Indlæg

Sådan får du struktur og overblik over dit projekt

Foto af Jason CarterI mit arbejde som ADHD Coach, arbejder jeg en del med elever og studerende med diagnosen ADHD. Mange af dem har svært ved at strukturere og overskue et projekt eller en opgave, og når de lærer denne simple struktur for opbygning af et projektforløb, så kan de ofte fremover gøre det selv.

Med denne artikel vil jeg dele min skudsikre model for, hvordan jeg strukturerer alt fra bøger og foredrag til kurser. Den kan bruges af unge og voksne, der har brug for det. Og den kan bruges af forældre sammen med deres børn, når der skal laves lektier i skolen.

Hvorfor vi går galt med opgaverne
Når man har svært ved at overskue en opgave, så kan der være en tendens til man bare går igang. Der er en masse tanker inde i hovedet, og de skal ud. Når de bare skal ud, og man sidder foran en computer, så vil der være en tendens til at man bare begynder at skrive sætninger og forsøge at få det hele til at hænge sammen.

Resultatet kender vi. Rod. Opgaven bliver ulæselig og man mister selv overblikket og lysten til at skrive videre, fordi det er umuligt at huske eller finde den røde tråd i opgaven.

Opskriften der løser problemet
Nu hvor vi kender problemet, kan det være lettere at forstå hvorfor løsningen giver det store overblik og gør det simpelt at lave opgaven.

1. Få ro på dig selv før du starter med opgaven. Det første man med fordel kan erkende, der er ikke er overblik fra start. Det er netop det opgaveløsningen skal give. Hvis det hele roder, så er alt som det skal være. Træk vejret.

2. Tøm hovedet. Alle de tanker du har gjort dig om opgaven skal ud af hovedet, og det skal være et andet sted end på computeren. Computeren inspirerer til en lineær proces og denne del af processen er kaotisk og rodet. Det skal den være. Brug gule post-it notes og sæt dem op på en væg, eller skriv små sedler og læg dem ud på et i øvrigt tomt bord eller på gulvet. Målet er at tømme hovedet og få tankerne ud på en måde, hvor de er fleksible og kan flyttes rundt mellem hinanden. Man kan også lave et mindmap enten digitalt eller i hånden. Brug anledningen til at få flere nye ideer til opgaven. Når du gør dette med børn, så lad dem få ideerne mens du skriver post-its. Det kan blive en hel lille fest, hvis du oven i købet har flere forskellige farver post-its.

3. Organiser tankerne. Når du nu har tømt hovedet begynder du at organisere tankerne og ideerne. Flyt fysisk rundt på post-it sedlerne, så de hænger sammen i grupper eller temaer. Hvad skal være en del af indledningen og hvad skal være en del af argumentet? Det er hér du finder den røde tråd i din opgave. Hvis den fortsat mangler, så er det på dette tidspunkt, at du skal bede om hjælp til at finde den – eller gå tilbage til punkt 2.

4. Sæt dig i læserens sted. Forestil dig at du er læseren. Hvis opgaven skal bedømmes af en censor, så forestil dig at du er en venligt stemt censor, der er på udkig efter nogle bestemte ting. Hvad er det du som censor gerne vil have at opgavens forfatter helt sikkert har fået med i opgaven, som beviser endegyldigt at forfatteren har løst opgaven korrekt? Svarer du på alle spørgsmålene og mangler du noget for at gøre det let for læseren at få den information? Hvis du opdager at der mangler noget indholdsmæssigt eller i strukturen, så gå tilbage til punkt 1 og 2 og ret det til nu.

5. Lav strukturen i dit hoveddokument før indholdet. I dit digitale dokument starter du med at sætte alle kapiteloverskrifter ind. Gør sådan at hvert kapitel starter på en ny side. Tilføj først derefter underoverskrifter på afsnit i kapitlerne. Nu har du hvert kapitel for sig, og du får måske allerede oplevelsen af, at du er kommet et godt stykke vej med opgaven. Hvis du har mange kapitler vil du også opleve at din opgave pludselig fylder meget.

6. Få overblikket tilbage. Når man går fra at have overblikket uden computeren, og så fører alle tingene ind i computeren, så kan man miste overblikket igen. Dertil har de fleste tekstbehandlingsprogrammer løsningen. I Word kan du bruge standardoverskrifter som “Overskrift 1” til kapitler og “Overskrift 2” til afsnit (find dem i topmenuen under /Format/Styles & Formatting/). Det gør alle overskrifter ens gennem hele dokumentet. Det betyder også at du forrest i din opgave kan indsætte en automatisk genereret indholdsfortegnelse (engelsk: Table of Contents, TOC), der selv finder alle kapitler og afsnit og organiserer dem i en struktureret form (find den i Insert/Reference/Index & Tables/). Det giver dig dit overblik tilbage på en enkelt side. Husk at når du ændrer i dokumentet skal du opdatere indholdfortegnelsen med et højreklik og opdater.

7. Skriv indholdet. Nu er du klar til indholdet. Strukturen er på plads. Alt det du havde i hovedet er allerede organiseret i dokumentet i oversigtsform, og alt hvad du mangler at gøre, er at udfylde hullerne – altså skrive en lille smule i hvert afsnit og binde det hele sammen. Nogle gør det lettest ved at starte forfra og tage hvert lille afsnit for sig. Andre skriver der hvor energien er og udfylder afsnit på må og få, som de oplever inspiration til det. Uanset hvordan du gør det, så hjælper den overordnede struktur dig til at se, hvor du fortsat mangler nogle detaljer.

God skrivelyst.

Mvh. Anders.

PS: Denne måde at gøre tingene på bruger jeg også, når det er et kursus/foredrag/bog. Så står jeg foran min whiteboard tavle med post-it notes før jeg gør noget som helst andet. Ofte har jeg en stol og en kop te med mig, så jeg kan tage mig god tid. Det er den vigtigste del af processen. Når jeg er færdig dér, så skal jeg jo bare “skrive det ind”.

Computerspil og ADHD

Foto af Mads BoedkerFlere forældre har spurgt om jeg har en holdning til computerspil og børn med diagnosen ADHD.

Det har jeg helt sikkert, for jeg oplever at computerspil er vigtige for børns udvikling – både i den gode retning og i den uhensigtsmæssige retning.

Mange forskellige computerspil indebærer et stort behov for at spilleren træner en række specifikke færdigheder op. I nogle spil er det finmotorik, hurtighed, præcision, og i andre spil er det strategisk tænkning, overblik, forståelse af hvad de andre spillere har gang i, hurtig tilgang til arbejdshukommelse, og så videre.

Det er supergodt, at børnene får adgang til at træne den slags igennem computerspillene. Det vigtige er så at finde en type spil, der kan stimulere barnet på en konstruktiv måde.

Mange forældre har en bekymring omkring computerspil. Min erfaring er at computerspil er et fantastisk læringsværktøj. Der trænes koncentration, nærvær, tanke-hånd koordination, sprog, stavning, arbejdshukommelse og meget mere.

Undgå voldsspillene

Jeg vil klart anbefale at spil, der tager udgangspunkt i vold og krig, kun gives til teenagere fra det 13. år og derefter. Det påvirker børns tænkning virkeligt meget når alt skal løses uden tanker på konsekvens og med voldelige metoder. For små børn giver det en masse strategier til konfliktløsning, som ingen er interesserede i.

Det er nu veldokumenteret i et meget stort såkaldt metastudie, hvor forskere har kigget 98 forskellige forskningsstudier igennem, – og må konkludere at voldelige spil gør børn aggressive både i tanke og adfærd, – og at de bliver dårligere til at udvise empati og til at hjælpe andre.

http://go.tv2.dk/2014-02-11-stort-studie-voldelige-computerspil-g%C3%B8r-b%C3%B8rn-aggressive

Teenagere kan i højere grad håndtere det konstruktivt og adskille spil og virkelighed.

Skån dine børn og familien for spil som: Modern Warfare, Tekken, Grand Theft Auto, Counter Strike, Battlefield, Call of Duty, Hitman, Assasins Creed, etc.

De har langtidsvirkende effekt på barnets forhold til resten af verden.

Anbefalede spil

Til de helt små kan jeg varmt anbefale spil som Oline, Pixeline og ABC Zoo, – og der er sikkert mange flere.

Skriv gerne i kommentarerne, hvis du kender andre spil til de helt små, som er lærerige og værdifulde for barnets udvikling.

Til de lidt større og til de helt store, kan jeg anbefale spil som:

  • Fifa Football Manager
  • Spore
  • Sims
  • Civilization
  • Harry Potter
  • World of Warcraft, hvor samarbejde spiller en vigtig rolle – og hvor engelsk opbygges hurtigt
  • Gran Turismo og andre racerbilspil på bane
  • LEGO
  • Minecraft
  • lignende spil

Det er alle spil, der har et element af læring i sig, og som børn synes er superfede at spille.

Find spillene hos CDON.dk

Hvilke spil kan du anbefale, hvor dit barn har fået en masse godt ud af det?

Mvh. Anders

Rediscover the Joy of Learning – bog af Don Blackerby

Don Blackerby har en ret fantastisk tilgang til diagnosen ADHD.

Blackerby har i mere end 25 år arbejdet med børn med udfordringer i skolen. Han beskriver at hovedparten af de børn, han møder enten ikke kan eller har store vanskeligheder ved at fastholde og styre deres indre billeder. Kvaliteten af vore indre billeder spiller en afgørende rolle i forhold til at kunne huske visuelt, og dermed i forhold til at kunne planlægge, strukturere, skabe overblik, stave, osv.

Rediscover the Joy of LearningDon Blackerby har skrevet bogen Rediscover the Joy of Learning, der har en hel sektion om hvordan man kan hjælpe børn med diagnosen ADHD til at opdage, hvordan de kan lære. Med sin erfaring har han konkluderet at ethvert barn gerne vil lære og gerne vil være dygtig. Det der afholder nogle børn fra at kunne udtrykke dette ønske, er at de har problemer med hvordan de skal gøre det. Blackerby mener derfor, at kan man bare hjælpe dem til at dette hvordan – altså den mentale teknik – så kan barnet finde sin egen motivation for at lære.

Blackerby giver simple og enkle øvelser og anvisninger til, hvordan man kan assistere børn til at træne sine visuelle evner op, få styr på de indre billeder og dermed få kontrol over tanker og hukommelse.

Derefter giver han anvisninger til, hvordan børn med diagnosen ADHD kan lære at læse, huske, lave matematik, til at finde yderligere motivation til at lære – og til at komme af med deres overskydende energi på en hensigtsmæssig måde.

Jeg kan varmt anbefale bogen til alle der er i nærheden af børn med diagnosen ADHD i det daglige – hvad enten det er privat eller professionelt.

Da jeg i sin tid fik min første klient med diagnosen ADHD, var det Don Blackerby, jeg vendte mig til. Gennem hans artikler og bog kunne jeg lynhurtigt komme til at arbejde i dybden og hjælpe klienten til at forandre helt grundlæggende aspekter af hans oplevelse af egne evner og kunnen.

Don tager udgangspunkt i at alt kan tillæres. Hjernen har bare endnu ikke lært de forskellige ting endnu.

Hér kan man købe bogen Rediscover the Joy of Learning.

Find flere bøger på siden Bøger om ADHD

God fornøjelse.

Mvh. Anders Rønnau
ADHD Coach