Skal jeg gå til psykiater og finde ud af om jeg kan få diagnosen ADHD?

Jesper Navgård har stillet et spørgsmål på siden Spørgsmål om ADHD.

Hvornår skal man lade sig teste?
Hej,
Jeg har en søn på 14 som har fået konstateret ADHD for 1 år siden, og jeg kan selv kende en del af symptomerne for eksempel glemsom, sjusker, irritabel, skiftende humår, let afledelig og ikke at gøre ting færdige jeg er begyndt på. Derudover har en en slag uro eller indre rastløshed og ofte svært ved at koncentrere mig eller holde koncentrationen. Men jeg har taget en god uddannelse, som tog lidt længere end normalt, og har et godt job. Så jeg ville nok ikke have tænkt at der var noget galt, hvis ikke min søn fik det konstateret det. Jeg har talt med flere (også læger) som siger, at når jeg kan klare arbejde og uddannelse, skal jeg ikke tænke på ADHD. Har du nogle holdninger til hvornår man skal lade sig teste og hvornår det giver mening at tænke i de baner?

Det er et interessant spørgsmål, som jeg fik lyst til at svare på i fælles forum, så alle læser med.

Hvornår skal man lade sig vurdere?

For mig at se, handler det om en række forskellige faktorer, og det kan måske hjælpe at stille sig selv et par spørgsmål til afklaring.

At få en diagnose er en alvorlig sag, og der er skrevet adskillige artikler og bøger om, hvad det at få en diagnosen gør ved folk.

Det viser sig, at mange mennesker “retter ind” efter diagnosen, når de har fået den. Jeg har ofte haft folk siddende til coaching og fortalt mig om, hvad mennesker med diagnosen ADHD har for nogle problemer. Når jeg så spørger ind til personens egne problemer, så er de nogle helt andre. Identifikationen med diagnosen er ofte ret stor, og det kan være et problem. Nogle bliver mere opmærksomme på deres problemer eller får endda pludselig flere, så de bedre passer til diagnosen. Det kan for nogle betyde at de faktisk får det dårligere af at få diagnosen, end hvis de bare havde levet videre uden.

For andre betyder det en lettelse, fordi de så ikke længere føler sig dumme eller forkerte – og i diagnosen finder en accept eller anerkendelse af, at de er OK som mennesker. Det kan også være en lettelse at kunne italesætte sine problemer som en sygdom eller endda en hjerneskade, selv om der er diskussion om netop de begreber i forhold til diagnosen ADHD. Og nogen er glade og taknemmelige for at få adgang til medicin, sociale ydelser, støtte til at tage på kurser, etc.

Uanset om det går den ene eller den anden vej, så er det i mine øjne kun nyttigt at få diagnosen, hvis du selv formår at bruge diagnosen til at gøre noget i dit liv, så du får et bedre liv. Dit liv bliver ikke bedre af at få diagnosen. Dit liv bliver bedre af, hvordan du forholder dig til dig selv og dit liv.

Hvis du overvejer om du eller din partner eller dit barn kan få diagnosen ADHD, så overvej følgende:

  • Hvad er målet med at blive vurderet?
  • Hvad vil jeg gerne have ud af at blive vurderet?
  • Hvad kan jeg få ud af at få diagnosen ADHD?
  • Hvad kan jeg miste ved at få diagnosen ADHD?
  • Hvad vil ændre sig til det bedre i mit liv, hvis jeg får diagnosen ADHD?
  • Kan jeg ændre på de ting uden at få diagnosen?
  • Hvad vil ændre sig til det værre i mit liv, hvis jeg får diagnosen ADHD?
  • Hvis jeg får diagnosen ADHD, hvilken effekt vil det så have på, hvordan jeg ser mig selv?
  • Hvis jeg får diagnosen ADHD, vil jeg så blive glad eller ked af det?

Det sidste spørgsmål er afgørende for mig. Vi kan søge viden alt det vi vil, og det er sjældent at viden i sig selv hjælper os til at blive gladere og få et bedre liv. For at blive gladere, så skal der ofte noget mere og noget andet til. Kan du finde det uden diagnosen?

Der er mange holdninger til diagnosen ADHD og om man skal søge at få den eller lade være. Hvad er din? Skriv det i kommentarerne nedenfor.

Mvh. Anders.

Læs mere om ADHD Power Mind

44 replies
  1. Rikke
    Rikke says:

    Jeg er netop nervøs for en fejlvurdering, da de sjovt nok ligepludselig ændrede mening om at give mig ritalin. Vi kom til samtale med overlægen og i starten sagde de at jeg ikke virkede som en der skulle have ritalin og de ville have flere samtaler end dem vi havde haft ½ – 1 år lige omkring det emne. Pludselig en dag ringer de og siger at de vil give mig ritalin uden jeg har været til flere samtaler lige omkring det emne, det vil sige vi faktisk ikke har snakket så meget om det emne og hvordan mine tegn hænger sammen med det. Så jeg føler lidt at de udskriver det for at slippe for at hører brok om at de tager for lang tid. Ved min veninde har sat til nogle test/prøver foran en computer da hun skulle testes og hun r ADHD. Jeg har ikke haft noget og er derfor lidt bange for at skulle tage imod noget medicin når jeg ikke har haft en form for ordentlig samtale.

    Men tusinde tak for svaret. :-)

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Velbekomme, Rikke
      Jeg kan godt forstå, at du tænker dit. Jeg ville selv sikre mig, at jeg fik nogle flere af de samtaler for at høre, hvad der ligger til grund for deres nye vurdering. Husk på at de er dine hjælpere. De er der for at hjælpe dig til at få et bedre liv, og hvis du ikke forstår deres forslag, så spørg. Det må du godt, og hvis de har svært ved at svare, så er det måske nogle andre hjælpere du skal have.
      Mvh. Anders.

      Svar
  2. Rikke
    Rikke says:

    Hej.
    Jeg er næsten 19 år og har altid haft det svært. Jeg har været tilknyttet en psykiatri i 6 – 7 år nu og været indlagt dernede 4 gange. De har aldrig rigtig taget nogle test på mig. Jeg har kun haft samtaler med dem. Sidst jeg blev indlagt snakkede jeg med en psykolog som lavede en WISC test på mig, som viser at jeg ligger meget normalt, dog lidt under nogle steder. Jeg har bedt om et spørgeskema for ADHD, men den kunne vi ikke rigtig bruge til noget da ingen rigtig kunne svarer på de spørgsmål der var. Jeg går til healer som siger jeg har stille ADD, men hun kan ikke stille en diagnose på mig. Vi kom så langt at psykiatrien tilsidst ville prøve at udskrive ritalin til mig, uden at have taget nogen ADHD/ADD test på mig? Jeg flyttede derefter kommune og skal nu tilbage til den anden kommune igen. Jeg har valgt at starte et nyt sted denne gang da jeg stadigvæk efter 5 – 6 år ikke har fået nogen diagnose. Jeg kan genkende mange symptomer ved ADD. Hvilke test vil jeg komme ud for, for at kunne finde ud af om det er det jeg har – ved du det? Jeg er træt af at jeg ikke kommer videre med mit liv, og vil bare gerne kunne have det godt og være glad. :)

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Rikke
      Det lyder som om du har været godt rundt i systemet. Der er ikke én test, der bruges konsekvent, – og det er heller ikke helt meningsfyldt at arbejde ud fra tests alene. Derfor vælger mange psykiatere, så vidt jeg ved, at beholde arket på deres side af bordet og stille en række uddybende spørgsmål om dit liv og hvad der er af problemer. Ud fra den snak foretager de en vurdering af, om du kan få diagnosen ADHD eller en af de andre diagnoser eller slet ikke nogen.
      De er frit stillede til at ordinere Ritalin, hvis de vurderer at det kan hjælpe dig. Nogle bruger det desværre fejlagtigt som en del af diagnosen, – under forståelsen: Hvis det virker, så har du ADHD. Sådan er det bare ikke. Det virker på langt de flest, – også på folk med andre diagnoser.
      Hvis du vil et typisk spørgeskema, så kan du søge på nettet efter “WHO Adult Self Rating Scheme” – eller WHO ASRS. Den matcher i spørgsmålene de 18 diagnosekriterier for ADHD (for børn).
      Mvh. Anders.

