skriv dig op til det hér.

Hvis du vil have endnu flere værktøjer og metoder til at hjælpe både dig selv og dit barn, så kan du komme videre med det samme ved at tilmelde dig Forældrekursus ADHD Online. Det er et 12 ugers kursus, hvor du hver uge får tilsendt et nyt modul med en eller flere videoer med indsigter og værktøjer, som du kan bruge med dit barn med det samme. Forældre før dig har fået virkeligt gode resultater med kurset.

Læs om Forældrekursus ADHD Online hér.

Læs mere om Forældrekursus ADHD Online

23 replies
  1. Mari Nordam
    Mari Nordam says:

    Tak for dig!
    Jeg har ikke set udsendelsen men faldt over denne artikel, da jeg søgte efter et redskab til brug i vores familie. Min søn på 7 år har højst sandsynligt ADHD men lige nu er vi kastebold mellem børne- og unge-psykiatrisk, egen læge og PPR, da ingen af dem mener at det er deres job at udrede vores søn. Han har Tourettes og Touretteklinikken på Herlev Sygehus har henvist ham til børn/ung-psyk med henblik på udredning for ADHD. De afviser at se ham uden at PPR har udarbejdet 6 punkter, som PPR afviser at udarbejde og siger at vi skal gå til egen læge. Egen læge siger at det skal gå gennem PPR. … ! Lærerne i 0.klasse tog kontakt til skolepsykologen første gang 1. Marts efter møde med os. 3 dage før sommerferien ringer jeg til lederen af PPR i kommunen og får at vide, at der ikke ligger en indstilling af min søn og at det skal gå gennem skolelederen. Dagen efter sidder jeg hos skolelederen, der vil lave indstillingen med det samme og siger at PPR aldrig før har holdt på at hun skulle sende en indstilling, men at det nok er fordi at skolepsykologen har sagt op og at de 2 andre skolepsykologer i kommunen går på barsel.. ! Så nææh det er skam ikke lige sådan at vi får kastet hjælp i nakken. Tværtimod. Vi har siddet til flere møder i børnehaven, hvor vi mente at vores søn havde brug for hjælp og at vi forældre gerne vil have nogle redskaber, men lederen mente at han “bare var en rigtig dreng med krudt i” og at vi bare skulle have en bedre struktur og få ham i børnehave tidligere om morgenen. Jeg tror jeg har stået i alle de beskrevne situationer og været alle de beskrevne forældre igennem årene. Jeg ved ofte godt hvordan jeg “burde” reagere i retroperspektiv (Længere tid efter) eller hvordan jeg ville ønske jeg kunne reagere, men i situationer hvor man er brugt, træt, frustreret og de 2 vågne hjerneceller man har, er oppe at slås, ved man det bare ikke og jeg reagerer bare uden kontrol. I de perioder hvor jeg er (op)brugt og det sker, hader jeg mig selv, kan ikke se løsninger og min dreng er ulykkelig. Jeg er nemlig hans guide til løsninger på problemer. Far har højst sandsynligt også ADHD og det giver desværre ingen forståelse for sønnen, så jeg er ofte også min mands guide. Jeg er heldig at have en del erfaring med børn med diverse diagnoser, fra inden jeg selv fik børn og har (havde) også en stor “værktøjskasse “. Der er bare en verden til forskel på at være “en voksen” og være “en forælder”, på at skabe “en god relation” og skabe ” et godt menneske “, på at skabe “et godt forløb” eller at skabe “et godt liv”. Ens egne børn er der også når man har fri, når man ikke har overskud, når man har andet at lave og de er dit ansvar 24/7 365 og dit ansvar at de bliver nogle “ordentlige” mennesker der kan begå sig i verden. Dine egne børn aflurer hurtigt dine små tricks, kender dine “knapper” og det er deres job at afprøve dine grænser om og om igen. Så på trods af mine gode erfaringer, værktøjer og intentioner har jeg råbt og ladt min frustration gået ud over mit barn. Jeg giver dig 100% ret i hvad du skriver her og er meget nysgerrig på at høre mere. Jeg takker dig for dine ord bla. at kalde mig “stærk” …der måtte jeg stoppe op og fælde en tåre… for sådan føler jeg mig ikke. Jeg føler hverken at jeg kæmper mod mit barn eller mod ADHD, men at jeg kæmper FOR mit barn, der har udfordringer og som har brug for mig og jeg føler mig mange ting, men stærk er ikke en af dem. Vi voksne kan også godt bruge noget ros en gang imellem 😊 Mvh Mari

    Svar
  2. Dorte
    Dorte says:

    Jeg kender det alt for godt! Man knokler på, prøver virkelig at være rar, rummelig, pædagogisk men så slipper kræfterne op.
    Hos mig, der er skilt og har tre drenge, tvillinger på 12, hvoraf den ene har ADHD og en dreng på 5 år, er det især også søskendedynamillen der fylder. Et barn eller to går ofte fint men at varetage tre børns behov, når den ene har den hurtige aftrækker, er sin sag. Den anden tvilling er vred og presset, jaloux på lillebror og livstræt mens min søn med ADHD ofte er glad, dynamisk engageret pånær selvfølgelig når kanonen ryger af og han er for meget over for brødrene. Jeg kunne virkelig godt tænke mig et søskendekursus for dem og også et henvendt til voksne om søskendedynamikker, så man bedst muligt kan lære at fordele sol og vind i en søskendeflok bare sådan nogenlunde og lære dem at fungere godt sammen….

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Dorte
      Tak for kommentar.
      Jeg vil se om jeg kan finde nogen, der kan udtale sig fornuftigt om søskendedynamikker i familier med diagnoser og børn med hurtige aftrækkere. ;)

      Svar
      • Dorte
        Dorte says:

        Hej Anders
        Det lyder virkelig super! Man kan helt sikkert vende negative mønstre til mere positive! Det er bare det her med at starte rejsen… Det tror jeg gælder mange, der bakser med ADHD i familien. Og her skriver du jo det meget rigtige med at komme i gang med at gøre noget andet end vi plejer… Det kræver viden. En rejse starter med det første skridt…

        Svar
  3. Toke
    Toke says:

    hej Anders

    Det er fine og gode råd du kommer med, og jeg kommer også til at dele din artikel. jeg tænker bare ikke at den er særligt ADHD specifik. Dine anbefalinger gælder som jeg ser det al opdragelse. Specifikt omkring ADHD tænker jeg, at det ville være givtigt med konkrete værktøjer til at håndtere børn i affekt, og at guide børn i deres “overgange” for det er min erfaring, at der er her børn med ADHD adskiller sig fra andre børn.

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Toke
      Du har helt ret. Mine råd gælder al opdragelse. Alle børn har glæde af de her ting. Og især børn med diagnosen ADHD har direkte brug for dem, for mange af dem er ikke vant til at blive mødt på den måde. Det vil i øvrigt mindske behovet for at skulle håndtere børn i affekt.
      Jeg skriver de to emner på listen over artikler jeg vil skrive.

      Svar
  4. Inge Temple
    Inge Temple says:

    Du rammer virkelig plet med mange af dine betragtninger, som er helt i tråd med den oplevelse jeg sad tilbage med efter udsendelsen! Jeg er i opstartsfasen med et stort projekt om mobning og kontakter dig lidt længere henne i forløbet da jeg kunne bruge din input ift. de ADHD ramte elever. Tak og god weekend!

    Svar
  5. Jane
    Jane says:

    De råd du kommer med er rigtig fine – og kritikken er også på sin vis ok… Men hold da op hvor kan jeg sagtens sætte mig ind i forældrenes væremåde…
    Jeg er mor til Noah på 13 med ADHD. Og jeg er FYLDT! Fyldt af alle vores diskussioner, skænderier, hans lyde (som han siger hele tiden, selvom jeg pænt beder ham lade være), hans retten på sin lillebror på 5 (der på mange områder kopiere sin storebror) odv osv. Og når man er fyldt er det godt nok svært at møde sit barn hver morgen med et smil, når det morgen efter morgen ikke vil stå op, spise morgenmad, gå i bad, skifte underbukser osv (hvor Signe ikke ville havedet tøj på som hendes mor havde fundet frem). At skulle finde overskud til at kunne rumme de samme diskussioner igen og igen – dag efter dag… Det er nærmest en umulighed… Så jeg kan sagtens sætte mig ind i f.eks. Signes mors reaktioner…

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Jeg er helt enig i, at det er en super hård hverdag at skulle igennem. Og som jeg skriver, så er de fleste forældre ikke trænede i at sørge for at der sker synderligt store forandringer i den hverdag. Og så gør børnene det samme, som de har gjort de tidligere dage, – og vi forældre bliver mere og mere irriterede over at ungerne ikke ændrer adfærd, når nu vi har fortalt dem igen og igen, at de skal stoppe. Kan sagtens forstå det. Har selv været der.
      I nogle af de næste artikler kommer jeg til at gå mere i detalje med, hvad du/I/vi kan gøre anderledes, sådan at børnenes adfærd forandres over tid.

      Svar
  6. Inger Thiersen
    Inger Thiersen says:

    Tak for artikel. Var selv også skuffet – hold da op en masse foto af hus, biler og ingenting.
    Og det HELT NYE metode er foreløbig ikke ny for os (med en søn på 14). Men gentagelser er altid godt og nemmere st se hos andre end en selv. Føler med familierne, hårdt at udstille sin afmagt.
    Mvh Inger

    Svar
  7. Hanne Nielsen
    Hanne Nielsen says:

    Super god og grundig artikel. Det vigtigste jeg har lært i min 14 år som mor til et barn med ADHD, er at alting starter ved dig selv, du kan kun ændre din egen adfærd men det kan så til gengæld flytte bjerge hos dem omkring dig :-) TAK

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *