Indlæg

Genetiske koder

ADHD – er det arv eller miljø?

For nylig skrev jeg om, hvorvidt man skal gå til psykiater og få diagnosen ADHD eller ej. Både det at skrive indlægget og de kommentarer der kom på indlægget, fik mig til at tænke over nogle ting.

Der er bred enighed om, at for at kunne få diagnosen ADHD, så er man nødt til at have problemer. Og det skal være mere end bare almindelige problemer. Man skal have haft dem længe, og de skal påvirke ens dagligdag kraftigt.

Det kan alle, der har mennesker med diagnosen tæt på livet, let blive enige om.

Når det er etableret, så er der flere måder at se på diagnosen. Man kan se på den som et udtryk for at man har en neurobiologisk dysfunktion, der er medfødt, og hvor det eneste der kan gøres er at tage piller for at ad medicinsk vej at rette op på fejlen. Man kan også se på den som et udtryk for en ramme at tale om tingene ud fra, når et menneske har rigtigt mange problemer i livet – problemer af en særlig slags der i særlig grad handler om fokus, opmærksomhed, aktivitetsniveau, etc.

Basalt set kan tankerne koges ned til: Skyldes de problemer man har, når man får diagnosen ADHD, primært arv eller primært miljø?

Det er et spørgsmål, der i ADHD kredse skaber enorm debat, hvor der er to yderpositioner i diskussionen: Dem der mener at ADHD er en dysfunktion i hjernen der er medfødt, – og dem der mener at det er miljømæssige faktorer som kemi i mad og miljø, traumaer i barndomsårene, påvirkninger fra medier som film og computerspil, – og kombinationen af meget følsomme/sårbare børn og deres opdragelse.

Disse to yderpositioner er ligger i modsatte ender af et spektrum, hvor mange befinder sig et sted midt imellem, og mener at der både er noget arv og noget miljø involveret i at mennesker kommer ud i så mange problemer, at de kan få diagnosen ADHD.

Dansk psykiatri er for langt overvejende at finde i den ende af spektret, der handler om arv. Dette kan blandt andet læses ud af den danske referenceprogram, der er lavet af Børne- og Ungdomspsykiatrien i Danmark med indspark fra bl.a. ADHD foreningen.

ADHD foreningen i Danmark har været en meget udtalt støtte i den ende af spektret, og jeg oplever en opblødning af denne holdning over de seneste år, hvor kræfter foreningen har lagt en mere blød linie, startende på ADHD konferencen i 2008, hvor flere forskellige psykologiske tiltag og ADHD Coaching var på programmet.

I referenceprogrammet fremstilles ADHD som en genetisk betinget lidelse og det anbefales, at medicin er det første et børn med diagnosen ADHD skal behandles med.

Information bragte i fredags en kronik med titlen “Gener og piller er ikke svar på gåden om ADHD” af psykolog Michael Kaster. Michael Kaster er specialist i klinik psykologi og børnesagkyndig ved Statsforvaltningen.

I kronikken tager Kaster et opgør med den fremstilling af ADHD, der er gennemgående for det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn med diagnosen ADHD. Kaster henviser bl.a. til senere forskning end den, der er anvendt i referenceprogrammet, og gør rede for hvordan de oprindelige argumenter for at kalde ADHD genetisk baseret er faldet fra hinanden i den senere forskning omkring ADHD. Den forsker, der oprindeligt dokumenterede en genetisk årsag har simpelthen siden valgt at konkludere at han ikke kan finde en genetisk årsag alligevel.

Kaster skriver selv i kommentarerne til sin artikel:

“Børn med ADHD symptomer har det psykisk svært. Symptomerne er i sig selv ikke problemet, på samme måde som en tilbagevendende hovedpine i sig selv ikke er problemet. En tilbagevendende hovedpine vidner om, at der er noget galt et andet sted – i kroppen eller i psyken.

Når et barn er uroligt eller ukoncentreret skal man arbejde på at forstå, hvorfor det er uroligt, og her åbner sig ofte en vifte af årsager, fordi urolighed og manglende koncentration er nogle meget uspecifikke symptomer – på samme måde som en hovedpine er det. Erfaringsmæssigt har jeg fundet, at der altid er tale om angst, i nogen grad tristhed, og altid en eller anden grad af forstyrrelse i de nære relationer. Pointen er altså her, at man bliver NØDT til at interessere sig for baggrunden for symtomerne, for at barnet kan blive hjulpet. Mange (men heldigvis ikke alle) forældre, skoler og institutioner er så optagede af, at symptomerne skal gå væk, fordi de er forstyrrende, og så er det den nemmeste løsning at medicinere barnet. Men det svarer groft sagt til at putte en sok i munden på et skrigende spædbarn – der bliver måske nok ro, men det er næppe en løsning, som barnet får det bedre af.

Konkret skal medicinen erstattes af – og for nogle børn indledningsvis suppleres af:

– kyndig specialpædagogik og/eller
– børneterapi og/eller
– forældrearbejde

Alle tiltag, der foretages, som alternativ til medicinering, skal bygge på en forståelse af, at ADHD symptomerne ikke er tomme. Bag symptomerne er der et barn, der har det psykisk dårligt.”

Interessant!

Hvor står du henne i din forståelse af ADHD?

Mvh. Anders.

Image Credits: Leon Brocard

Læs mere om ADHD Power Mind

Det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn med diagnosen ADHD

Referenceprogram for udredning og behandling af børn og unge med diagnosen ADHD fra April 2008 er lavet af Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark.

Målet med referenceprogrammet er at “give en systematisk gennemgang af den eksisterende evidens med henblik på at fastlægge et ensartet program for diagnostik, udredning og behandling af ADHD hos børn og unge i Danmark.”

Den grundlæggende konklusion i referenceprogrammet er at centralstimulerende medicin skal udskrives til børn, når de kan få diagnosen ADHD. Det mest anvendte medikament er methylphenidat (Ritalin og Concerta). Methylphenidat virker i omkring 75 % af tilfældene, primært på ADHD-kernesymptomerne: impulsivitet, hyperaktivitet og opmærksomhedsvanskeligheder.
Det anbefales yderligere at medicinen er omhyggeligt valgt og doseret ud fra en individuel vurdering af den effekt, der kan observeres i hjem og skole. Det anbefales at den medicinske behandling understøttes af information og rådgivning i hjemmet.

“Referenceprogrammet kan hentes her”.

Referenceprogrammet bliver af de fleste psykiatere og bl.a. ADHD foreningen betragtet som en saglig og dækkende gennemgang af den nuværende forskning på området.

ADHD foreningens direktør Anne Worning sendte i sin tid referenceprogrammet ud i verden med følgende kommentar: “Virkeligheden for mennesker med ADHD er imidlertid, at medicinen sjældent bliver fulgt op med andre tilbud”, og “Mennesker med ADHD kan mestre livet, hvis de tilbydes bredspektret og støttende indsats. Heri indgår medicinsk behandling som et element ud af mange. Men ofte står medicinen for meget alene, fordi der ikke er krav til kommunerne om at tilbyde sociale og pædagogiske tilbud.”

Referenceprogrammet er fra start blevet udsat for kritik bl.a. fra de tre psykologer, der har været med til at udforme det danske referenceprogram. De sammenligner det med det tilsvarende engelske referenceprogram NICE, hvorom de bl.a. skriver:

“I september 2008 ud kom det tilsvarende engelske referenceprogram:NICE Clinical Guideline 72. Der er tale om et langt mere omfattende arbejde, som dækker både børn, unge og voksne, som tager udgangspunkt i den ramte persons behov, og som retter sig mod både det sociale, skolemæssige og psykiatriske område.”

Psykologerne kritiserer referenceprogrammet for at lægge for høj vægt på medicinsk behandling, hvor det engelske referenceprogram er langt mere tilbageholdende med medicinsk behandling af børnene. I det engelske referenceprogram anbefales i langt højere grad psykologiske interventioner, forældrekurser med coaching og lignende.

“Læs artiklen med sammenligning af det danske og det engelske referenceprogram”.

I en senere artikel af psykolog Carsten René Jørgensen, der er ph.d. og lektor i klinisk psykolog ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, krititiseres referenceprogrammet for at have for ensidigt fokus på den naturvidenskabeligt-medicinske tilgang, der praktiseres i psykiatrien, fremfor den mere humanvidenskabeligt-psykologiske tilgang, der anvendes i psykologien.

Jørgensen medgiver, at det er fristende at lægge sig op af videnskabeligt evidente data i den naturvidenskabeligt-medicinske tilgang, fordi der er lettere adgang til disse data, hvor psykologernes arbejde i langt sværere grad lader sig kvantificere til evidensbaserede anbefalinger. Svagheden ved dette er at det enkelte barn og dets særlige problemer ikke bliver taget hånd om på en hensigtsmæssig måde.

Jørgensen skriver: “Jeg skal ikke gøre krav på, at have overblik over ADHD-litteraturen. Men ud fra mit kendskab til litteraturen, er det mit indtryk, at der er bemærkelsesværdig ringe opmærksomhed om, hvordan det enkelte barn oplever dette at fungere på måder, som svarer til ADHD-diagnosen. Hvordan oplever barnet at få en ADHD-diagnose og blive sat i medicinsk behandling, ’så det kan blive ligesom de andre’? Hvad betyder det for et barns selvopfattelse og adfærd, hvis det i flere år har oplevet, at det ikke rigtig passer ind, får skæld ud, fordi det er uroligt og opfører sig forkert, ikke har kunnet leve op til sine forældres forventninger og gjort dem flove/vrede? Der er næppe tvivl om, at dette at få en diagnose og blive sat i medicinsk behandling, kan være en lettelse. Men hvordan kan barnets utilpassede adfærd hænge sammen med andet end biologiske ubalancer, såsom selvforstærkende onde cirkler i det enkelte barns psykologi? Et barn, der af forskellige grunde opfører sig anderledes og forkert i andres øjne, har betydelig risiko for at få relationelle problemer, blive socialt marginaliseret og få problemer med at udvikle en stabil identitet.”

“Læs artiklen af Carsten René Jørgensen”.

Senest har psykolog Michael Kaster kritiseret referenceprogrammet for at bygge sine konklusioner på forældede resultater, og afviser en del af den forskning der giver anledning til at konkludere at ADHD er arveligt.

Det er planen at referenceprogrammet skal revideres i foråret 2010, og det bliver spændende at læse, hvordan gruppen bag referenceprogrammet tager kritikken og den nyere forskning til efterretning.

God læselyst.

Mvh. Anders.

Michael Kaster – psykolog, København

Psykolog
Michael Kaster
Knabrostræde 3, 2 tv
1210 København K
Telefon: 26830101
Web: www.kaster.eu
Mail: michael@kaster.eu

Michael Kaster kan kontaktes på ovenstående telefonnummer.

Skal jeg gå til psykiater og finde ud af om jeg kan få diagnosen ADHD?

Jesper Navgård har stillet et spørgsmål på siden Spørgsmål om ADHD.

Hvornår skal man lade sig teste?
Hej,
Jeg har en søn på 14 som har fået konstateret ADHD for 1 år siden, og jeg kan selv kende en del af symptomerne for eksempel glemsom, sjusker, irritabel, skiftende humår, let afledelig og ikke at gøre ting færdige jeg er begyndt på. Derudover har en en slag uro eller indre rastløshed og ofte svært ved at koncentrere mig eller holde koncentrationen. Men jeg har taget en god uddannelse, som tog lidt længere end normalt, og har et godt job. Så jeg ville nok ikke have tænkt at der var noget galt, hvis ikke min søn fik det konstateret det. Jeg har talt med flere (også læger) som siger, at når jeg kan klare arbejde og uddannelse, skal jeg ikke tænke på ADHD. Har du nogle holdninger til hvornår man skal lade sig teste og hvornår det giver mening at tænke i de baner?

Det er et interessant spørgsmål, som jeg fik lyst til at svare på i fælles forum, så alle læser med.

Hvornår skal man lade sig vurdere?

For mig at se, handler det om en række forskellige faktorer, og det kan måske hjælpe at stille sig selv et par spørgsmål til afklaring.

At få en diagnose er en alvorlig sag, og der er skrevet adskillige artikler og bøger om, hvad det at få en diagnosen gør ved folk.

Det viser sig, at mange mennesker “retter ind” efter diagnosen, når de har fået den. Jeg har ofte haft folk siddende til coaching og fortalt mig om, hvad mennesker med diagnosen ADHD har for nogle problemer. Når jeg så spørger ind til personens egne problemer, så er de nogle helt andre. Identifikationen med diagnosen er ofte ret stor, og det kan være et problem. Nogle bliver mere opmærksomme på deres problemer eller får endda pludselig flere, så de bedre passer til diagnosen. Det kan for nogle betyde at de faktisk får det dårligere af at få diagnosen, end hvis de bare havde levet videre uden.