      Svar
  3. Signe Sylvest
    Signe Sylvest says:

    Kan man få diagnosen ADHD hos en praktiserende Neuropsykolog betalt af sygeforsikringen eller måske som selv betaler ? Har psykiatere eneret på at stille denne diagnose ADHD over alt i landet? – Eller er det noget man under alle omstændigheder skal have henvisning til fra sin praktiserende læge. Et halvt års ventetid eller mere er jo lang tid at vente på en psykiater som måske så viser sig ikke at have forstand på ADHD !!

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Signe
      Som jeg har forstået det, så har det tidligere været sådan at det kun var psykiatere, der kunne stille diagnosen. Jeg tror at også nogle psykologer kan stille den, men er i tvivl om hvad psykologen skal hedde/kunne for at måtte. Du kan sagtens gå til en privatpraktiserende psykiater og få diagnosen udenom egen læge.
      Mvh. Anders

      Svar
  4. nina
    nina says:

    hej.. hvor er det vildt at sidde at læse.. er såå enig i det meste af det der står.. i mit tilfælde er jeg en pige på 24år. jeg fik dianosen som 21årig, hvor jeg på daværende tidspunkt havde været rigtig mange ting igennem.. røg en del hash på daværende tidspunkt.. da det var det eneste der kunne få min rastløshed til at slappe af.. er ellers et meget aktivt, glad og uadvendt menneske, som tit kommer til at dumme sig eller først lige tænke over tingene bagefter.. (mange afbrudte uddannelser, gæld pga. spontane beslutninger, depression og angst.) jeg har de seneste år fået tabt mig over 50kg, stoppet med at ryge hash fordi jeg får noget medicin der får mig ned på jorden,har fået job i en børnehave hvor jeg nu har arbejdet i 1 1/2år.. som jeg elsker over alt på jorden, og ska snart i gang med min pædagog uddannelse.. dianosen for mig var en kæmpe hjælp i det at acceptere mig selv, idet alle altid har været efter mig( lærere, familie og venner) fordi jeg som skrevet tidligere ik altid har overvejet konserkvenserne af de ting jeg gør.. den dag idag har jeg det så godt.. men jeg vil altid have en kæmpe tindens til hurtigt ik at kunne overskue det( hvis ting/aftaler osv ik er som aftalt) eller hvis jeg blir alt for stresset eller der er for mange ting. jeg har efter min dianose fået læst en del, fået en masse”værktøjer” osv til at min dag er en lille smule nemmere eller mere overskuelig og det er for mig guld værd. man skal nemlig ik bar sætte sig ned og have ondt af sig selv.. det er det værste man kan gøre og kun en bjørnetjenste for sig selv i længden.
    mvh. nina

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Nina
      Tusind tak for din kommentar, som jeg er sikker på at mange vil kunne leve sig ind i. Dejligt at høre, hvordan du har forandret levebane og livsfortælling, – og at du nu er på vej et godt sted hen.
      Mvh. Anders.

      Svar
  5. Pia Jensen
    Pia Jensen says:

    @anne margrethe og ida…
    tak… I ved, at jeg ikke ved hvad jeg skal skrive… blot tak… jeg ta’r imod.

    skulder ved skulder… en underlig sang jeg hørte i lørdags, sunget af en underlig pige, til en underlig pige… men den sagde jo alt… skulder ved skulder, sådan har vi jo også brug for at stå.

    jeg er også enormt overskudsagtig, og klarer jo udenpå det hele… ressourcerne dækker over den indre stemme…. og jeg har mange gange åbnet en flaske rødvin for at få ro, men jeg kan heldigvis ikke særlig godt lide rødvin, og bliver også utrolig hurtigt fuld…så det droppede jeg igen.
    glæder mig over hvad fremtiden bringer, står ved bjergets fod, kigger mod toppen, jeg skal nok nå derop.
    forståelsen og accepten venter forude…og det er fedt at have fundet denne side…. så er jeg ikke alene med mine tanker…
    det hjælper;
    skulder ved skulder.

    Svar
  6. Ida Nielsen
    Ida Nielsen says:

    @ Pia Der er så absolut intet at være flov over/pinligt berørt ang indlæg herinde. Jeg sad i meget lang tid og kunne ikke finde ud af om jeg turde poste mit indlæg, af frygt for at andre skulle synes det var åndssvagt. Jeg blev så positivt overrasket, da jeg tilfældigvis stødte ind i den her tråd igen, over at andre kunne nikke genkendende til noget jeg har følt og skrevet i forhold til at jeg altid har været så alene og forkert. Det hjalp mig enormt meget at kigge rundt på sider og læse andres indlæg, jeg blev chokeret da jeg fandt ud af at alle mine problemer og følelser ikke kun var mine, men var delt med andre. Jeg var i starten meget i tvivl om jeg havde adhd, fordi jeg ikke synes jeg passede ind i det billede DK har af diagnosen. Derfor er det sgu super vigtigt at vi får tingene ud, fordi din historie helt sikkert vil gøre at en anden tænker “hvordan ved hun det om mig”.

    Og det sjove er, jeg har altid slået mine egne problemer væk, fordi jeg jo har haft en god barndom med forældre der elsker mig, og aldrig har haft en decideret grund til at ha det dårligt, hvilket har gjort at jeg har slået mig selv endnu mere i hovedet fordi jeg virkelig troede på at det var min egen skyld og at jeg bare skulle tage mig sammen.
    Som jeg ser det idag, er adhd en af de svære diagnoser, fordi jeg har haft en enorm mængde ressourcer der har overskygget mine problemer, så folk aldrig så lille usikre Ida, men derimod en klog, overskudsagtig pige, der klarede tingene. Jeg bebrejde mig selv at jeg ikke kunne sove om natten, det var jo bare fordi jeg skulle ignorere lydene og stå tidligere op, alle teenagere sover jo længe, så det var bare mig der skulle stå tidligere op så jeg kunne sove… Sådan har jeg utallige ting, hvor jeg har prøvet at forklare at jeg ikke bare kunne ignorere lydende som folk sagde jeg skulle, jo mere jeg prøvede jo værre blev de.
    Nu tænker jeg lidt at jeg har et handicap, som folk bare ikke kan se. Jeg mangler ikke et ben, men hvis jeg gjorde ville folk jo ikke forvente at jeg løb forrest i marathon, men de ville klappe af mig, hvis jeg fik en benprotese og deltog i løbet fordi jeg ville!
    Mit handicap er ikke synligt, men jeg er fandme sej fordi jeg stadigvæk er her og vil frem i livet, selvom det måske er i mit tempo! Og det er alle i andre også! Tænk at vi har levet i så lang tid uden anderkendelse og hjælp og kun ved egen viljestyrke er kommet hertil, uanset hvor hertil er.

    Så klap jer selv på skulderen over de ting i har formået i stedet for at banke jer selv i hovedet over alle de ting, der går galt.
    Det er klart lettere sagt end gjort, men for dælen Pia, jeg tager hatten af for dig over at have de forhindringer og stadigvæk være en god mor, der gør sit bedste for sine børn og nægter at lade sig slå ud, selvom man ikke altid lever op til det billede man så frygtelig gerne ville.

    Uh, der kom lige et frygtelig lang, og højst sandsynligt en anelse usammenhængende indlæg, fra mig. :)

    Svar
  7. anne margrethe pedersen
    anne margrethe pedersen says:

    Kære Pia. Jeg mærker i mit eget korte forløb, at det har været meget vigtigt, at jeg fik afsluttet hemmeligholdelsen af min forkerthed – den hemmelighed har kostet alt for mange ressourcer i årenes løb, og kunne ligesåvel have afstedkommet en diagnose som “udbrændthed”. Med medicinens støtte finder jeg energi og styrke til at arbejde frem mod mere hensigtsmæssige måder at leve her i livet…. uden at slide mig selv i stykker. Held og lykke med DIT projekt…

    Svar
  8. Pia Jensen
    Pia Jensen says:

    Dagen derpå….
    sidder og læser mit indlæg, og tænker.. pinligt, endnu engang et produkt at min impulsive verden…
    og så alligevel er jeg lettet indeni… for det hjælper faktisk at få det ned.. tankerne, mønsteret… jeg kunne skrive side op og side ned om mine finurligheder, som jeg nu pludselig begynder at forstå, tror jeg.
    Min søns psykiater, en person jeg har dyb tillid til, har opfordret mig til at prøve at tage medicinen, for at se om det gør en forskel… det er et halvt år siden han foreslog det, men jeg har ikke turde prøve… nu har vi så efterårsferie, og jeg har talt med ham igen og spurgt ham hvorfor han foreslog det… han sagde, “når man ser et barn med så voldsom ADHD som din dreng, ja så er det jo oplagt at kigge på mor, og jeg må sige det ligger “lige til højrebenet”… dette blev sagt på en kærlig måde, og jeg opfattede det bestemt seriøst og velmenende… jeg har nu prøvet sønnens medicin, og jeg oplever en ro indeni.. jeg har ikke brug for at råbe efter min søn, og jeg føler mig rolig og mindre stresset, får overblik og tør kigge på mig selv… I nat lå jeg og tænkte på hvor tit jeg har undret mig over at jeg ikke syns jeg passer ind, er værd at elske osv… har altid ment jeg skulle gøre mig fortjent til kærlighed, respekt og accept…. og har tudet når nogle roste mig og tænkt, ja ja, det siger du bare fordi du er flink… har ikke turde tage følelsen ind…. men nu føler jeg at jeg det giver mig ro, varme og tillid til fremtiden at tænke på, at der måske er en grund hertil, altså ADHD.
    Jeg er udadtil altid glad og sjov, smiler og er meget omsorgsfuld over for dem jeg møder på min vej. mange tror jeg har en kæmpe omgangskreds, og jeg KENDER også mange, men ingen er helt tæt… jeg udleverer simpelthen ikke mig selv, siger aldrig mere end jeg kan tåle det kommer retur eller ud….Jeg har et omsorgsrelateret job, men mærker i takt med alderen, at mit overskud til andre bliver mindre, måske fordi mit eget behov for overskud til mig selv banker på, helt inde fra mit hjertes dyb.

    Min plan er nu, at bede min læge om en henvisning til udredning, men medicin vil jo ikke gøre det alene… så derfor vil jeg snuse lidt mere rundt herinde på denne side og se hvad det er du, Anders, foreslår de andre der skriver her.

    Og vedrørende min pinlighed over at have udleveret mig selv, så sidder jeg faktisk med følelsen af at det er ok… jeg har ikke været igennem svigt, misbrug eller overgreb, men det gør ikke mine “milde” problemer mindre for mig… jeg mener, før i tiden ville jeg tænke, at jeg ikke kunne belemre andre med mine småting, når andre så åbenlyst har haft det værre end mig… men det er jo nok også typisk at tænke sådan, og alle har jo ret til sin plads i livet.

    Der er mange der, i forbindelse med min søn kommenterer at “ihhh, hvor er der mange der får diagnoserne ADHD og autist, så mange var der da ikke i gamle dage…..”
    Hvortil jeg blot svarer “Ja, er det ikke dejligt at man er blevet så meget bedre til at diagnosticere, tænk hvor mange mennesker det hjælper nu, og hvor mange mennesker der før i tiden led under betegnelserne dumme, frække, uvorne, sære, åndsvage og så videre”.
    Det lukker gerne munden på dem der mener, at alt den snak om ADHD og autister er overskruet…
    Jeg er i hvert fald lykkelig for, at min lille dejlige dreng har fået sine diagnoser i en tid, hvor der er hjælp at hente, både medicinsk(et liv uden medicin vil være en kraftigt forringelse af hans livskvalitet) og pædagogisk..han går på en specialskole for autuster med sidediagnoser og mental retardering, og han trives og er lykkelig i sin dejlige verden, hvor vi alle sætter rammer omkring ham som han kan agere trygt indenfor…

    Svar
  9. Pia Jensen
    Pia Jensen says:

    HOLD DA OP… jeg sidder med tårerne silende ned af mine kinder,,, I skriver jo om MIG… hvordan kan I vide hvordan jeg har det?? (jeg ved det jo godt, men denne debat efterlader mig med en kæmpe AHA oplevelse)…
    i hele mit voksenliv har jeg troet at jeg følte mig forkert fordi jeg er adopteret.. men det er jo ikke derfor.
    I hele mit liv har jeg givet folk tro på at de kom “tæt på mig”… men INGEN, ABSOLUT INGEN, er tæt på mig. Jeg viser kun det jeg VIL vise… jeg ved faktisk ikke hvad jeg holder igen… men jeg genkender det der her beskrives.
    Jeg er 43 år… har et heftigt temperement som kun mine børn kender… når der er andre til stede kæmper jeg for at behvare facaden, for vrede viser “man” ikke… er jo en pæn pige…
    holder egne behov tilbage, så meget at jeg har glemt hvordan jeg mærker dem..
    Jeg taler som et vandfald, afbryder altid, kan ikke holde kæft ved møder, er NØDT til at buse ud med min mening, holdning eller eller erfaring…føler tit situationen løber fra mig, men kan ikke standse igen..jeg tænker lynhurtigt, er super til at kaste en million bolde op i luften, men griber dem sjældent, håber vel at de hopper hen til nogen der kan spille dem videre.
    jeg har millioner af huskesedler, kan ikke køre i brugsen efter tre ting, uden at glemme det ene, med mindre jeg har dem som en remse i hovedet eller på papir.
    jeg rydder aldrig op fra A til Å, men er i gang alle steder, falder over nyt, så jeg kan støvsuge, have gang i vasketøj, sortere legetøj og tjekke mail i en stor sammensurium, til stor stress for mig selv, og ve den der går på tværs af mine ustrukturerede planer… jeg eksploderer indeni (og udenpå hvis det er mine stakkels børn)
    Min yngste søn har ADHD er infantil autist og mentalt retarderet… alle siger “Pia klarer det så flot”, men de ved jo heller ikke hvor meget energi jeg bruger på at “klare det flot”.

    Jeg er altid i gang, de eneste bøger jeg kan læse fra start til slut er krimier, for ellers mister jeg jo tråden i plottet, læser dog altid den sidste side først…. men fagbøger “shopper” jeg i, kan ikke holde fokus.

    Jeg har ingen interesser jeg brænder for, brænder lynhurtigt ud… kan ikke sidde stille og se en film, skal altid liiiige et eller andet….har få venner, men ingen jeg deler tanker som disse med.

    tænker tit at jeg ikke er værd at være tæt med, har lavt selværd med stor udadtil visende selvtillid… kom ikke her og læg mig ned, paraderne er oppe og jeg tromler med ord og en bragende facade….. fylder rum med power, men ikke altid på den gode måde… dominerer i hjemmet, og skal vi på ferie hjælper mand og børn mig bedst ved at stå helt stille og vente på at jeg udsteder ordrer… ellers ramler mit overblik… jeg skal have fuldt overblik over eventuelt kufferter osv, ellers ryster jeg indeni.

    Kan tit ikke finde nøgler, pung, briller osv… står så midt på gulvet og klapper mig på låret eller i hænderne og siger “kom så kom så… tænk tænk tænk”… råber at børnene skal hjælpe med at lede…. nu er mine ældste så store at de siger at jeg stresser op, stresser dem og at jeg skal slappe af.
    Den lille med ADHD kører bare lige så meget op som mig, og bagefter når jeg har ondt i halsen af at råbe bliver jeg så himmelråbende flov og ked af det, for det er jo ikke sådan jeg vil være mor… jeg vil være rummende og rolig, fforstående og kærlig… og det skal komme naturligt og ikke som noget jeg kæmper for at kunne. uha det blev langt, og alt dette blot fordi jeg tilfældigt røg ind på denne side… men det lettede lidt..hvad gør jeg??

    Svar
    • Lene K
      Lene K says:

      Kære Pia.
      Jeg bliver altså lige nødt til at skrive til dig at jeg så lige har haft den samme oplevelse som du havde, ved at læse dit indlæg her!! Hold da op! Jeg har det fuldstændig som dig!
      Jeg har nu taget mig sammen og fået bestilt en tid ved en psykiater (privat desværre – de offentlige havde alt for lang ventetid!) og nu håber jeg bare at afklaring vil hjælpe mig videre. Er 44 år og lidt af depression i 8 år:-(
      Alt det bedste til dig og jer andre ….

      Svar
  10. anne margrethe pedersen
    anne margrethe pedersen says:

    Er ny-diagnosticeret som næsten 59-årig for ca 1 md siden, i forbindelse med min 19-årige datters diagnosticering en måned før (efter hendes mange års store problemer).
    Idas og Anettes beskrivelser er så præcise, også for mit liv.
    Da min datters vanskeligheder blev “taget af mine skuldre” vidste jeg, at jeg NU var nødt til OGSÅ at koncentrere mig om mine egne vanskeligheder.
    Forkertheden har altid været en dyb, dyb hemmelighed i mit liv, helt fra før-skolealderen. Jeg har brugt mit liv til at kopiere andres måder, uden altid at vide, hvorfor de andre reagerede og agerede, som de gjorde. Men bare jeg gjorde ligeså,så opdagede ingen forhåbentlig, at jeg ikke var ligesådan….
    Forkertheden håndterede jeg ganske fint, har altid været i arbejde, fået fine eksamener, tillidsjobs, hjulpet mennesker på min vej, været engageret i min omverden.
    Tætte venner har det dog knebet med, og faste forhold har jeg ikke kunnet klare, det længste varede 5-6 år.
    Da ADHD-diagnosen blev en “mulighed” gav det mig mod til at kigge ordentligt ned i min rodekasse og erkende, at det største handicap jeg har og har haft hele mit liv er, at jeg har brugt uanede kræfter på at holde mig selv og mine egne reaktioner og mine egne begrænsninger OG mine følelser HEMMMELIGE for alle andre mennesker i al denne tid. Intet måtte slippe ud af nogen sprækker.
    Ukendt i mit liv er glæde, forventning, fred og ro.
    Jeg vidste for 2 måneder siden, at jeg nu – igen – havde opbygget en stress, der kunne efterlade mig apatisk, tudende, handlingslammet osv i flere måneder.
    MEN NU VILLE JEG IKKE LÆNGERE LEVE SÅDAN.. Måske kunne diagnosen ikke gøre fra eller til, men jeg valgte alligevel at få den, og også at få Ritalin.
    På vej hjem talte jeg med min datter om, at jeg har brugt alkohol som MIT middel til at opnå så meget ro, at jeg kunne slippe for mylderet og fornemme afslapning og at kunne sove. Hun ved om nogen, at mit forbrug har været for stort, selv om hun reelt ikke har boet hjemme siden hun var 15, hvor hun kom på den første efterskole (for ordblinde).. Jeg fortalte hende, at jeg havde lovet mig selv som det aller-første, at jeg måtte forsøge at holde op med at drikke. Jeg vidste jo godt, at drikkeriet også kun var en pseudo-løsning, som altid har givet mig flere problemer end løsninger.
    Derefter postede jeg et længere indlæg på min facebook-profil, hvor jeg i lidt store træk fortalte, at jeg hele mit liv har forsøgt at være noget, jeg ikke var, og at det var slut nu: MMin hemmelighed var ikke hemmelig længere……
    OG så gik jeg i gang med resten af mit liv….

    Min eneste tætte veninde kan jeg desværre ikke tale med om dette her endnu – og heller ikke min eneste søster. Det er nok mig selv, der blokerer, fordi jeg i forhold til de to synes at bedraget har været størst…. Jeg har ladet som om at vi snakkede om alt, og så holdt jeg hele mig selv som en hemmelighed! Jeg håber, at vi kan finde hinanden igen.

    Jeg vågnede jo ihvert fald op af mine sprut-tåger og måtte erkende, at jeg var ganske alene i verden, ingen kæreste, ingen venner, søskende har rigeligt i egne liv, og mine 2 børn (ældste søn 36) skulle naturligvis ikke involveres i andet end, hvad de forhåbentlig kan se som positive tiltag..

