Fødselsdag på Alt Om ADHD
Skrevet af ADHD Coach Anders Rønnau den 1. september, 2009
Kære Læsere
Lige omkring i dag – plus/minus et par dage – er det et år siden, at Alt Om ADHD gik i luften. Jeg vil derfor døbe 1. september til at være bloggens fødselsdag.
Og jeg er glad og stolt over hvordan bloggen har udviklet sig. For et år siden var min ambition at lave Alt Om ADHD til Danmarks portal til viden om ADHD, hvor jeg kategoriserede og fandt alt den spændende information, der er derude og gjorde den let og overskuelig.
Det viste sig hurtigt at være en opgave, som jeg ikke havde så meget energi i, og som I ikke var specielt interesserede i. Og det er en dårlig cocktail uanset om man har diagnosen ADHD eller ej.
Jeg mistede energien i projektet og var lige ved at lukke det helt ned igen.
Efter et par måneder tog jeg en time-out med mig selv, hvor jeg prøvede at finde tilbage til den oprindelige ambition med overhovedet at ville lave sitet Alt Om ADHD. Resultatet var entydigt. Jeg vil gerne bidrage til en bredere forståelse af diagnosen ADHD og de problemstillinger der er rundt om ADHD, – og så vil jeg gerne inspirere mennesker med diagnosen ADHD til at udvikle sig til at få bedre liv.
Det var nok til at jeg tænkte projektet igennem igen, og efter et par måneder gik jeg ud med en ny profil. Mere personligt indhold og flere indlæg, hvor du som læser faktisk kan lære noget og få noget med dig derfra. Det har jeg øvet mig på hen over foråret, og nu synes jeg, at jeg er ved at have fundet en god form i mine indlæg.
Dette er indlæg nummer 130. Det svarer til et indlæg hver tredie dag i hele perioden.
I mellemtiden er over 650 skønne mennesker blevet fan af Alt Om ADHD på Facebook, og dér foregår ofte en udveksling af holdninger, når nye indlæg bliver lagt ud på Facebook. For nylig har jeg sat en lille Facebook kasse på ude i højre side, så det er let at se udviklingen i antal fans, samtidig med at det er let for nye fans at finde siden.
Også blandt folk der abonnerer på alt Om ADHD er der sket et skred, sådan at rigtigt mange nu modtager indlæggene direkte i deres indbakke. Det glæder mig meget!
Min egen praksis som ADHD Coach er også påvirket af arbejdet med Alt Om ADHD. Dels er der simpelthen flere, der har fundet ud af at jeg eksisterer, og læser på min hjemmeside www.adhd-coach.com om mit arbejde. Det betyder selvfølgelig at flere vælger at få hjælp til at løse deres problemer. Det betyder også at mine klienter i højere grad kommer med en forventning om at de kan forandre deres liv og gøre op med deres problemer på en måde, hvor de kan leve normale liv igen. Og det er et supergodt udgangspunkt for forandring. At forvente at det kan lade sig gøre, og ville det!
Jeg elsker mit arbejde med at hjælpe mennesker med diagnosen ADHD til at få bedre liv og højere livskvalitet.
Og jeg synes at Alt Om ADHD er en fed måde at bidrage og kommunikere med dig.
Som coach er det naturligt for mig at tænke i mål. Hvad er så målene for bloggen, hvor er den på vej hen?
I mine indlæg på Alt Om ADHD vil jeg fortsætte med at forsøge at inspirere dig til at se dine problemer og dit liv i et nyt lys. Med de forandring, jeg har set mennesker med diagnosen ADHD, lave i deres liv, så er mit mål at bidrage til at du også får nye perspektiver på dit liv. Måske kan det hjælpe dig til også at tage skridt til at gøre dit liv bedre.
Konkret er målet, at jeg skriver mindst et indlæg om ugen, hvor jeg lægger kræfter i at gøre det superinteressant og tager udviklingsperspektivet. Derudover er målet at skrive et indlæg eller to om ugen, hvor jeg kommenterer på sager i medierne, anbefaler hjemmesider, – eller henviser til en video eller en artikel et sted.
Du er velkommen til at kommentere på Alt Om ADHD og bloggens udvikling nedenfor i kommentarerne.
Hav en dejlig dag. ;)
Mvh. Anders.
PS: Glæd dig til i morgen, hvor jeg anbefaler bogen Din teenager skal coaches, ikke opdrages!
Du er meget velkommen til at kommentere!

![[Facebook]](http://www.altomadhd.dk/wp-content/plugins/bookmarkify/facebook.png)