For andre betyder det en lettelse, fordi de så ikke længere føler sig dumme eller forkerte – og i diagnosen finder en accept eller anerkendelse af, at de er OK som mennesker. Det kan også være en lettelse at kunne italesætte sine problemer som en sygdom eller endda en hjerneskade, selv om der er diskussion om netop de begreber i forhold til diagnosen ADHD. Og nogen er glade og taknemmelige for at få adgang til medicin, sociale ydelser, støtte til at tage på kurser, etc.

Uanset om det går den ene eller den anden vej, så er det i mine øjne kun nyttigt at få diagnosen, hvis du selv formår at bruge diagnosen til at gøre noget i dit liv, så du får et bedre liv. Dit liv bliver ikke bedre af at få diagnosen. Dit liv bliver bedre af, hvordan du forholder dig til dig selv og dit liv.

Hvis du overvejer om du eller din partner eller dit barn kan få diagnosen ADHD, så overvej følgende:

  • Hvad er målet med at blive vurderet?
  • Hvad vil jeg gerne have ud af at blive vurderet?
  • Hvad kan jeg få ud af at få diagnosen ADHD?
  • Hvad kan jeg miste ved at få diagnosen ADHD?
  • Hvad vil ændre sig til det bedre i mit liv, hvis jeg får diagnosen ADHD?
  • Kan jeg ændre på de ting uden at få diagnosen?
  • Hvad vil ændre sig til det værre i mit liv, hvis jeg får diagnosen ADHD?
  • Hvis jeg får diagnosen ADHD, hvilken effekt vil det så have på, hvordan jeg ser mig selv?
  • Hvis jeg får diagnosen ADHD, vil jeg så blive glad eller ked af det?

Det sidste spørgsmål er afgørende for mig. Vi kan søge viden alt det vi vil, og det er sjældent at viden i sig selv hjælper os til at blive gladere og få et bedre liv. For at blive gladere, så skal der ofte noget mere og noget andet til. Kan du finde det uden diagnosen?

Der er mange holdninger til diagnosen ADHD og om man skal søge at få den eller lade være. Hvad er din? Skriv det i kommentarerne nedenfor.

Mvh. Anders.

Læs mere om ADHD Power Mind

Se på de stærke sider og lad dem blomstre

Foto af Armando MaynezI det daglige er det nemt at komme til at fokusere på det negative, det du selv gør forkert eller ikke lykkes med, den uhensigtsmæssige adfærd dit barn har, rodet i hjemmet, vredesudbruddene, og alle de andre ting, der nogle gange gør dagligdagen svær.

Vores hjerner er skruet sådan sammen at de fokuserer på det negative i et eller andet forsøg på at hjælpe os til at ændre på tingene, så de kan blive positive for os. Det virker bare ikke. Og slet ikke når fokus på det negative bliver overdrevent eller vi ikke formår at ændre på de ting vi oplever som negative.

Hvad kan man så gøre?

Du rummer en masse kvaliteter. Du har en masse kompetencer. Dit barn har nogle styrker. Din partner kan noget som ingen andre kan.

Og de ting drukner desværre tit, når vi fokuserer på alt det der ikke virker som vi gerne vil have det til det, og når vi fokuserer på de ting, der ikke lykkedes.

Vi glemmer at fejre de ting, der virker, for de bliver jo noget vi bare kan forvente.

Eller vi lægger slet ikke mærke til dem, fordi de er nogle andre end vi havde ønsket os eller regnet med, da vi fandt vores partner eller drømte om vores barn.

Denne video handler om en hundetræner, der er igang med at træne en dejlig hund til at være fører- og hjælpehund, og på et tidspunkt må erkende at hun bliver nødt til at give slip på sine forventninger om at hunden når hendes mål. Idet hun giver slip på sine forventninger, kan hun se hundens virkelige kompetencer og hjælper den til at udfolde dem 100%.

Meget inspirerende.

Du kan gøre denne lille øvelse:
Luk øjnene og se på dig selv. Giv slip på alle dine ønsker til hvordan du gerne ville være. Bare se på dine stærke sider.
Hvad er det så for nogle styrker du har?
Hvad er det du kan, som du kan bruge til at dyrke glæden og det positive i dit liv?

Gør det samme med dit barn eller på din partner; Giv bare for et øjeblik slip på alle dine ønsker til, hvordan du gerne ville have dem til at være.
Når du så bare glæder dig over deres evner og styrker og positive sider – hvad er det så du ser?

Hvordan kan du hjælpe dig selv og dem til at dyrke det frem, så det bliver dér I har fokus?

God fornøjelse.

Mvh. Anders.

Æg der skiller sig ud

En simpel måde at få tankerne til at holde op med at køre rundt og rundt

Kender du det, at tankerne bare kører – rundt og rundt, og at det føles som om der ikke er noget at gøre?

Måske kender du så også følelsen af, at du slet ikke har kontrol over tankerne, men at tankerne kontrollerer dig?

I denne hjernetræningsøvelse får du en sjov og simpel øvelse, der kan gøre det muligt for dig at etablere kontrollen over dine tanker, så det er dig, der er styrer tankerne og tankerne, der lader sig styre af dig.

Er du klar?

Sæt dig godt til rette, og sørg for at der er fred og ro omkring dig i hvert fald de næste fem minutter, så du har tid til både at læse teksten på skærmen og lave øvelsen, vende tilbage til teksten og lave øvelsen igen.

Tanker der kører rundt
Koncentrere dig nu om tankerne, der kører rundt. Hvis du ikke har dem lige nu, så tænk tilbage på en situation, hvor tankerne virkeligt gav den gas. Sæt dig mentalt i den situation igen, og genoplev den som om du var der.

Lad tankerne køre rundt lige nu. Normalt plejer du at kæmpe imod dem. Lad være med det. Lad dem istedet køre frit rundt.

Få dem til at køre endnu hurtigere rundt nu. Rundt og rundt.

Mens de kører rundt, så læg mærke til hvilken vej de kører rundt. Lav samme bevægelse med hånden, som om du viser en anden, hvilken vej tankerne kører rundt. Kører de med uret eller mod uret? Kører de fremad eller kører de baglæns?

Kan du få dem til at køre endnu hurtigere?

Brems dem nu ned igen til deres “normale” hastighed.

Forestil dig nu, at tankerne kører den anden vej rundt. Samme hastighed og den anden vej.

Lav bevægelsen med hånden, der viser hvordan tankerne kører rundt, når de kører den anden vej rundt.

Forestil dig at tankerne kører hurtigere og hurtigere den anden vej rundt.

Brems dem ned igen.

Fortsæt nedbremsningen.

Langsommere og langsommere.

Indtil de falder helt til ro.

Nyd dette øjeblik…. ;)

Debriefing
Nu kan det være at du sidder og tænker: “Det var da noget mærkeligt noget!”
Måske har du ikke tanker, der kører rundt. Eller du kan ikke leve dig ind i øvelsen, eller synes det er for mærkeligt at tale om dine tanker på denne måde. Det er helt fint, – så kommer der andre øvelser til dig på et tidspunkt!

Det ER også mærkeligt at tale om tankerne på denne måde, for vi gør det ikke bevidst til dagligt. Og så gør vi det bare alligevel hele tiden. “Tankerne kører rundt”, “tankerne kommer hele tiden”, “tankerne vil ikke lade mig være i fred”, “tankerne lægger pres på i mit hoved”, osv. Tankerne beskrives ofte som aktive og i bevægelse eller som om de har deres egen vilje.

Det er netop dét som denne øvelse udnytter.

Hvordan virkede øvelsen for dig?

Hvis du forestiller dig at gøre denne øvelse 2 minutter hver time i dag, og 2 minutter 2 gange om dagen den næste uge, hvor god tror du så, at du er blevet om en uge til at kontrollere dine tanker?

Skriv i kommentarerne nedenfor hvis du havde succes med øvelsen. Hvordan var det for dig lige efter øvelsen?

Skriv også gerne, hvis det ikke virkede. Hvad var det der ikke virkede, og hvad skal der til for at få øvelsen til at virke for dig?

God fornøjelse med træningen.

Mvh. Anders Rønnau

Image Credits: Nina Matthews

Læs mere om ADHD Power Mind

Forældrekursus ADHD – den 23.-24. april 2010 i København

Forældrekursus ADHDFor nylig oplevede jeg det igen:

Jeg sidder i en coaching session med en dreng på 11 år, hvor drengens mor sidder med. Imens jeg arbejder med drengen, er hun tavs observatør, hvilket giver hende en fantastisk mulighed for at se sit barn lidt udefra og i interaktion med en anden voksen.