    Jeg er glad for at få nogle piller, der hjælper mig med at få dagligdagen til at fungere lidt lettere. På 3.-4. dagen dykkede jeg ganske vist helt vildt – ubevidst havde jeg åbenbart tænkt, at alting ville gå i orden med et snuptag og at puslespilsbrikkerne pludselig havde fået de rigtige faconer, så de kunne samles…..NÆH, sådan var det jo ikke…

    Nu havde jeg forhåbentlig taget luften ud af den største stress-faktor i mit liv – altså at hemmeligheden var afsløret, og nu skal det være anderledes…… Puha, og så uden sprut…. MEN med piller og en diagnose som forklaringsmodel.. Jeg er ikke rigtig klar til at gå ud i den gammelkendte virkelighed uden min sædvanlige overfrakke, og ved ikke rigtig, om jeg ser ud som jeg plejer. Jeg kan ikke rigtig finde en grimasse, der kan passe….. men jeg har jo lovet mig selv, at det er slut med at lade som om, så jeg må jo se at få fundet ud at, hvad det så er, der er indeni, og hvad der er ægte mig, og hvad der har været fake.. Alle de mennesker jeg møder i min dagligdag, er jo dybest set ligeglade med, at mit liv har taget en drejning på mere end 360 grader, og deres mening om mig betyder jo heller ingenting i min nye bevidsthed – det skal bare lige indarbejdes..
    Jeg har talt med et par kusiner, en fætter, to af mine brødre og forsøgt at forklare, hvad der sker i mit liv nu. Jeg har fået sagt højt nogle flere steder, at der er ting i mit liv, jeg ikke magter at håndtere uden hjælp, og jeg har fået nogle positive reaktioner.
    Imorgen får jeg besøg af en jævnaldrende kvinde fra socialforvaltningen i min kommune. Ikke fordi jeg skal have økonomisk hjælp – jeg er selvstændig og forventer ikke, at der er nogensomhelst muligheder for noget – men jeg trænger til at tale med et voksent menneske, der har livserfaring og kan hjælpe mig med at finde en ny rute at følge – og som giver sig tid til at lytte uden forudfattede meninger om, hvad jeg burde kunne og hvad jeg altid selv har kunnet og at nu skal jeg tage mig sammen….. Et terapiforløb eller samtaler med psykolog eller andre terapeuter kunne være godt, men jeg har ikke pengene til det, så jeg forsøger at finde nogle gratis muligheder for hjælp. AA kan også være et af de steder, jeg vil vælge, for at finde steder, hvor andre vil lytte til mig uden fordomme.
    Træning af hjernen er helt klart den vej, jeg skal, og forhåbentlig vil min datter også ønske at arbejde med sin hjerne, når hun har vænnet sig til sit fredeligere liv og skolegang og er faldet lidt mere på plads i sig selv…
    Jeg skal styre mine tanker, jeg skal tage hånd om mit liv, jeg skal mærke glæde, og jeg skal lære at slippe kontrollen og lære at tømme mit hovede for tanker, så jeg kan slappe af..
    Behandling med Hearthmath ligner noget, der er egnet til mig…. (så nu skal jeg lige finde pengene)..

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Anne Margrethe
      Tusind tak for din historie. Jeg tror at der er mange derude, der går og gemmer på sig selv af frygt for at de andre skal “opdage det”. At de er anderledes, dumme, forkerte, eller hvad det nu kan være.
      Dit forløb efter indtag af medicin er også ganske normalt. En forventning om at løsningen er indtruffet, – og så en erkendelse af at problemerne og livet er der endnu. Der er bare færre tanker og forhåbentlig lidt mere ro til at kunne håndtere livet. Det lyder som om du er på rette spor, og det vil være rigtigt godt for dig at få noget hjælp fra en professionel psykolog eller coach. AA er også en oplagt mulighed, som jeg synes du skal benytte dig af. Kender mange med gode erfaringer fra AA.
      Husk at det er ok at bede om hjælp. Der er faktisk rigtigt meget styrke i at bede om hjælp. Også fra sine nærmeste.
      Den ægte dig ligger godt gemt, så du kan trygt regne med at de færreste vil kunne mærke den helt store forskel på dig. Giv dig god tid og giv dem god tid til at opdage at du er i forandring og at du forandrer dig dag for dag, som du får bedre og bedre kontakt til glæden i livet.
      Hvis du er til at læse bøger om at finde og omfavne glæden, så kan jeg varmt anbefale Marcy Shimoffs Lykkelig Uden Grund, som du finder hér under Personlig Udvikling: http://www.altomadhd.dk/viden-adhd/boeger-om-adhd/
      Heartmath er godt. Mindfulness meditation er godt. Sund og nærende kost er godt. Motion er måske det allerbedste. Kom ud og brug dig.
      Godt gået med de første skridt på vejen.
      Mvh. Anders.

      Svar
  11. Annette
    Annette says:

    Hej Anders og alle i andre.
    Jeg skriver fordi jeg er meget i vildrede i forhold til hvorvidt jeg har ADHD eller ikk’ har. Min søn har lige fået det konstateret hos en psykiater, og vi har derfor snakket en del om det. Han mener at det er mig han har det fra, og jeg kan jo godt se at der er meget der kan passe på mig også. Jeg har fået diagnoser som generaliseret angst og panikangst .. og så noget med noget personlighedsforstyrrelse også, og så lige depression som følge af min angstproblemer. Jeg var en MEGET usikker pige som barn og MEGET konfliktsky, hvilket jeg stadig er, men tør vise min vrede mere nu i forskellige situationer(blev holdt nede følelsesmæssigt af min far som barn) end tidligere, hvor jeg har brugt MANGE år på at undertrykke den. Jeg kan godt genkende det med at være “særligt sensitiv” .. jeg tænker meget, altfor meget, og meget detaljeret, har meget selvindsigt og har nemt ved at sætte mig i andres sted. Analysere rigtig meget, både i forhold til mig selv og mit, men også i forhold til andre.Har ALTID følt mig anderledes/forkert i forhold til andre og endda også i forhold til folk med samme lidelse som mig. Da min far døde i 1994 kom jeg på bensodiazepiner (Rivotril)og dem fik jeg så ellers i 16 år UDEN at der blevet stillet spørgsmålstegn ved noget. Da jeg, for 2 år siden, valgte at komme ud af dem, blev jeg trappet ud på 10 dage .. og ligeledes af Buspiron på 3 dage (de virkede ikk’, sagde de, fordi jeg fik benso’erne som de første) FLOT!!! Så har man ædt Buspiron i 16 år UDEN de har ku’ virke. Grrrrr .. Nu kan jeg mærke vreden fra for 2 år siden. SMASK!!! Så fik jeg godtnok virkeligheden at mærke lige pludselig, og hvis man ikk’ har prøvet det at komme ud af den slags medicin, så kan man slet ikk’ forestille sig hvor meget det kan ændre ens personlighed. Jeg blev så sat på Lyrica istedetfor, og er også blevet sat op i Sertralin. Så jeg aner ikk’ hvem jeg er efterhånden .. nåh ja, så er jeg også ved at komme i overgangsalderen .. Uha, det blev til noget af en smøre det her. Men tilbage til ADHD .. Jeg har lovet min søn at be’ om at blive henvist til en psykiater, Stefan Bjerrum, som er den psykiater min søn går hos. Kan se at han ikk’ er på din liste, men han virker til at en del om det alligevel. Jeg er ihvertfald bare nødt til at skal ha’ noget hjælp af en slags, da mit liv er blevet voldsomt indskrænket i løbet af de sidste 2 år. Har faktisk kun min mor og min søn som nærmeste netværk og de kan snart ikk’ klare mere. Har iøvrigt også MEGET svært ved at ha’ struktur (sådan har det altid været) både hvad kost, motion og de daglige gøremål angår. Kan ikk’ fastholde tingene, har dårlig hukommelse og koncentrationsevne .. har svært ved at holde fokus. De ting bli’r bare værre syns jeg. Jeg holdte forresten også med at ryge for 6 mdr. siden, da jeg har fået konstateret KOL (i mild grad) Mangler livsenergi og livsglæde. Er bange for at leve livet, og at turde gi’ slip på den kontrol som er SÅ livsvigtig for mig. Savner svar på hvorfor i forhold til så mange ting. Har virkelig brug for et godt råd .. Hvad skal jeg gøre??

