Skal jeg gå til psykiater og finde ud af om jeg kan få diagnosen ADHD?
Skrevet af ADHD Coach Anders Rønnau den 16. marts, 2010
Jesper Navgård har stillet et spørgsmål på siden Spørgsmål om ADHD.
Hvornår skal man lade sig teste?
Hej,
Jeg har en søn på 14 som har fået konstateret ADHD for 1 år siden, og jeg kan selv kende en del af symptomerne for eksempel glemsom, sjusker, irritabel, skiftende humår, let afledelig og ikke at gøre ting færdige jeg er begyndt på. Derudover har en en slag uro eller indre rastløshed og ofte svært ved at koncentrere mig eller holde koncentrationen. Men jeg har taget en god uddannelse, som tog lidt længere end normalt, og har et godt job. Så jeg ville nok ikke have tænkt at der var noget galt, hvis ikke min søn fik det konstateret det. Jeg har talt med flere (også læger) som siger, at når jeg kan klare arbejde og uddannelse, skal jeg ikke tænke på ADHD. Har du nogle holdninger til hvornår man skal lade sig teste og hvornår det giver mening at tænke i de baner?
Det er et interessant spørgsmål, som jeg fik lyst til at svare på i fælles forum, så alle læser med.
Hvornår skal man lade sig vurdere?
For mig at se, handler det om en række forskellige faktorer, og det kan måske hjælpe at stille sig selv et par spørgsmål til afklaring.
At få en diagnose er en alvorlig sag, og der er skrevet adskillige artikler og bøger om, hvad det at få en diagnosen gør ved folk.
Det viser sig, at mange mennesker “retter ind” efter diagnosen, når de har fået den. Jeg har ofte haft folk siddende til coaching og fortalt mig om, hvad mennesker med diagnosen ADHD har for nogle problemer. Når jeg så spørger ind til personens egne problemer, så er de nogle helt andre. Identifikationen med diagnosen er ofte ret stor, og det kan være et problem. Nogle bliver mere opmærksomme på deres problemer eller får endda pludselig flere, så de bedre passer til diagnosen. Det kan for nogle betyde at de faktisk får det dårligere af at få diagnosen, end hvis de bare havde levet videre uden.
For andre betyder det en lettelse, fordi de så ikke længere føler sig dumme eller forkerte – og i diagnosen finder en accept eller anerkendelse af, at de er OK som mennesker. Det kan også være en lettelse at kunne italesætte sine problemer som en sygdom eller endda en hjerneskade, selv om der er diskussion om netop de begreber i forhold til diagnosen ADHD. Og nogen er glade og taknemmelige for at få adgang til medicin, sociale ydelser, støtte til at tage på kurser, etc.
Uanset om det går den ene eller den anden vej, så er det i mine øjne kun nyttigt at få diagnosen, hvis du selv formår at bruge diagnosen til at gøre noget i dit liv, så du får et bedre liv. Dit liv bliver ikke bedre af at få diagnosen. Dit liv bliver bedre af, hvordan du forholder dig til dig selv og dit liv.
Hvis du overvejer om du eller din partner eller dit barn kan få diagnosen ADHD, så overvej følgende:
- Hvad er målet med at blive vurderet?
- Hvad vil jeg gerne have ud af at blive vurderet?
- Hvad kan jeg få ud af at få diagnosen ADHD?
- Hvad kan jeg miste ved at få diagnosen ADHD?
- Hvad vil ændre sig til det bedre i mit liv, hvis jeg får diagnosen ADHD?
- Kan jeg ændre på de ting uden at få diagnosen?
- Hvad vil ændre sig til det værre i mit liv, hvis jeg får diagnosen ADHD?
- Hvis jeg får diagnosen ADHD, hvilken effekt vil det så have på, hvordan jeg ser mig selv?
- Hvis jeg får diagnosen ADHD, vil jeg så blive glad eller ked af det?
Det sidste spørgsmål er afgørende for mig. Vi kan søge viden alt det vi vil, og det er sjældent at viden i sig selv hjælper os til at blive gladere og få et bedre liv. For at blive gladere, så skal der ofte noget mere og noget andet til. Kan du finde det uden diagnosen?
Der er mange holdninger til diagnosen ADHD og om man skal søge at få den eller lade være. Hvad er din? Skriv det i kommentarerne nedenfor.
Mvh. Anders.
![[Facebook]](http://www.altomadhd.dk/wp-content/plugins/bookmarkify/facebook.png)
Tidligere indlæg: Se på de stærke sider og lad dem blomstre »
Næste indlæg: Michael Kaster – psykolog, København »
Relaterede indlæg på Alt Om ADHD
17 kommentarer til “Skal jeg gå til psykiater og finde ud af om jeg kan få diagnosen ADHD?”
Du er meget velkommen til at kommentere!
Hej jeg er en 37 årig kvinde som for 3 uger siden blev testet for Adhd/ADD og andre lidelser. Har ikke hørt noget fra psykiatrien endnu og er lidt bange for at jeg får en fejldiagnose. Har i 2003 fået diagnosen ustabil emotionel personlighedsstruktur/impulsiv type men føler inde i mig selv at det er nærmere er ADHD/ADD jeg har, nemlig stille Damp. Jeg var 2 timer til samtale med psykolog som visitationssamtale men kunne ikke huske en hel masse fra min barndom kun at jeg altid har haft problemer og føler jeg ikke fik sagt nok til at danne et fuldstændigt billede og er også bange for de ikke er i stand til at hente nok oplysninger fra kommune, jobcenter og læge da jeg er flyttet mange gange og har aldrig været i behandling som barn, ung for noget.
Jeg er overordnet meget enig med dig Anders.
Mit indtryk er, at der er gået inflation i diagnosen ADHD. De symptomer mennesker med ADHD har, synes at blive flere og flere, og dermed bliver sygdomsbilledet også mere diffust.
Jeg har arbejdet med børn og unge med ADHD i flere år, og jeg oplever, at det er meget forskellige udfordringer, de står overfor. Nogle har fx. svært ved at koncentrere sig i nogle situationer, mens de i andre er mere fokuserede….Det er altså situationsbestemt og forskelligt fra menneske til menneske.
Mange mennesker (uden ADHD) kan også opleve at have udfordringer med at “tage sig sammen” og “fokusere” indenfor forskellige livsområder. Dette kan være irriterende og måske endda frustrerende, men ikke sygeligt!!
Måske er det blot samfundet, der har ændret sig til at være mindre rummeligt end tidligere, hvorfor nogle mennesker bliver marginaliseret/sygeliggjort, og er det egentligt ønskværdigt?
Nogle gange tænker jeg: “Har vi overhovedet brug for så mange med ADHD??”
…men tilbage til spørgsmålet: “hvornår skal man lade sig teste?”
Her er nogle spørgsmål, du kan stille dig selv:
-Hvad vil det give dig, at få diagnosen?
-Hvad vil du miste, ved at få diagnosen?
-Hvad vil det give dig, at se dine udfordringer som normale?
-Hvad vil du miste, ved at se dine udfordringer som normale?
Mvh
Mads
@BT Det er din psykiaters opgave at sikre sig, at alle de rigtige spørgsmål bliver stillet. Hvis du ikke kan huske nogle ting, så er det stadig deres ansvar at være grundige med deres del af arbejdet.
Hvad vil det gøre for dig, hvis du får diagnosen ADHD istedet for de tidligere stillede diagnoser?
Mvh. Anders.
@Mads Tak for kommentaren. Du har nogle væsentlige point. Når noget er kontekstafhængigt tænker jeg også straks på hvad der skal til for at kunne ændre tankegangen i forhold til de situationer, hvor det ikke går så godt.
Samfundet er bestemt mindre rummeligt i forhold til, hvad der er “normalt” og hvad der er “sygeligt”, og jeg synes at det er ærgerligt.
Dine sidste to spørgsmål er supergode! Tak for dem. De fortjener et indlæg i sig selv, og jeg vil gøre en note med det samme.
