Indlæg

Hjerne med tandhjul

Hjernetræning – del 5: Neurofeedback med egen computer

Dette er fjerde indlæg i en serie om hjernen og de muligheder vi hver især har for at forandre på vores hjerne og dermed vores mønstre og tankebaner. Læs første indlæg om hjernetræning her.

I sidste artikel om hjernetræning konstaterede jeg at det koster boksen at gennemgå et forløb med neurofeedback hos en professionel. Det kan meget vel være at de penge er givet godt ud, og jeg ved også godt at mange af jer derude ikke har penge i den størrelsesorden – selv om det gælder jeres barn eller jer selv.

Derfor kigger vi nu på en markant billigere løsning, der hedder biofeedback. Biofeedback er det tætteste på neurofeedback, som man kommer for rimelige penge.

Hvis du selv køber et biofeedback apparat, så bliver det muligt for dig og din familie at arbejde med biofeedback lige præcis, når det passer jer. Der er ingen omkostninger forbundet med det, når først I har købt sættet.

Hvad kan sådan et værktøj?
Et biofeedback system til jeres egen computer er ganske simpelt. Det består af et program og en øre-clips, der passer i en USB port. Programmet installeres og clippen sættes på øret. Så kan programmet måle forskellige data som hjerterytme, sved på huden, osv., som omsættes til en mål for din indre følelsesmæssige tilstand. Disse målinger omsættes derefter til nogle værdier, som I kan se direkte på skærmen i form af tre farver. Grøn for de mest hensigtsmæssige tilstande, blå for de nogenlunde tilstande og rød for de mindst hensigtsmæssige tilstande.
Målingen kan også omsættes til brug i forskellige spil, hvor du klarer dig godt afhængigt af, hvor mange af dine indre tilstande, der er “grønne”. Det giver motivation til at tænke så “grønt” som muligt, og derfor træning i at bruge og vedligeholde tanker, der producerer “grønne” tilstande.

Hvad er det gode ved at købe selv
Når du træner derhjemme er der ingen begrænsninger på, hvor ofte og hvor meget du kan træne. Og derudover er der nogle meget konkrete gevinster ved at træne med biofeedback i hjemmet.

  • Det er tryggere – der er ingen fremmede mennesker i hvide kitler og ingen gummihætte der skal over hovedet med elektroder på
  • Det giver anledning til at tale om følelserne på en anden måde
  • Det giver familien et fælles sprog om følelserne: “Far er helt oppe i det røde”, “Jeg er i rød, og vil gerne være i fred”, “Hvilken farve er du nu?”
  • Det giver mulighed for et yderligere refleksionsniveau både for børn, unge og voksne

Hvad er gevinsten?
Når vi træner at ændre tanker fra at være den slags tanker, der giver rødt udslag i programmet til at være den slags tanker, der giver grønt udslag i programmet, så er det konkret træning i at lave det skifte fra rød til grøn. Og det at kunne det er værdifuldt i enhver situation. Hjernen kan med fordel lære det i en situation, hvor du eller dit barn har det godt og sjovt.
Min erfaring med børn er, at hvis de finder en metode, der virker for dem, så vil de rigtigt gerne klare sig bedre, styre sig mere, være mere rolige. De vil rigtigt gerne have den slags værktøjer, og når de opdager at det virker når de har det rimeligt godt, så skal der ikke så meget til, før de opdager at de får en kæmpe fordel ud af at bruge værktøjerne.

Forestil dig at dit barn kommer hjem fra en dårlig dag i skolen, følelserne er oppe i rødt, og der kunne let komme en konflikt ud af det. Måske kender du den situation?
Forestil dig nu at dit barn kan håndtere situationen således: “Mor, jeg er helt oppe i det røde, så du må ikke tale til mig. Jeg skal lige sidde lige med roligshedsspillet, før jeg er klar igen.”

Ja, måske en utopi, men et interessant scenarie for mange familier.

Når barnet – eller du selv – får en måde at håndtere følelserne og bringe dem til ro, så nedbringer det mængden af stress i familien.

Hvor får jeg fat i sådan en?
For et halvt års tid siden blev jeg kontaktet af Stig Brandt, der selv har diagnosen ADHD og en søn med diagnosen ADHD. Stig og jeg mødtes for at han kunne fortælle mig sin egen historie om ADHD, stress og en måde at få mere styr på tankerne.

Stig er en behagelig og ligefrem mand, der ikke lagde fingrene imellem, da han kom forbi Huset 111C og fortalte om sit arbejde med at udbrede biofeedback apparater til håndtering af de mange tanker og følelser, der ofte er tilstede og virker svære at håndtere, når man har fået diagnosen ADHD.

OPDATERING: Siden denne artikel blev skrevet er der sket meget med teknologien, og der er nogle helt andre muligheder end tidligere. Jeg vil fortsat anbefale HeartMath, men prisen er gået betragteligt ned. Hvis det stadig er for mange penge, så har jeg også et forslag til en billigere udgave.

Hér er det “traditionelle” HeartMath system.
Hér er HeartMath app’en til iPhone – den tror jeg at jeg vil have.
Hér er StressChecker alternativet til HeartMath.

IPhone app’en ser sådan her ud. Tror at jeg vil have den selv…

God fornøjelse

Mvh. Anders.

Læs hele serien af indlæg:
Hjernetræning – del 1: Kan min hjerne forandre sig?
Hjernetræning – del 2: Når frontallappen trænger til træning
Hjernetræning – del 3: Træning af hjernen med NLP
Hjernetræning – del 4: Hjernetræning med neurofeedback
Hjernetræning – del 5: Neurofeedback med egen computer

Image Credits: DigitalBob8

Hjernetræning – del 4: Hjernetræning med neurofeedback

Dette er fjerde indlæg i en serie om hjernen og de muligheder vi hver især har for at forandre på vores hjerne og dermed vores mønstre og tankebaner. Læs første indlæg om hjernetræning her.

Foto fra Cerebral Systems LaboratoryKender du spillet bordhockey?
Bordet er en meter gange halvanden meter langt, overfladen er helt glat og der er kanter på i siderne. For enderne er der et net. På pladen har man en puck ligesom i ishockey. De to spillere står i hver sin ende af pladen og beskytter sig mod at pucken ryger ind i deres eget net, mens de forsøger at få den ind i modstanderens net. I hånden har de en håndtag på størrelse med pucken, som de flytter rundt på pladen og forsøger at ramme den hurtige puck. Og så gælder det om at vinde. Simpelt spil – lidt som de tidlige computerspil.

Hvorfor snakker jeg om bordhockey?

For en række år siden, da jeg arbejdede med design og innovation, hørte jeg om nogle skøre svenskere, der havde udviklet et spil bordhockey, hvor man ikke påvirkede pucken med sit håndtag, men med hjernebølger. Deres bordhockey fungerede sådan, at jo mere man slappede af inde i hovedet, jo større kraft blev pucken skubbet ned mod modstanderens net med. Det vil sige, at hvis du er godt oppe og ringe, så skal din modstander bare slappe en lille smule af, for at pucken bliver skudt ind i dit net.

Det betyder også, at spillet var helt overdrevent god træning i at slappe af, fordi det blev en kamp om hvem der kunne slappe mest af.

Et par år senere prøvede jeg en videreudvikling af spillet, hvor det var lavet om til et rent computerspil med et kapløb mellem to små figurer. Blot med en dims på fingeren til at afkode små signaler i huden, kunne spillet med lethed afgøre min indre tilstand. Når jeg var i ro, så løb min figur derudaf. Når min lille figur var lige ved at komme godt op i omdrejninger, blev jeg begejstret og troede at nu var sejren hjemme – og – figuren stoppede helt op. Jeg vandt kapløbet til sidst ved at styre mine tanker væk fra sejren og slappe helt af inde i hovedet. Det var helt fantastisk at kunne styre noget udelukkende med tankerne!

Hvad har det med ADHD at gøre?
Det har alt med ADHD at gøre. Når du eller dit barn har svært ved at fokusere, når tankerne kører rundt, når det er svært at sidde stille, – så er det i et eller andet omfang et udtryk for at du endnu ikke har lært at styre dine tanker. Det opleves som om tankerne styrer dig.
At opdage, at det er muligt at få styr på tankerne kan derfor i sig selv gøre en kæmpe forskel for rigtigt mange mennesker.

I mit arbejde som ADHD Coach oplever jeg at mennesker med diagnosen ADHD, der gennem hele livet – uanset om det har varet 12 eller 42 år – ikke har kunnet styre deres tanker. Gennem arbejdet med hjernetræning med NLP opdager de, at deres tanker, er deres egne, og dermed deres at håndtere og styre. Den opdagelse kan man gøre sig let og hurtigt, når man bliver guidet igennem af en erfaren coach. Det er den bevidste måde at opnå kontrol.

Den anden måde at opnå kontrol over tankerne er den ubevidste. Hjernen kan nemlig godt. Den skal bare trænes.