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Annette
      Det lyder som om du har været igennem hele møllen. Det lyder som en meget god ide, at komme til Stefan, så du kan blive afklaret. Så må du se om ny medicin virker anderledes.
      Jeg kan varmt anbefale dig at kigge i e-bogen, der hedder Guide til Alternativ Behandling af ADHD. Uanset hvad du har af problemer, så vil mange af de ting, kunne have en effekt på dig også.
      Opsøg noget hjælp. Få din kommune til at hjælpe dig. Det kan være coaching hos mig eller psykologbistand/terapi. Hvad som helst, der kan hjælpe dig til færre tanker, mere ro på – og større livsglæde.
      Mvh. Anders.

      Svar
  12. Ida Nielsen
    Ida Nielsen says:

    Det har også været en hård omgang, både for mig, min familie og min kæreste.

    Men kan da lige se jeg aldrig rigtig fik skrevet at jeg da synes man burde gå til en psykiater, hvis man føler hele ens liv står på pause og man ikke kan finde hverken op eller ned. Men diagnosen gør som sådan intet lettere,så hvis man selv føler man er i stand til at leve sit liv og har det godt, kan jeg ikke se nogen grund til at skulle sætte himmel og jord i bevægelse for at få en diagnose.
    Jeg tror da feks min far har fået lidt en aha oplevelse, da jeg fik min diagnose, for jeg er som snydt ud af næsen på ham rent personlighedsmæssigt og jeg tror da helt klart han også har det i en grad, men han har så bare modsat mig kunne klare hverdagen. Jeg ved han aldrig ville gå nogen steder hen efter hjælp, fordi han ikke føler han har behovet.
    Så jeg synes egentlig bare man skal mærke efter selv, hvis man føler tingene er forkerte, så forsøg at råbe op og kræv noget hjælp eller afklaring, for livet kan være et helvede uden lige, selvom andre synes man virker meget normal! Der sidder flere der gerne vil hjælpe, selvom man kan føle sig som Palle alene i verden.

    Svar
  13. Ida Nielsen
    Ida Nielsen says:

    Hej alle. Jeg er selv af den mening, at en diagnose kan hjælpe folk, men man får det ikke automatisk bedre af det, det kræver en hel del arbejde med sig selv og omverdenen.
    Jeg har i ti år kæmpet med problematikker ingen kunne forklare, og til trods for min intelligens, er det aldrig lykkedes mig at gennemføre en uddannelse, at holde på et arbejde, at få dagligdagen til at køre eller have normale forhold til andre mennesker. Jeg har altid identificeret mig med det at være meget negativ, blive meget irriteret over uro, lys og lyde, have et voldsomt skiftende temperament, snakke meget, være spontan og have en meget høj moral. Min mor har altid vidst, jeg var meget anderledes og ikke reagerede som alle andre, men jeg blev ikke set som et problem af mine forældre, men derimod et “sensitivt barn”.
    Jo ældre jeg blev, jo mere anderledes følte jeg mig og jo sværere blev det, at være til, at finde ud af hvilken plads jeg havde i skolen og i hjemmet. Jeg begyndte at blive meget depressiv og kunne slet ikke fungere med jævnaldrende. Jeg er blevet kastet frem og tilbage i systemet i ti år og har fået at vide alle steder at jeg var ikke syg, jeg skulle tage mig sammen, skulle ignorere lydende og være gladere, bare tage ud og være sammen med folk og ikke fokusere sådan på det negative og komme igang med en uddannelse, fordi det ville jeg jo sagtens kunne.
    Jeg har grædt og grædt, fordi ingen kunne hjælpe, ingen kunne forstå mig.
    Efter en episode på min daværende daghøjskole, hvor jeg flippede ud på en ansat, fordi hun ikke ville lade mig skifte time, og da de ville snakke med mig skred jeg bare, luftede de tanken at jeg nok havde adhd, fordi de sjældent havde set folk regarere så kraftigt på, hvad de synes, var en lille ting. Enkelte folk med adhd tæt inde på livet har før sagt det til mig, men jeg har altid slået det hen, fordi det billede jeg havde af en med adhd bestemt ikke passede på mig.
    Jeg blev screenet, fik “topkarakterer”, og de næste 3 år måtte jeg så kæmpe med at få min læge, skolen eller nogen til, at gøre mere end at sige det måske var en mulighed. For 2 mdr siden (26 år gammel) fik jeg diagnosen og concerta.
    Det at få diagnosen var med blandede følelser. Jeg har læst en del op på det efterfølgende og fik et chock, da jeg læste historie efter historie om folk der havde været igennem det samme som mig og havde mange af de samme problemer.
    Den følelse af at være forkert og anderledes, der har domineret hele mit liv, gav lige pludselig mening.
    Det korte af det lange er vel at diagnosen var det jeg havde brug for, incl medicinen. Alt er ikke blevet bedre ved et trylleslag, jeg kæmper stadigvæk, for der er mange uhensigtsmæssige mønstre og tanker der skal rettes op på og jeg har et stort arbejde foran mig. Men det at vide at jeg ikke har været fuldstændig åndssvag og umedgørlig når jeg ikke kunne gøre det folk forlangte af mig, om det så var familiebesøg eller min egen husholdning, har lettet presset. Det handler ikke om at få en undskyldning for at skabe mig tosset, ikke engang om at kunne fortælle folk, hvorfor jeg har været som jeg har, men at jeg har fået en helt anden forståelse af mig selv og at jeg for én gangs skyld føler, at jeg har en mulighed for at bruge de positive egenskaber, jeg endelig kan se jeg har. Håber det giver en smule mening for nogen, jeg har stadigvæk en del problemer med at sætte ord ordentligt på, men jeg forsøger. ;)

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Ida
      Tak for din historie. Det lyder som en hård omgang, og det er godt at høre, at du er nået til et punkt i dit liv, hvor du i højere grad kan anerkende dig selv og den du er. Det er et godt sted at være. Jeg håber at du tager fat i det spændende og til tider hårde stykke arbejde der ligger foran dig. Det er det hele værd.
      Og så håber jeg at din historie kan inspirere andre til at komme ud af den svære situation det er, ikke at blive forstået eller at forstå sig selv.
      Mvh. Anders

      Svar
  14. Pernille
    Pernille says:

    Hej.
    Jeg er i vildrede.
    Jeg har hele mit liv følt mig ulykkelig og utilpasset.
    Jeg har i min barndom været meget ked af det og vred (efter udsagn fra mine forældre.
    Jeg har taget en studentereksamen det var den værste tid i mit liv og det er kun gået nedad bakke siden.
    Jeg har svært ved at være sammen med mange mennesker jeg bliver flov over ikke at “slå til”.
    Jeg er 24 år, men mit cv rummer ligeså mange jobs og uddannelser som en kvinde på 40 år. Jeg føler stort ubehag når jeg skal “noget nyt”.
    Jeg har snart ikke flere drømme om fremtiden for mit abitionsniveau daler hver gang jeg må hoppe fra.
    Jeg har en “belastet” barndom. (overgreb mv.)
    MEN jeg kommer fra en meget kærlig, sympatisk og sammentømret familie. Jeg har været ved en terapeut, en psykolog gruppeterapi mv. men jeg føler slet ikke at jeg passer ind der.
    Jeg har tjek på de fleste ting og mit liv sejler ikke. Det er dog en evig uro og ulykkelighed indeni mig.
    Min læge har nu henvist mig til en psykiater. Men jeg tør ikke bestille tid!
    Jeg ved ikke hvad det vil gavne.
    Jeg ser mig selv som et intelligent mennesker, med store vanskeligheder.
    De ting jeg før kunne håndtere er som sagt blevet værre. Jeg kan ikke gennemføre en uddannelse nu. eller trives på et job. Jeg har simpelthen mistet kontrollen med årene.

    Jeg håber på et godt råd-
    Undskyld at jeg lyder som en teenager med dårligt selvværd.

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Pernille
      Det er ikke til at sige om det vil gavne dig at komme til en psykiater. En psykiater vil kunne give dig medicin, der måske eller måske ikke kan hjælpe dig til ad medicinsk vej at få det bedre. Det virker for nogle, og for andre er det en dårlig løsning.
      Jeg vil anbefale, at du finder den måde at få det bedre, der er bedst for dig – og det er jo ikke til at vide på forhånd. Der er mange gode muligheder for at finde frem til det positive i dit liv, for at styrke og udvikle dine kompetencer og det der allerede fungerer godt for dig. Det er muligt at finde en ro blandt andre mennesker og i jobsituationen, – og det handler om at sætte ind det rigtige sted.
      Det væsentligste vil være at finde ind til den ulykkelighed inde i dig, og hjælpe den til at blive til ro og accept af det der nu er – eller måske endda til lykkelighed. Når der er ro på indeni på den måde, så er der mange ting, der falder på plads af sig selv.
      Jeg håber, at du finder en god vej for dig. Du er velkommen til at ringe til mig, hvis du vil høre mere om nogle af de muligheder, du har.
      Mvh. Anders.

      Svar
  15. Rikke
    Rikke says:

    Hej

    Jeg er 35 år og blev for 3-4 år siden ramt af en svær og langvarig depression, som jeg nu er kommet nogenlunde over. Jeg har dog siden oplevet en væsentlig forringelse i.f.t. koncentration og hukommelse og har en konstant indre uro, der gør det svært for mig at leve “normalt”. Jeg bliver betænkelig når jeg læser om f.eks. ADHD, hvor jeg føler, at jeg lever med mange af de samme problematikker. Så vidt jeg kan forstå, er ADHD dog noget, man har helt tilbage fra sin barndom…men hvad “fejler” jeg så….hvis jeg fejler noget? Og ikke mindst, hvordan får jeg det bedre?
    Jeg er lærerstuderende og bor alene, så har svært ved at få den nødvendige struktur i min hverdag og døgnrytme. Jeg kan have de bedste intentioner, men 10 min. efter er de “glemt” eller bliver ødelagt af rastløshed eller søvnløshed. Det er meget frustrerende….hvad kan jeg gøre? Kan jeg have gavn af medicin? Jeg får stadig Cymbalta mod depression.
    Det skal siges, at jeg har været til både psykolog og hypno-terapi rigtigt mange gange, men det har aldrig været med fokus på min rastløshed, men “kun” selve depressionen og hvad den udsprang af og de efterfølgende negative tankemønstre.

    Hilsen Rikke

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Rikke.
      Det er rigtigt, at du skal have haft problemerne siden tidlig barndom, hvis det skal være ADHD diagnosen. Mange andre ting kan spille ind, og langvarig stress er en af dem, – og giver de samme symptomer som ADHD. Jeg ville starte med noget Mindfulness, kigge på min kost, og komme forbi mig eller en anden, der kan hjælpe dig med dine udfordringer. Download Guide til alternativ behandling af ADHD under E-bøger. De råd der er deri virker lige så godt på dig.
      Mvh. Anders

      Svar
  16. BT
    BT says:

    Hej jeg har skrevet herinde og har bagefter fundet ud af at det man skriver herinde bliver lagt ud på Google under ens navn. Aner ikke hvordan man fjerner ens kommentarer for det kan ødelægge mange ting for ens feks jobmæssigt eller personligt. Kan I hjælpe mig videre?

    Svar
  17. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Anders
    Tak for dit indlæg, som illustrerer at den rummelighed, som nogle gange kan være lidt svær at finde rundt om os – den kan vi skabe for hinanden i vores eget hjem.
    Tak for inspirationen.

    Svar
  18. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @BT
    Det kan godt lyde som om, det vil være lettere at få noget konkret hjælp fra kommunen, hvis det er ADHD diagnosen du får. Og uanset hvad bliver det på dit eget initiativ, at du kan starte en proces op, der kan hjælpe dig til at få det bedre i det daglige.

    Svar
  19. BT
    BT says:

    Hej Anders. Ang dit spørgsmål om hvordan jeg vil have det med diagnosen ADHD end de andre diagnoser, så tror jeg vil være mere afklaret med ADHD end feks ustabil emotionel personlighedsstruktur også overfor kommune, folk generelt, osv da ADHD er ved at komme mere om mere i søgelyset mens emotionel ustabil personlighedsstruktur er ikke klart nok definere og jeg syntes ikke beskriver fuldkommen en lidelse. Men jeg indrømmer jeg ved ikke så meget om den ene eller anden diagnose hjælper mig til et bedre liv.

    Svar
  20. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Ingelise
    Tak for dit indlæg. Det er dejligt at vide, at du har fået dit liv til at fungere på trods af udfordringerne. Det kan være en inspiration for mange, der læser dette.

    Svar
  21. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Morten
    Tak for indspark om offerrollen!
    Jeg er helt enig med dig i at offerrollen kan være ødelæggende. Hvis du sætter dig i stolen og opgiver livet og opgiver at søge alle de spændende muligheder der er i livet, så er det enormt ærgerligt. Jeg har set så mange mennesker generobre deres livsglæde og begynde at turde at udfordre sig selv og lære nye ting, uanset at de har fået dianosen ADHD.
    Det burde være alle forundt!

    Svar
  22. Anders Dinsen
    Anders Dinsen says:

    Mads lufter tanken om at samfundet er blevet mindre rummeligt. Det er jeg ikke i tvivl om at det er, og forandringen handler først og fremmest om øgede forventninger til den enkelte med hensyn til hans/hendes evner til at lede sit eget liv/hverdag. Vores roller i livet er også blødt enormt meget op i forhold til tidligere tider, og det betyder også at flere af de forventninger vi har til hinanden er uudtalte.