Undervejs i arbejdet hjælper jeg drengen til at sætte ord på, hvad det er for nogle følelser, der gør at han får så voldsomme vredesudbrud. Og mens drengen tegner og fortæller kan jeg se, at moren er målløs, både over at høre hvad drengen fortæller og over at drengen overhovedet kan fortælle om sine følelser på den måde.

Bagefter er hun helt rørt over oplevelsen, og spørger hvad hun skal gøre for at hun kan hjælpe sin søn videre fremover.

Det spørgsmål har jeg fået af ganske mange forældre nu, og måske sidder du også med et behov for at forstå dit barn bedre, – og en lyst til at nå dit barn, til at forholde dig til dit barn på en mere konstruktiv måde, og til at se dit barn i et andet perspektiv.

Derfor holder jeg et kursus for jer, der har dette behov, så I får muligheden for – ikke at blive coaches eller terapeuter for jeres barn – men at få et indblik i hvad der foregår hos barnet, og værktøjer der kan hjælpe jer til at møde barnet, – og dermed hjælpe det bedst muligt videre i livet.

For at I kan få mest muligt ud af undervisningen, øvelserne – og i særlig grad – hinanden, så har jeg valgt at begrænse antallet af deltagere til 18 personer. Det bliver altså en eksklusiv lille flok.

Det giver jer bedre mulighed for at netværke, og til at kunne fokusere på læringen og hvordan I vil tage den med hjem og inkorporere den i jeres dagligdag.

Jeg glæder mig til kurset, hvor der bliver rig lejlighed til at få en masse input, stille en masse spørgsmål, og tale med andre forældre der står i samme situation som jer.

Læs mere om Forældrekursus ADHD, hvor du kan downloade materiale og ansøgningsskema til at sende til kommunen.

Mvh. Anders.

PS: I den kommende uge er jeg på skiferie, så jeg svarer først på mails efter mandag den 8. februar. ;)

Learned Helplessness – og en invitation til at bryde fri af fortiden

Hvor mange gange er det mislykkedes for dig at nå dine mål?

Og hvor ofte har du sagt højt hvad dine mål og ambitioner, hvor mennesker omkring dig har rystet på hovedet eller direkte tilkendegivet, at det vil du aldrig nå eller kunne finde ud af?

Lidt for ofte?

Mange mennesker med diagnosen ADHD har oplevet en perlerække af nederlag fra tidlig barndom og godt ind i voksenlivet – ofte til en grad, hvor det har sat sig på identiteten, så dele af een begynder at tro på at der er noget om snakken. Måske kan jeg slet ikke?

Det betyder desværre også at vi kommer ud for et psykologisk fænomen, der hedder Learned Helplessness. Det betyder, at når vi har haft en række nederlag, så begynder vi at tro at det er sådan tingene hænger sammen, og at vi er dummere end de andre, og ofte mindre værd end de andre.

Det er en skræmmende mekanisme i det menneskelige sind, og den indtræder foruroligende hurtigt. Se denne video om Learned Helplessness, hvor en gruppe studerende påvirkes til at tro at de er dårligere end en anden gruppe, og lige efter faktisk opfører sig som om de er dårligere. Det er der nogle ubehagelige perspektiver i i forhold til diagnosen ADHD, og hvordan mange mennesker med diagnosen ADHD har oplevet deres skolegang!

Har du haft oplevelser i skolen og i livet i øvrigt, hvor du genkender fænomenet ovenfor, så er nu et godt tidspunkt til at bryde fri af fortiden – og af denne negative tankegang. Du kan formentligt meget mere, end du normalt går og udfolder. Har du lyst til at bryde de rammer som er tillærte?

Tænk lidt over disse spørgsmål:

Hvad går jeg og tror, at jeg ikke kan – uden nogensinde at forsøge at gøre det?
Hvilke mål har jeg ikke kunnet nå tidligere, – som jeg virkeligt kunne tænke mig at nå?
Hvad skal der til for at det lykkes denne gang?
Hvad skal der ske i dag, for at jeg er godt igang på vejen mod målet?
Hvad er første skridt på vejen?

God fornøjelse på vejen mod målet!

Mvh. Anders.

PS: I aften kommer der nyt om Forældrekursus ADHD

Nye vaner i det nye år – sig det højt!

Foto af mysza831Så er vi næsten halvvejs inde i den første måned i det nye år. For 12 dage siden var der mange af os, der lovede os selv en forandring i det nye år.

Måske er det allerede gået galt for dig med dine nytårsforsætter?

Måske vakler du i troen på at det virkeligt kan lade sig gøre?

Frygt ikke.

I dette og en række indlæg vil jeg skrive mere om vaner, om hvordan du får styr på dine, hvad du kan gøre for at få og fastholde nye og gode vaner.

Lad os starte med at se på de udfordringer der er med at udforme nytårsforsætter sidst på året.

  • Hvis du var fuld, så kan det meget vel være at du har bundet dig til mål, som du reelt ikke har lyst til, hvis du tænker lidt nærmere over tingene.
  • For mange forsætter bliver forvirrende og så er det let at glemme en eller flere, hvilket ofte betyder enden på det spæde forsøg på at starte en ny vane.
  • Du er startet ud for hårdt, og nu er det allerede begyndt at være irriterende med den nye vane, du savner smøgerne, har stadig ondt efter den første hårde løbetur, – og hvad det ellers kan være.
  • Du har måske valgt at forsøge dig med en virkelig hård vane, hvor det slet ikke er spor sjovt, mens du gør det.
  • Den nye vane passer dårligt ind i din dagligdag, så du er begyndt at springe over, – og vanen er på vej ud igen.
  • Dine mål er formuleret for upræcist, og du har ikke lavet en konkret plan og en strategi for hvordan du kommer godt igang.

Disse ting og meget mere kigger vi nærmere på i den næste tid.

Dette indlæg vil jeg bruge som inspiration til at se nærmere på det første gode råd i forhold til vaner.

Offentliggør din nye vane
Kender du det, at når du har sagt noget højt, så er det lige som om det først er dér, at det bliver virkeligt?
Vi har typisk så meget indre dialog kørende hele tiden, så vore tanker drukner i hinanden og forsvinder, hvis ikke vi siger dem højt.

Derudover er det for mange af os en motivator, at andre mennesker har hørt vores mål. Når de andre ved, at vi forfølger et konkret mål, så kunne det jo tænkes, at de spørger til det næste gang vi ser dem.

Som eksempel kan jeg nævne at jeg i Nyhedsbrevet Alt Om ADHD allerede i slutningen af december offentliggjorde at jeg ville begynde at skrive om nye vaner og målsætning i januar. Det har været en god motivator til at komme i gang. Jeg har jo lovet mine mest loyale læsere det!

Sig det højt nu!
Hvad er dit mål, dine ambitioner, og hvordan du har tænkt dig at gøre det.

Hvis du ikke har nogen lige omkring dig, som du har lyst til at fortælle om dit mål, så skrive det nedenfor i kommentarerne, eller skriv det ind som en kommentar på Facebook.

Mere om mål snarest.

Mvh. Anders.

PS: Hvis du vil modtage Nyhedsbrevet Alt Om ADHD, så klik hér og følg vejledningen.

Hjerne med tandhjul

Hjernetræning – del 5: Neurofeedback med egen computer

Dette er fjerde indlæg i en serie om hjernen og de muligheder vi hver især har for at forandre på vores hjerne og dermed vores mønstre og tankebaner. Læs første indlæg om hjernetræning her.

I sidste artikel om hjernetræning konstaterede jeg at det koster boksen at gennemgå et forløb med neurofeedback hos en professionel. Det kan meget vel være at de penge er givet godt ud, og jeg ved også godt at mange af jer derude ikke har penge i den størrelsesorden – selv om det gælder jeres barn eller jer selv.

Derfor kigger vi nu på en markant billigere løsning, der hedder biofeedback. Biofeedback er det tætteste på neurofeedback, som man kommer for rimelige penge.

Hvis du selv køber et biofeedback apparat, så bliver det muligt for dig og din familie at arbejde med biofeedback lige præcis, når det passer jer. Der er ingen omkostninger forbundet med det, når først I har købt sættet.

Hvad kan sådan et værktøj?
Et biofeedback system til jeres egen computer er ganske simpelt. Det består af et program og en øre-clips, der passer i en USB port. Programmet installeres og clippen sættes på øret. Så kan programmet måle forskellige data som hjerterytme, sved på huden, osv., som omsættes til en mål for din indre følelsesmæssige tilstand. Disse målinger omsættes derefter til nogle værdier, som I kan se direkte på skærmen i form af tre farver. Grøn for de mest hensigtsmæssige tilstande, blå for de nogenlunde tilstande og rød for de mindst hensigtsmæssige tilstande.
Målingen kan også omsættes til brug i forskellige spil, hvor du klarer dig godt afhængigt af, hvor mange af dine indre tilstande, der er “grønne”. Det giver motivation til at tænke så “grønt” som muligt, og derfor træning i at bruge og vedligeholde tanker, der producerer “grønne” tilstande.

Hvad er det gode ved at købe selv
Når du træner derhjemme er der ingen begrænsninger på, hvor ofte og hvor meget du kan træne. Og derudover er der nogle meget konkrete gevinster ved at træne med biofeedback i hjemmet.

  • Det er tryggere – der er ingen fremmede mennesker i hvide kitler og ingen gummihætte der skal over hovedet med elektroder på
  • Det giver anledning til at tale om følelserne på en anden måde
  • Det giver familien et fælles sprog om følelserne: “Far er helt oppe i det røde”, “Jeg er i rød, og vil gerne være i fred”, “Hvilken farve er du nu?”
  • Det giver mulighed for et yderligere refleksionsniveau både for børn, unge og voksne

Hvad er gevinsten?
Når vi træner at ændre tanker fra at være den slags tanker, der giver rødt udslag i programmet til at være den slags tanker, der giver grønt udslag i programmet, så er det konkret træning i at lave det skifte fra rød til grøn. Og det at kunne det er værdifuldt i enhver situation. Hjernen kan med fordel lære det i en situation, hvor du eller dit barn har det godt og sjovt.
Min erfaring med børn er, at hvis de finder en metode, der virker for dem, så vil de rigtigt gerne klare sig bedre, styre sig mere, være mere rolige. De vil rigtigt gerne have den slags værktøjer, og når de opdager at det virker når de har det rimeligt godt, så skal der ikke så meget til, før de opdager at de får en kæmpe fordel ud af at bruge værktøjerne.

Forestil dig at dit barn kommer hjem fra en dårlig dag i skolen, følelserne er oppe i rødt, og der kunne let komme en konflikt ud af det. Måske kender du den situation?
Forestil dig nu at dit barn kan håndtere situationen således: “Mor, jeg er helt oppe i det røde, så du må ikke tale til mig. Jeg skal lige sidde lige med roligshedsspillet, før jeg er klar igen.”

Ja, måske en utopi, men et interessant scenarie for mange familier.

Når barnet – eller du selv – får en måde at håndtere følelserne og bringe dem til ro, så nedbringer det mængden af stress i familien.

Hvor får jeg fat i sådan en?
For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af Stig Brandt, der selv har diagnosen ADHD og en søn med diagnosen ADHD. Stig og jeg mødtes for at han kunne fortælle mig sin egen historie om ADHD, stress og en måde at få mere styr på tankerne.

Stig er en behagelig og ligefrem mand, der ikke lagde fingrene imellem, da han kom forbi Huset 111C og fortalte om sit arbejde med at udbrede biofeedback apparater til håndtering af de mange tanker og følelser, der ofte er tilstede og virker svære at håndtere, når man har fået diagnosen ADHD.

OPDATERING: Siden denne artikel blev skrevet er der sket meget med teknologien, og der er nogle helt andre muligheder end tidligere. Jeg vil fortsat anbefale HeartMath, men prisen er gået betragteligt ned. Hvis det stadig er for mange penge, så har jeg også et forslag til en billigere udgave.

Hér er det “traditionelle” HeartMath system.
Hér er HeartMath app’en til iPhone – den tror jeg at jeg vil have.
Hér er StressChecker alternativet til HeartMath.

IPhone app’en ser sådan her ud. Tror at jeg vil have den selv…

God fornøjelse

Mvh. Anders.

Læs hele serien af indlæg:
Hjernetræning – del 1: Kan min hjerne forandre sig?
Hjernetræning – del 2: Når frontallappen trænger til træning
Hjernetræning – del 3: Træning af hjernen med NLP
Hjernetræning – del 4: Hjernetræning med neurofeedback
Hjernetræning – del 5: Neurofeedback med egen computer

Image Credits: DigitalBob8