Træning, træning, træning
Nu sidder du måske og tænker: “Træning af hjernen er umuligt, når jeg har svært ved at fokusere på noget som helst i mere end et par minutter.” Eller tænker det om dit barn. Det er også rigtigt.
Træning får man typisk kun, hvis det er sjovt, let eller ønskværdigt på en eller anden måde.
De fleste mennesker, som jeg har igennem coaching, kan finde noget, hvor de faktisk er gode til at holde fokus. Måske foran en computer, i legen med børnene, i madlavningen, på arbejdet, med en god bog i hånden, i biografen, eller andet. Der er altid et eller andet. Hjernen kender det godt.
Derfra handler det om træning – og om at gøre træning sjovt, let og attraktivt.

Sjov, let og attraktiv hjernetræning med neurofeedback
Dem, der laver hjernetræning med neurofeedback har regnet ud, at man gider kun bruge en formue på at sidde med en grim hætte på og elektroder i hovedet, hvis det er sjovt og vigtigt nok. Og det er jo faktisk sjovt at lege – selv for voksne. ;)
Derfor er al neurofeedback bygget op omkring små øvelser, der er lette i starten og som bliver sværere og sværere. Akkurat ligesom et computerspil, – og det er det selvfølgelig også.
Det at gøre det attraktivt og vigtigt nok må du selv finde ud af. Det kan være attraktivt for dig, fordi du kan få mere styr på dine tanker, din hverdag, dine børn, dit forhold. Det kan være attraktivt for dit barn, fordi det kan få ro på i skolen, have det sjovere med kammeraterne, overhovedet få nogen kammerater, klare sig bedre i sport og leg.

Professionelle klinikker
Der findes en række professionelle klinikker i Danmark, der tilbyder hjernetræning med neurofeedback. Der får du en hætte på med elektroder, der måler en masse hjernebølger og bruger dem til at afkode, hvordan du har det. Når du så er “koblet ind” til maskinen, så bliver du instrueret i at spille spillet eller lege legen. Du sidder så og træner et stykke tid. Den proces gentages en række gange, og undervejs bliver du bedre og bedre. Det bliver mindre vigtigt at have det sjovt, for du har opdaget at det faktisk har en effekt på en masse situationer i dagligdagen.
Du kan hér læse en glimrende artikel om hjernetræning i Folkeskolen

Jeg har fundet en række professionelle klinikker, som du kan kigge nærmere på:
Brain Balance, Vejle
Hjernetræning, Roskilde

Jeg har ikke været i kontakt med disse klinikker, så jeg kender dem ikke. jeg ved heller ikke, om der er andre muligheder rundt omkring i landet. Skriv gerne i kommentarerne nedenfor, hvis du har kendskab til andre gode steder.

Det koster kassen!
Hjernetræning på professionelle klinikker koster boksen. Den pris, jeg har hørt flest gange er 30.000,- for behandlingerne. Det er altså en kæmpe udskrivning at gå igang med den slags.
Og set i det store perspektiv. Hvad er ro i dit barns hoved værd? Hvad ville det være værd for dig over 10 år, hvis du kunne få styr på dine tanker?
Jeg forstår udmærket godt, hvis du sidder og ryster på hovedet. Det virker som mange penge for noget, der virker som en utopi. Ro i hovedet…
I artiklen i Folkeskolen fortæller en forælder: “»Vi spændte livremmen ind«, fortæller Emils mor. »Nogle mennesker bruger 300.000 kroner på en ny bil. Vi blev enige om, at vi godt kunne bruge 30.000 kroner på, at Emil kunne få et godt børneliv. Det var en investering i velfærd – gennem hele hans opvækst«.”

Hvis du synes at det er uhyrligt – eller hvis du slet og ret ikke kan finde pengene, så vil jeg i næste indlæg i serien om hjernetræning skrive om et meget billigere alternativ, hvor du kan træne med jeres egen computer derhjemme.

Indtil da, kan du se læse lidt om DR’s Ha det godt udsendelse, hvor der var fokus på hjernetræning. Udsendelsen fokuserer på stress, men budskabet er det samme.
UPDATE: Hér kan du også se udsendelsen!

God fornøjelse

Anders.

Læs hele serien af indlæg:
Hjernetræning – del 1: Kan min hjerne forandre sig?
Hjernetræning – del 2: Når frontallappen trænger til træning
Hjernetræning – del 3: Træning af hjernen med NLP
Hjernetræning – del 4: Hjernetræning med neurofeedback
Hjernetræning – del 5: Neurofeedback med egen computer
Hjernetræning – del 6: Hvordan giver jeg min hjerne de bedste muligheder for udvikling?