    Endelig er der jo det, at vi jo ikke kan se ind i andres sind, så vi kan ikke se, hvad der er svært hos den anden. Vi kan som mennesker kun spejle andres sind i vores eget (som vi endda kun kan have begrænset indsigt i). På den baggrund har jeg oplevet det som en enorm lettelse i vores hverdag at min kone fik sin diagnose, for nu har jeg lært, at hendes hjerne fungerer helt anderledes end min gør – og at det ikke skyldes dårlig vilje, noget jeg har gjort eller noget andet. Det er skønt for os begge. Jeg har i øvrigt kendt hende siden barndommen.

    I vores tilfælde har diagnosen (og viden om, hvad den betyder for os, ikke mindst!) altså været afgørende i vores begges liv.

    Svar
  23. Ingelise
    Ingelise says:

    Hej. jeg har fået diagnosen for nu snart et år siden, lige før jeg fyldte 51 år. jeg har oplevet det positivt at få diagnosen, som for øvrigt ligeledes blev opdaget ved at et af mine børn (søn på 19 år) fik den. Det har givet mig en meget større forståelse for hvorfor jeg har ageret i mit liv som jeg har gjort, det har bestemt ikke været kedeligt eller problemfrit, der har været mange karriereskifte, mange uddannelser, mange børn og mange partnere. Jeg er nu snart 52 år og igang med en ny uddannelse ved siden af mit 37 timers job, 5 børn og 6 børnebørn. Jeg tænker ofte at jeg er taknemmelig for min ADHD da jeg tænker at hvis ikke det var for den, havde jeg opgivet rigtig meget på halvvejen og ikke haft det “drive” og den energi der har ført mig til min nuværende tilværelse. Det har gået hurtigt ja, og jeg er glad for min Retalin, det gør det trods alt lettere for mig at koncentrere mig om faglitteraturet. Så min personlige erfarring er kun positiv i forhold til at have fået diagnosen. Det skal lige tilføjes at jeg ikke har indviet alle på min arbejdsplads i “min lille hemmelighed”, men hele min familie ved det, og det har ikke undret nogen ;-) Jeg håber du kan bruge mit lille indlæg. Held og lykke

    Svar
  24. Morten Høy
    Morten Høy says:

    Spændende emne. Tror du har ret i det du skriver. Jeg fik selv diagnoden sent i livet(halvandet år siden,35), og når jeg kigger på de sidste 20 år af mit liv med ophold i fængsel, boede på gaden, narkoman igennem 18 år osv, må jeg sige det lettede mig at få diagnosen. Jeg er blevet mere bevidst om hvad der følger med ADHD, og hvorfor jeg ikke fungerer på lige fod med alle andre.Igennem hele mit liv har jeg været vild,doven, dum osv,set fra både familie og venners side og jeg blev da også smidt på instution som 14 årig på grund af min “vildskab”. Efter diagnosen er jeg blevet mere accepteret af familien(det manglede da osse bare). Jeg har jo ikke vidst hvad hvordan andre folk tænker men efter diagnosen er sat, har jeg kunne læse mig til en masse og sidde ved konen og sige:”nå, det er derfor”. Man skal bare passe på ikke at blive offer, forstået på den måde at man giver ADHD skylden for alt. Aldmindelige mennesker har også nogen gange de samme problemer som os(måske i en mildere grad), og de kæmper også en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor skal vi, trods ADHD, kæmpe som alle andre, måske lidt hårdere. Det er farligt hvis vi sætter os i sofaen og livet går i stå fordi:”Jamen, jeg har jo ADHD”.
    Tak Anders, endnu engang, for altid spændende indhold.
    Morten

    Svar
  25. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Mads Tak for kommentaren. Du har nogle væsentlige point. Når noget er kontekstafhængigt tænker jeg også straks på hvad der skal til for at kunne ændre tankegangen i forhold til de situationer, hvor det ikke går så godt.
    Samfundet er bestemt mindre rummeligt i forhold til, hvad der er “normalt” og hvad der er “sygeligt”, og jeg synes at det er ærgerligt.
    Dine sidste to spørgsmål er supergode! Tak for dem. De fortjener et indlæg i sig selv, og jeg vil gøre en note med det samme.
    Skal vi drikke en kop kaffe snart?
    Mvh. Anders.

    Svar
  26. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @BT Det er din psykiaters opgave at sikre sig, at alle de rigtige spørgsmål bliver stillet. Hvis du ikke kan huske nogle ting, så er det stadig deres ansvar at være grundige med deres del af arbejdet.
    Hvad vil det gøre for dig, hvis du får diagnosen ADHD istedet for de tidligere stillede diagnoser?
    Mvh. Anders.

    Svar
  27. Mads Krarup Petersen
    Mads Krarup Petersen says:

    Jeg er overordnet meget enig med dig Anders.

    Mit indtryk er, at der er gået inflation i diagnosen ADHD. De symptomer mennesker med ADHD har, synes at blive flere og flere, og dermed bliver sygdomsbilledet også mere diffust.

    Jeg har arbejdet med børn og unge med ADHD i flere år, og jeg oplever, at det er meget forskellige udfordringer, de står overfor. Nogle har fx. svært ved at koncentrere sig i nogle situationer, mens de i andre er mere fokuserede….Det er altså situationsbestemt og forskelligt fra menneske til menneske.

    Mange mennesker (uden ADHD) kan også opleve at have udfordringer med at “tage sig sammen” og “fokusere” indenfor forskellige livsområder. Dette kan være irriterende og måske endda frustrerende, men ikke sygeligt!!

    Måske er det blot samfundet, der har ændret sig til at være mindre rummeligt end tidligere, hvorfor nogle mennesker bliver marginaliseret/sygeliggjort, og er det egentligt ønskværdigt?

    Nogle gange tænker jeg: “Har vi overhovedet brug for så mange med ADHD??”

    …men tilbage til spørgsmålet: “hvornår skal man lade sig teste?”

    Her er nogle spørgsmål, du kan stille dig selv:

    -Hvad vil det give dig, at få diagnosen?
    -Hvad vil du miste, ved at få diagnosen?
    -Hvad vil det give dig, at se dine udfordringer som normale?
    -Hvad vil du miste, ved at se dine udfordringer som normale?

    Mvh

    Mads

    Svar
  28. BT
    BT says:

    Hej jeg er en 37 årig kvinde som for 3 uger siden blev testet for Adhd/ADD og andre lidelser. Har ikke hørt noget fra psykiatrien endnu og er lidt bange for at jeg får en fejldiagnose. Har i 2003 fået diagnosen ustabil emotionel personlighedsstruktur/impulsiv type men føler inde i mig selv at det er nærmere er ADHD/ADD jeg har, nemlig stille Damp. Jeg var 2 timer til samtale med psykolog som visitationssamtale men kunne ikke huske en hel masse fra min barndom kun at jeg altid har haft problemer og føler jeg ikke fik sagt nok til at danne et fuldstændigt billede og er også bange for de ikke er i stand til at hente nok oplysninger fra kommune, jobcenter og læge da jeg er flyttet mange gange og har aldrig været i behandling som barn, ung for noget.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *