Hjernetræning – del 3: Træning af hjernen med NLP

Dette er tredie indlæg i en serie om hjernen og de muligheder vi hver især har for at forandre på vores hjerne og dermed vores mønstre og tankebaner. Læs første indlæg om hjernetræning her.

Foto af tienvijftienI de første to indlæg har jeg skrevet om, hvordan den nyeste forskning viser, at hjernen rummer evnen til at forandre sig i meget høj grad gennem træning af tankemønstre.

I dag vil jeg skrive lidt mere om hvordan man kan bruge NLP til at træne hjernen.

Hvad er NLP?
NLP står for Neuro Lingvistisk Programmering. Navnet henviser til at man ved at arbejde med sproget (lingvistik) kan forandre de mønstre (programmering), som vi har i hjernen (neuro). Det er kognitiv træning, der bygger på nogle lidt andre principper end den traditionelle kognitive adfærdstræning, som bruges af nogle psykologer.

NLP blev skabt i starten af halvfjerserne som en reaktion på den klassiske psykologis fokus på det syge og det dårligt fungerende. Istedet fokuserede man på det excellente og det velfungerende. Og så forsøgte man at finde ud af, hvordan folk der er velfungerende får det hele til at fungere så godt, – for på den måde at kunne hjælpe folk, der er dårligt fungerende. Man studerede succesfulde mennesker og fandt nogle grundprincipper, som de arbejdede ud fra. Dem kogte man så ind til en række forståelser om mennesker, menneskers tænkning og menneskers udvikling.

NLP er derfor både en række forståelser og erkendelser om mennesker, samtidig med at det er en værktøjskasse med konkrete værktøjer og metoder til at assistere mennesker i deres personlige udvikling. Og bruger man NLP værktøjerne er det relativt enkelt at trække vores bevidste og ubevidste mønstre frem i lyset, så vi kan forandre på dem og dermed forandre vores tanker og handlinger og vores syn på andre og os selv.

NLP i ADHD Coaching
I mit arbejde som ADHD Coach bruger jeg NLP til at hjælpe mine klienter til at afdække hvilke mønstre de har med sig i bagagen. Dette gøres ved hjælp af spørgeteknikker, der giver klienten mulighed for at reflektere over mønstrene samtidig med at de opdages og italesættes.

Dernæst hjælper jeg klienten til at sætte et mål for, hvad hun gerne vil have der er anderledes.

Eksempelvis kan det være en klient, der har svært ved at forstå eller huske beskeder, når der er mere end et enkelt budskab. Under spørgsmålene viser det sig, at når klienten modtager besked om at hente ting 1, 2 og 3, så sker der det at hun allerede ved ting 1 mentalt er på ud for at hente ting 1. Det bruger hun så meget mental processorkraft på, at hun dels ikke helt hører færdig hvad ting 1 præcis skulle være, dels overhovedet ikke hører ting 2 og 3.
Hun kommer derfor kun tilbage med noget, der er tæt på at være ting 1, men ikke nødvendigvis er dét, som hun fik bud på at hente.

Kender du måske det fra dig selv eller andre omkring dig?

Sammen med klienten går jeg så på opdagelse i, hvad der ellers kunne være hensigtsmæssigt at tænke på, mens der bliver givet beskeder. Måske træner vi at kunne skabe et klart billede af de tre ting, eller vi træner af lave en mental huskeliste. Når den er på plads kan klienten huske de tre ting, og først derefter give sig tid til at finde ud af, hvor tingene er og hvordan hun skal give sig i kast med at hente dem.

Det effektive ved at arbejde på denne måde er, at når klienten finder en god måde, at gøre tingene på for hende, – og vi træner det nogle gange, – så vil hendes underbevidsthed forstå at dette er en bedre måde at gøre tingene på end den gamle, og vil begynde at benytte sig af den nye teknik ved førstkommende lejlighed.

Der står klienten helt frit for at vælge emne for coachingen, så der bliver arbejdet med alt fra at huske nøglerne på vej ud af døren til at opnå indre ro eller være bedre tilpas i sociale situationer.

Kan jeg selv bruge NLP?
NLP og de metoder og teknikker, der bruges til at ændre mentale mønstre med er frit tilgængelige i bøger og artiler. Hvis du vil arbejde med det selv derhjemme, så kan du gå på biblioteket eller købe nogle af de bøger, der findes på området – se anbefalinger nedenfor.

Hvis du vil arbejde med dig selv, så er disse to bøger værdifulde:
Healing Add – af Thom Hartmann
Neurolinguistic Programming – the New Technology og Achievement – af Steve Andreas

Hvis du vil hjælpe dit barn eller i øvrigt børn med diagnosen ADHD, så er disse to bøger værdifulde:
Healing Add – af Thom Hartmann

Hvis du vil lære at bruge metoderne fra NLP i undervisningen eller i det pædagogiske arbejde, så kan jeg anbefale disse to bøger:
NLP For Teachers – af Richard Churches
Se i øvrigt også mit kursus for lærere og pædagoger.

Hvad kan jeg ellers gøre?
Der er NLP Coaches i hele landet, og det er kun nogle af dem, der er kvalificerede til at arbejde med mennesker med diagnosen ADHD. Det kræver som sådan ikke at de er uddannede til at håndtere mennesker med diagnosen ADHD, men det kræver at de er dygtige og forstår at udnytte NLP på en god og etisk forsvarlig måde. Ring til mig, hvis du vil have en anbefaling, der hvor du bor.

På fredag kommer der en liste over de NLP coaches i Danmark der har forstand på diagnosen ADHD, som jeg har mødt og som jeg vil have tillid til at opsøge – og dermed anbefale videre.

Alternativt kan du skrive dig op til at modtage både indlæg fra Alt Om ADHD og Nyhedsbrevet Alt Om ADHD, og på den måde få adgang til de metoder og værktøjer, som jeg kommer til at skrive meget mere om fremover.

Og i næste indlæg om hjernetræning, fortæller jeg om hvordan neurofeedback kan gøre en stor forskel i forhold til at opdage og styre tanker og følelser på en god måde.

Indtil da, kan du læse en artikel med titlen NLP Coaching som hjælp til mennesker med diagnosen ADHD, som jeg skrev til ADHD foreningens blad for et par år siden.

God fornøjelse

Anders.

Læs hele serien af indlæg:
Hjernetræning – del 1: Kan min hjerne forandre sig?
Hjernetræning – del 2: Når frontallappen trænger til træning
Hjernetræning – del 3: Træning af hjernen med NLP
Hjernetræning – del 4: Hjernetræning med neurofeedback
Hjernetræning – del 5: Neurofeedback med egen computer
Hjernetræning – del 6: Hvordan giver jeg min hjerne de bedste muligheder for udvikling?

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] om det har varet 12 eller 42 år – ikke har kunnet styre deres tanker. Gennem arbejdet med hjernetræning med NLP opdager de, at deres tanker, er deres egne, og dermed deres at håndtere og styre. Den opdagelse […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *