skulder ved skulder… en underlig sang jeg hørte i lørdags, sunget af en underlig pige, til en underlig pige… men den sagde jo alt… skulder ved skulder, sådan har vi jo også brug for at stå.

jeg er også enormt overskudsagtig, og klarer jo udenpå det hele… ressourcerne dækker over den indre stemme…. og jeg har mange gange åbnet en flaske rødvin for at få ro, men jeg kan heldigvis ikke særlig godt lide rødvin, og bliver også utrolig hurtigt fuld…så det droppede jeg igen.
glæder mig over hvad fremtiden bringer, står ved bjergets fod, kigger mod toppen, jeg skal nok nå derop.
forståelsen og accepten venter forude…og det er fedt at have fundet denne side…. så er jeg ikke alene med mine tanker…
det hjælper;
skulder ved skulder.

Og det sjove er, jeg har altid slået mine egne problemer væk, fordi jeg jo har haft en god barndom med forældre der elsker mig, og aldrig har haft en decideret grund til at ha det dårligt, hvilket har gjort at jeg har slået mig selv endnu mere i hovedet fordi jeg virkelig troede på at det var min egen skyld og at jeg bare skulle tage mig sammen.
Som jeg ser det idag, er adhd en af de svære diagnoser, fordi jeg har haft en enorm mængde ressourcer der har overskygget mine problemer, så folk aldrig så lille usikre Ida, men derimod en klog, overskudsagtig pige, der klarede tingene. Jeg bebrejde mig selv at jeg ikke kunne sove om natten, det var jo bare fordi jeg skulle ignorere lydene og stå tidligere op, alle teenagere sover jo længe, så det var bare mig der skulle stå tidligere op så jeg kunne sove… Sådan har jeg utallige ting, hvor jeg har prøvet at forklare at jeg ikke bare kunne ignorere lydende som folk sagde jeg skulle, jo mere jeg prøvede jo værre blev de.
Nu tænker jeg lidt at jeg har et handicap, som folk bare ikke kan se. Jeg mangler ikke et ben, men hvis jeg gjorde ville folk jo ikke forvente at jeg løb forrest i marathon, men de ville klappe af mig, hvis jeg fik en benprotese og deltog i løbet fordi jeg ville!
Mit handicap er ikke synligt, men jeg er fandme sej fordi jeg stadigvæk er her og vil frem i livet, selvom det måske er i mit tempo! Og det er alle i andre også! Tænk at vi har levet i så lang tid uden anderkendelse og hjælp og kun ved egen viljestyrke er kommet hertil, uanset hvor hertil er.

Så klap jer selv på skulderen over de ting i har formået i stedet for at banke jer selv i hovedet over alle de ting, der går galt.
Det er klart lettere sagt end gjort, men for dælen Pia, jeg tager hatten af for dig over at have de forhindringer og stadigvæk være en god mor, der gør sit bedste for sine børn og nægter at lade sig slå ud, selvom man ikke altid lever op til det billede man så frygtelig gerne ville.

Uh, der kom lige et frygtelig lang, og højst sandsynligt en anelse usammenhængende indlæg, fra mig. :)

Min plan er nu, at bede min læge om en henvisning til udredning, men medicin vil jo ikke gøre det alene… så derfor vil jeg snuse lidt mere rundt herinde på denne side og se hvad det er du, Anders, foreslår de andre der skriver her.

Og vedrørende min pinlighed over at have udleveret mig selv, så sidder jeg faktisk med følelsen af at det er ok… jeg har ikke været igennem svigt, misbrug eller overgreb, men det gør ikke mine “milde” problemer mindre for mig… jeg mener, før i tiden ville jeg tænke, at jeg ikke kunne belemre andre med mine småting, når andre så åbenlyst har haft det værre end mig… men det er jo nok også typisk at tænke sådan, og alle har jo ret til sin plads i livet.

Der er mange der, i forbindelse med min søn kommenterer at “ihhh, hvor er der mange der får diagnoserne ADHD og autist, så mange var der da ikke i gamle dage…..”
Hvortil jeg blot svarer “Ja, er det ikke dejligt at man er blevet så meget bedre til at diagnosticere, tænk hvor mange mennesker det hjælper nu, og hvor mange mennesker der før i tiden led under betegnelserne dumme, frække, uvorne, sære, åndsvage og så videre”.
Det lukker gerne munden på dem der mener, at alt den snak om ADHD og autister er overskruet…
Jeg er i hvert fald lykkelig for, at min lille dejlige dreng har fået sine diagnoser i en tid, hvor der er hjælp at hente, både medicinsk(et liv uden medicin vil være en kraftigt forringelse af hans livskvalitet) og pædagogisk..han går på en specialskole for autuster med sidediagnoser og mental retardering, og han trives og er lykkelig i sin dejlige verden, hvor vi alle sætter rammer omkring ham som han kan agere trygt indenfor…

Jeg er altid i gang, de eneste bøger jeg kan læse fra start til slut er krimier, for ellers mister jeg jo tråden i plottet, læser dog altid den sidste side først…. men fagbøger “shopper” jeg i, kan ikke holde fokus.

Jeg har ingen interesser jeg brænder for, brænder lynhurtigt ud… kan ikke sidde stille og se en film, skal altid liiiige et eller andet….har få venner, men ingen jeg deler tanker som disse med.

tænker tit at jeg ikke er værd at være tæt med, har lavt selværd med stor udadtil visende selvtillid… kom ikke her og læg mig ned, paraderne er oppe og jeg tromler med ord og en bragende facade….. fylder rum med power, men ikke altid på den gode måde… dominerer i hjemmet, og skal vi på ferie hjælper mand og børn mig bedst ved at stå helt stille og vente på at jeg udsteder ordrer… ellers ramler mit overblik… jeg skal have fuldt overblik over eventuelt kufferter osv, ellers ryster jeg indeni.

Kan tit ikke finde nøgler, pung, briller osv… står så midt på gulvet og klapper mig på låret eller i hænderne og siger “kom så kom så… tænk tænk tænk”… råber at børnene skal hjælpe med at lede…. nu er mine ældste så store at de siger at jeg stresser op, stresser dem og at jeg skal slappe af.
Den lille med ADHD kører bare lige så meget op som mig, og bagefter når jeg har ondt i halsen af at råbe bliver jeg så himmelråbende flov og ked af det, for det er jo ikke sådan jeg vil være mor… jeg vil være rummende og rolig, fforstående og kærlig… og det skal komme naturligt og ikke som noget jeg kæmper for at kunne. uha det blev langt, og alt dette blot fordi jeg tilfældigt røg ind på denne side… men det lettede lidt..hvad gør jeg??

Min eneste tætte veninde kan jeg desværre ikke tale med om dette her endnu – og heller ikke min eneste søster. Det er nok mig selv, der blokerer, fordi jeg i forhold til de to synes at bedraget har været størst…. Jeg har ladet som om at vi snakkede om alt, og så holdt jeg hele mig selv som en hemmelighed! Jeg håber, at vi kan finde hinanden igen.

Jeg vågnede jo ihvert fald op af mine sprut-tåger og måtte erkende, at jeg var ganske alene i verden, ingen kæreste, ingen venner, søskende har rigeligt i egne liv, og mine 2 børn (ældste søn 36) skulle naturligvis ikke involveres i andet end, hvad de forhåbentlig kan se som positive tiltag..

Jeg er glad for at få nogle piller, der hjælper mig med at få dagligdagen til at fungere lidt lettere. På 3.-4. dagen dykkede jeg ganske vist helt vildt – ubevidst havde jeg åbenbart tænkt, at alting ville gå i orden med et snuptag og at puslespilsbrikkerne pludselig havde fået de rigtige faconer, så de kunne samles…..NÆH, sådan var det jo ikke…

Nu havde jeg forhåbentlig taget luften ud af den største stress-faktor i mit liv – altså at hemmeligheden var afsløret, og nu skal det være anderledes…… Puha, og så uden sprut…. MEN med piller og en diagnose som forklaringsmodel.. Jeg er ikke rigtig klar til at gå ud i den gammelkendte virkelighed uden min sædvanlige overfrakke, og ved ikke rigtig, om jeg ser ud som jeg plejer. Jeg kan ikke rigtig finde en grimasse, der kan passe….. men jeg har jo lovet mig selv, at det er slut med at lade som om, så jeg må jo se at få fundet ud at, hvad det så er, der er indeni, og hvad der er ægte mig, og hvad der har været fake.. Alle de mennesker jeg møder i min dagligdag, er jo dybest set ligeglade med, at mit liv har taget en drejning på mere end 360 grader, og deres mening om mig betyder jo heller ingenting i min nye bevidsthed – det skal bare lige indarbejdes..
Jeg har talt med et par kusiner, en fætter, to af mine brødre og forsøgt at forklare, hvad der sker i mit liv nu. Jeg har fået sagt højt nogle flere steder, at der er ting i mit liv, jeg ikke magter at håndtere uden hjælp, og jeg har fået nogle positive reaktioner.
Imorgen får jeg besøg af en jævnaldrende kvinde fra socialforvaltningen i min kommune. Ikke fordi jeg skal have økonomisk hjælp – jeg er selvstændig og forventer ikke, at der er nogensomhelst muligheder for noget – men jeg trænger til at tale med et voksent menneske, der har livserfaring og kan hjælpe mig med at finde en ny rute at følge – og som giver sig tid til at lytte uden forudfattede meninger om, hvad jeg burde kunne og hvad jeg altid selv har kunnet og at nu skal jeg tage mig sammen….. Et terapiforløb eller samtaler med psykolog eller andre terapeuter kunne være godt, men jeg har ikke pengene til det, så jeg forsøger at finde nogle gratis muligheder for hjælp. AA kan også være et af de steder, jeg vil vælge, for at finde steder, hvor andre vil lytte til mig uden fordomme.
Træning af hjernen er helt klart den vej, jeg skal, og forhåbentlig vil min datter også ønske at arbejde med sin hjerne, når hun har vænnet sig til sit fredeligere liv og skolegang og er faldet lidt mere på plads i sig selv…
Jeg skal styre mine tanker, jeg skal tage hånd om mit liv, jeg skal mærke glæde, og jeg skal lære at slippe kontrollen og lære at tømme mit hovede for tanker, så jeg kan slappe af..
Behandling med Hearthmath ligner noget, der er egnet til mig…. (så nu skal jeg lige finde pengene)..