Indlæg

Taknemmelighed giver overskud – sådan gør du

Foto af NateOne

Indenfor den positive psykologi har man dokumenteret, hvad mange mennesker har vidst altid:

Når man er taknemmelig i det daglige, så er man gladere, har større fokus på de gode ting i livet, ser lysere på tingene, og har en højere livskvalitet.

Denne artikel handler om, hvordan du kan få disse ting ind i dit liv og ind i din families liv.

Kender du de dersens mennesker, der går rundt og stråler og for hvem livet synes at være let, lyst og lykkeligt?

Ja, dem. Dem som man næsten må rynke på næsen over, hvor godt de har det!

Lad os se realistisk på dem først. De har også perioder i deres liv, hvor de har det skidt og hvor tingene går af helvede til. Det er bare ikke på de tidspunkter, at du lægger mærke til dem. Dertil kommer at de har måttet gøre noget aktivt for at være så glade. Man kan ikke vokse op i dagens Danmark og bare være lykkelig. Der skal noget mere til.

Psykologerne har nu fundet ud af, at en af ingredienserne i et lykkeligt liv er taknemmelighed.

Folk der er lykkelige dyrker taknemmelighed som andre dyrker planter eller skaber glæde. De gør det aktivt i det daglige, og det gør det – bevidst eller ubevidst – hver dag.

Og man kan lære det, så man ikke bare bliver god til det. Man kan lære det så godt, at det bliver en helt naturlig del af livet, – og at lykke derfor får en mere fremtrædende rolle i livet.

Taknemmelighed på formel
I den positive psykologi anbefales det at denne øvelse laves i minimum tre måneder. Målet med det er naturligvis at den når at blive så integreret i din daglige rutine, at det bliver naturligt at fortsætte praksissen. Jeg kan varmt anbefale at følge rådet, og så om tre måneder evaluere, hvordan du gerne vil fortsætte med at være taknemmelig.

For voksne
Hvis du er alene om dette projekt, så er opskriften simpel.
1: Sæt dig ned hver dag – gerne sidst på dagen, når der er lidt ro på, når børnene er puttede, mens du ligger i sengen, eller lignende…
2: Skriv tre ting ned, som er sket i løbet af dagen, – og som du er taknemmelige for.

Du kan skrive det i en særlig bog eller hæfte, du kan skrive det i en særlig fil på din computer, eller du kan skrible det ned på små lapper papir, som du samler i et plastikchartek. Det væsentligste er at du får skrevet hver eneste dag. Det næstvæsentligste er at samle alle disse taknemmelighedsudsagn på et sted.
Mange vælger at købe en særlig bog til projektet. Det er fuldstændigt ligemeget om det er en kinabog til 7,95 i Netto eller om det er en dagbog til 289,- fra Ordning & Reda. Det skal bare være et sted, hvor du er ok med at skrive dine udsagn ned.

Hvad skriver jeg så?
Det er helt op til dig, hvad og hvordan du vil skrive det. Det hjælper mange at være specifik omkring det gode i deres liv. Andre vil gerne bare lave en liste over de tre gode ting. Find din egen stil. Du må gerne ændre på det undervejs.

Hér er et par måder at se på min dag i går.

“I dag er jeg glad for at det gik godt på arbejde, fordi jeg holdt mig til min huskeliste hen frem til frokost. Det var skønt, og jeg håber at kunne gøre det samme i morgen. Jeg er også glad for at jeg tog mig sammen til at lave lækker mad, selv om batterierne var lidt flade. Det gav energi til resten af aftenen. Og så er jeg stolt af, at jeg huskede at slukke min computer kl. 21, så jeg havde tid til at klare hovedet med lidt yoga inden jeg skal i seng om 10 min.”
“1: Godt fokus fra morgenstunden.
2: Sund og nærende aftensmad
3: Lave yoga”

Med din partner
Min kone og jeg gør ofte det, at når vi siger godnat til hinanden, så mindes vi lige nogle af de gode ting, der er sket i løbet af dagen. Det bliver bare lige til en enkelt sætning eller to, hvor vi minder hinanden om det gode i vores liv. Det er sådan en rar proces til at slappe af i tankerne inden vi falder i søvn.

Hvordan kunne du tænke dig at bruge din partner til at holde fokus på det positive i dagligdagen?

Med hele familien
En af kursisterne på Forældrekursus ADHD fortalte at de i deres familie bruger metoden bevidst med hele familien. De aftalte simpelthen, at når de sidder ved bordet om aftenen, så fortæller hver person ved bordet tre ting, som de er glade for, at der er sket den givne dag.
Det er en skøn praksis, der hjælper jeres børn til også at købe ind på at få fokus på de dejlige ting i dagligdagen.
Nogle dage – i starten – kan det måske være lidt svært for alle at finde tre gode ting, og så hjælper det at inspirere hinanden en smule – eller bare at vælge noget jordnært som at det er god mad og at man er glad for at være samlet omkring bordet hele familien.

Over tid
Uanset, hvor svær eller let denne praksis er for dig i starten, så kan jeg love dig en ting. Din hjerne bliver bedre og bedre til det, og når du har gjort det i noget tid, så bliver det lige så normalt for dig som at spise med kniv og gaffel.

Det bliver med tiden en rygradsrefleks at fokusere på det positive.

Husk det negative
Vi har alle sammen behov for at tale om det negative også, så husk at du skal ikke tvinge dig selv eller din familie til at være taknemmelige HELE TIDEN! Det væsentlige er at I holder fokus på det positive en gang om dagen – gerne på et bestemt tidspunkt, så alle er med på øvelsen.
Og når nogen har svært ved at finde noget positivt, kan det nogle gange være en åbning til at tale om det svære i livet. Når det er kommet ud, så kan man tage sig af det positive.

Start med det samme
Nu kan du måske tænke at du liiige vil ud og købe en god bog til det her, så du kan gøre det ordentligt. Hvis du vil udskyde det, så kan du med fordel sætte det i kalenderen, så du husker det på et andet tidspunkt. Har du en kalender, hvor du kan sætte det ind som et fast punkt hver dag de næste tre måneder, så gør det, så du er sikker på at huske det hver dag.

Og se dig omkring. Måske har du allerede et hæfte, en gammel dagbog, eller andet, hvor du bare kan gå igang.

Hvis du har det, så gå igang med det samme – og stil dig selv spørgsmålet:

Hvad er der sket i dag, som jeg er taknemmelig for – eller måske bare glad for?

Hvad dukker der frem?

Mvh. Anders.

Se på de stærke sider og lad dem blomstre

Foto af Armando MaynezI det daglige er det nemt at komme til at fokusere på det negative, det du selv gør forkert eller ikke lykkes med, den uhensigtsmæssige adfærd dit barn har, rodet i hjemmet, vredesudbruddene, og alle de andre ting, der nogle gange gør dagligdagen svær.

Vores hjerner er skruet sådan sammen at de fokuserer på det negative i et eller andet forsøg på at hjælpe os til at ændre på tingene, så de kan blive positive for os. Det virker bare ikke. Og slet ikke når fokus på det negative bliver overdrevent eller vi ikke formår at ændre på de ting vi oplever som negative.

Hvad kan man så gøre?

Du rummer en masse kvaliteter. Du har en masse kompetencer. Dit barn har nogle styrker. Din partner kan noget som ingen andre kan.

Og de ting drukner desværre tit, når vi fokuserer på alt det der ikke virker som vi gerne vil have det til det, og når vi fokuserer på de ting, der ikke lykkedes.

Vi glemmer at fejre de ting, der virker, for de bliver jo noget vi bare kan forvente.

Eller vi lægger slet ikke mærke til dem, fordi de er nogle andre end vi havde ønsket os eller regnet med, da vi fandt vores partner eller drømte om vores barn.

Denne video handler om en hundetræner, der er igang med at træne en dejlig hund til at være fører- og hjælpehund, og på et tidspunkt må erkende at hun bliver nødt til at give slip på sine forventninger om at hunden når hendes mål. Idet hun giver slip på sine forventninger, kan hun se hundens virkelige kompetencer og hjælper den til at udfolde dem 100%.

Meget inspirerende.

Du kan gøre denne lille øvelse:
Luk øjnene og se på dig selv. Giv slip på alle dine ønsker til hvordan du gerne ville være. Bare se på dine stærke sider.
Hvad er det så for nogle styrker du har?
Hvad er det du kan, som du kan bruge til at dyrke glæden og det positive i dit liv?

Gør det samme med dit barn eller på din partner; Giv bare for et øjeblik slip på alle dine ønsker til, hvordan du gerne ville have dem til at være.
Når du så bare glæder dig over deres evner og styrker og positive sider – hvad er det så du ser?

Hvordan kan du hjælpe dig selv og dem til at dyrke det frem, så det bliver dér I har fokus?

God fornøjelse.

Mvh. Anders.