Skal vi drikke en kop kaffe snart?
Mvh. Anders.
Hej Anders, Ja lad os det.
Spændende emne. Tror du har ret i det du skriver. Jeg fik selv diagnoden sent i livet(halvandet år siden,35), og når jeg kigger på de sidste 20 år af mit liv med ophold i fængsel, boede på gaden, narkoman igennem 18 år osv, må jeg sige det lettede mig at få diagnosen. Jeg er blevet mere bevidst om hvad der følger med ADHD, og hvorfor jeg ikke fungerer på lige fod med alle andre.Igennem hele mit liv har jeg været vild,doven, dum osv,set fra både familie og venners side og jeg blev da også smidt på instution som 14 årig på grund af min “vildskab”. Efter diagnosen er jeg blevet mere accepteret af familien(det manglede da osse bare). Jeg har jo ikke vidst hvad hvordan andre folk tænker men efter diagnosen er sat, har jeg kunne læse mig til en masse og sidde ved konen og sige:”nå, det er derfor”. Man skal bare passe på ikke at blive offer, forstået på den måde at man giver ADHD skylden for alt. Aldmindelige mennesker har også nogen gange de samme problemer som os(måske i en mildere grad), og de kæmper også en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor skal vi, trods ADHD, kæmpe som alle andre, måske lidt hårdere. Det er farligt hvis vi sætter os i sofaen og livet går i stå fordi:”Jamen, jeg har jo ADHD”.
Tak Anders, endnu engang, for altid spændende indhold.
Morten
Hej. jeg har fået diagnosen for nu snart et år siden, lige før jeg fyldte 51 år. jeg har oplevet det positivt at få diagnosen, som for øvrigt ligeledes blev opdaget ved at et af mine børn (søn på 19 år) fik den. Det har givet mig en meget større forståelse for hvorfor jeg har ageret i mit liv som jeg har gjort, det har bestemt ikke været kedeligt eller problemfrit, der har været mange karriereskifte, mange uddannelser, mange børn og mange partnere. Jeg er nu snart 52 år og igang med en ny uddannelse ved siden af mit 37 timers job, 5 børn og 6 børnebørn. Jeg tænker ofte at jeg er taknemmelig for min ADHD da jeg tænker at hvis ikke det var for den, havde jeg opgivet rigtig meget på halvvejen og ikke haft det “drive” og den energi der har ført mig til min nuværende tilværelse. Det har gået hurtigt ja, og jeg er glad for min Retalin, det gør det trods alt lettere for mig at koncentrere mig om faglitteraturet. Så min personlige erfarring er kun positiv i forhold til at have fået diagnosen. Det skal lige tilføjes at jeg ikke har indviet alle på min arbejdsplads i “min lille hemmelighed”, men hele min familie ved det, og det har ikke undret nogen ;-) Jeg håber du kan bruge mit lille indlæg. Held og lykke
Mads lufter tanken om at samfundet er blevet mindre rummeligt. Det er jeg ikke i tvivl om at det er, og forandringen handler først og fremmest om øgede forventninger til den enkelte med hensyn til hans/hendes evner til at lede sit eget liv/hverdag. Vores roller i livet er også blødt enormt meget op i forhold til tidligere tider, og det betyder også at flere af de forventninger vi har til hinanden er uudtalte.
Endelig er der jo det, at vi jo ikke kan se ind i andres sind, så vi kan ikke se, hvad der er svært hos den anden. Vi kan som mennesker kun spejle andres sind i vores eget (som vi endda kun kan have begrænset indsigt i). På den baggrund har jeg oplevet det som en enorm lettelse i vores hverdag at min kone fik sin diagnose, for nu har jeg lært, at hendes hjerne fungerer helt anderledes end min gør – og at det ikke skyldes dårlig vilje, noget jeg har gjort eller noget andet. Det er skønt for os begge. Jeg har i øvrigt kendt hende siden barndommen.
I vores tilfælde har diagnosen (og viden om, hvad den betyder for os, ikke mindst!) altså været afgørende i vores begges liv.
@Morten
Tak for indspark om offerrollen!
Jeg er helt enig med dig i at offerrollen kan være ødelæggende. Hvis du sætter dig i stolen og opgiver livet og opgiver at søge alle de spændende muligheder der er i livet, så er det enormt ærgerligt. Jeg har set så mange mennesker generobre deres livsglæde og begynde at turde at udfordre sig selv og lære nye ting, uanset at de har fået dianosen ADHD.
Det burde være alle forundt!
@Ingelise
Tak for dit indlæg. Det er dejligt at vide, at du har fået dit liv til at fungere på trods af udfordringerne. Det kan være en inspiration for mange, der læser dette.
Hej Anders. Ang dit spørgsmål om hvordan jeg vil have det med diagnosen ADHD end de andre diagnoser, så tror jeg vil være mere afklaret med ADHD end feks ustabil emotionel personlighedsstruktur også overfor kommune, folk generelt, osv da ADHD er ved at komme mere om mere i søgelyset mens emotionel ustabil personlighedsstruktur er ikke klart nok definere og jeg syntes ikke beskriver fuldkommen en lidelse. Men jeg indrømmer jeg ved ikke så meget om den ene eller anden diagnose hjælper mig til et bedre liv.
@BT
Det kan godt lyde som om, det vil være lettere at få noget konkret hjælp fra kommunen, hvis det er ADHD diagnosen du får. Og uanset hvad bliver det på dit eget initiativ, at du kan starte en proces op, der kan hjælpe dig til at få det bedre i det daglige.
@Anders
Tak for dit indlæg, som illustrerer at den rummelighed, som nogle gange kan være lidt svær at finde rundt om os – den kan vi skabe for hinanden i vores eget hjem.
Tak for inspirationen.
Hej jeg har skrevet herinde og har bagefter fundet ud af at det man skriver herinde bliver lagt ud på Google under ens navn. Aner ikke hvordan man fjerner ens kommentarer for det kan ødelægge mange ting for ens feks jobmæssigt eller personligt. Kan I hjælpe mig videre?
@BT Jeg har rettet dit navn, så du fremstår anonym. Google retter selv op på dette i løbet af et par uger.
Mvh. Anders
Hej
Jeg er 35 år og blev for 3-4 år siden ramt af en svær og langvarig depression, som jeg nu er kommet nogenlunde over. Jeg har dog siden oplevet en væsentlig forringelse i.f.t. koncentration og hukommelse og har en konstant indre uro, der gør det svært for mig at leve “normalt”. Jeg bliver betænkelig når jeg læser om f.eks. ADHD, hvor jeg føler, at jeg lever med mange af de samme problematikker. Så vidt jeg kan forstå, er ADHD dog noget, man har helt tilbage fra sin barndom…men hvad “fejler” jeg så….hvis jeg fejler noget? Og ikke mindst, hvordan får jeg det bedre?
Jeg er lærerstuderende og bor alene, så har svært ved at få den nødvendige struktur i min hverdag og døgnrytme. Jeg kan have de bedste intentioner, men 10 min. efter er de “glemt” eller bliver ødelagt af rastløshed eller søvnløshed. Det er meget frustrerende….hvad kan jeg gøre? Kan jeg have gavn af medicin? Jeg får stadig Cymbalta mod depression.
Det skal siges, at jeg har været til både psykolog og hypno-terapi rigtigt mange gange, men det har aldrig været med fokus på min rastløshed, men “kun” selve depressionen og hvad den udsprang af og de efterfølgende negative tankemønstre.
Hilsen Rikke
Hej Rikke.
Det er rigtigt, at du skal have haft problemerne siden tidlig barndom, hvis det skal være ADHD diagnosen. Mange andre ting kan spille ind, og langvarig stress er en af dem, – og giver de samme symptomer som ADHD. Jeg ville starte med noget Mindfulness, kigge på min kost, og komme forbi mig eller en anden, der kan hjælpe dig med dine udfordringer. Download Guide til alternativ behandling af ADHD under E-bøger. De råd der er deri virker lige så godt på dig.
Mvh. Anders