Indlæg

Genetiske koder

ADHD – er det arv eller miljø?

For nylig skrev jeg om, hvorvidt man skal gå til psykiater og få diagnosen ADHD eller ej. Både det at skrive indlægget og de kommentarer der kom på indlægget, fik mig til at tænke over nogle ting.

Der er bred enighed om, at for at kunne få diagnosen ADHD, så er man nødt til at have problemer. Og det skal være mere end bare almindelige problemer. Man skal have haft dem længe, og de skal påvirke ens dagligdag kraftigt.

Det kan alle, der har mennesker med diagnosen tæt på livet, let blive enige om.

Når det er etableret, så er der flere måder at se på diagnosen. Man kan se på den som et udtryk for at man har en neurobiologisk dysfunktion, der er medfødt, og hvor det eneste der kan gøres er at tage piller for at ad medicinsk vej at rette op på fejlen. Man kan også se på den som et udtryk for en ramme at tale om tingene ud fra, når et menneske har rigtigt mange problemer i livet – problemer af en særlig slags der i særlig grad handler om fokus, opmærksomhed, aktivitetsniveau, etc.

Basalt set kan tankerne koges ned til: Skyldes de problemer man har, når man får diagnosen ADHD, primært arv eller primært miljø?

Det er et spørgsmål, der i ADHD kredse skaber enorm debat, hvor der er to yderpositioner i diskussionen: Dem der mener at ADHD er en dysfunktion i hjernen der er medfødt, – og dem der mener at det er miljømæssige faktorer som kemi i mad og miljø, traumaer i barndomsårene, påvirkninger fra medier som film og computerspil, – og kombinationen af meget følsomme/sårbare børn og deres opdragelse.

Disse to yderpositioner er ligger i modsatte ender af et spektrum, hvor mange befinder sig et sted midt imellem, og mener at der både er noget arv og noget miljø involveret i at mennesker kommer ud i så mange problemer, at de kan få diagnosen ADHD.

Dansk psykiatri er for langt overvejende at finde i den ende af spektret, der handler om arv. Dette kan blandt andet læses ud af den danske referenceprogram, der er lavet af Børne- og Ungdomspsykiatrien i Danmark med indspark fra bl.a. ADHD foreningen.

ADHD foreningen i Danmark har været en meget udtalt støtte i den ende af spektret, og jeg oplever en opblødning af denne holdning over de seneste år, hvor kræfter foreningen har lagt en mere blød linie, startende på ADHD konferencen i 2008, hvor flere forskellige psykologiske tiltag og ADHD Coaching var på programmet.

I referenceprogrammet fremstilles ADHD som en genetisk betinget lidelse og det anbefales, at medicin er det første et børn med diagnosen ADHD skal behandles med.

Information bragte i fredags en kronik med titlen “Gener og piller er ikke svar på gåden om ADHD” af psykolog Michael Kaster. Michael Kaster er specialist i klinik psykologi og børnesagkyndig ved Statsforvaltningen.

I kronikken tager Kaster et opgør med den fremstilling af ADHD, der er gennemgående for det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn med diagnosen ADHD. Kaster henviser bl.a. til senere forskning end den, der er anvendt i referenceprogrammet, og gør rede for hvordan de oprindelige argumenter for at kalde ADHD genetisk baseret er faldet fra hinanden i den senere forskning omkring ADHD. Den forsker, der oprindeligt dokumenterede en genetisk årsag har simpelthen siden valgt at konkludere at han ikke kan finde en genetisk årsag alligevel.

Kaster skriver selv i kommentarerne til sin artikel:

“Børn med ADHD symptomer har det psykisk svært. Symptomerne er i sig selv ikke problemet, på samme måde som en tilbagevendende hovedpine i sig selv ikke er problemet. En tilbagevendende hovedpine vidner om, at der er noget galt et andet sted – i kroppen eller i psyken.

Når et barn er uroligt eller ukoncentreret skal man arbejde på at forstå, hvorfor det er uroligt, og her åbner sig ofte en vifte af årsager, fordi urolighed og manglende koncentration er nogle meget uspecifikke symptomer – på samme måde som en hovedpine er det. Erfaringsmæssigt har jeg fundet, at der altid er tale om angst, i nogen grad tristhed, og altid en eller anden grad af forstyrrelse i de nære relationer. Pointen er altså her, at man bliver NØDT til at interessere sig for baggrunden for symtomerne, for at barnet kan blive hjulpet. Mange (men heldigvis ikke alle) forældre, skoler og institutioner er så optagede af, at symptomerne skal gå væk, fordi de er forstyrrende, og så er det den nemmeste løsning at medicinere barnet. Men det svarer groft sagt til at putte en sok i munden på et skrigende spædbarn – der bliver måske nok ro, men det er næppe en løsning, som barnet får det bedre af.

Konkret skal medicinen erstattes af – og for nogle børn indledningsvis suppleres af:

– kyndig specialpædagogik og/eller
– børneterapi og/eller
– forældrearbejde

Alle tiltag, der foretages, som alternativ til medicinering, skal bygge på en forståelse af, at ADHD symptomerne ikke er tomme. Bag symptomerne er der et barn, der har det psykisk dårligt.”

Interessant!

Hvor står du henne i din forståelse af ADHD?

Mvh. Anders.

Image Credits: Leon Brocard

Læs mere om ADHD Power Mind