Indlæg

Sandheden om fiskeolie er at der ikke er en sandhed om fiskeolie…

Fiskeolie i kapsler - foto af D'Arcy NormanIndlægget Guide om fiskeolie til mennesker med diagnosen ADHD forleden affødte en masse reaktioner fra folk.

Tusind tak for alle kommentarerne på Facebook, på spørgsmålssiden, på mails til mig, o.a.

Det fremgår af kommentarerne, at I derude allerede er godt igang med at forsøge jer frem med billige fiskeolie-kapsler, Møllers Tran, Eskimo-3, Eye Q, og Pikasol. Jeg er imponeret over, at så mange har gode erfaringer med olien, og at I er klar til at dele ud af jeres erfaringer til andre med diagnosen ADHD.

Det fremgår også, at der er en vis skepsis iblandt nogle af jer omkring fiskeolie. På mail har jeg modtaget referencer til bladet Tænks undersøgelse af Helseolier. Jeg har ikke selv adgang til artiklen, men forstår at det fremgår at Eye Q ikke er bedre end andre fiskeolier, og at Pikasol faktisk skulle være bedst, når det kommer til koncentrationsevnen. Det kan meget vel passe, og jeg ville mægtigt gerne læse artiklen, så jeg selv kunne vurdere indholdet.

Jeg har også modtaget en mail med link til en artikel i Politiken, der fastslår at helseolier er det rene fup. Artiklen handler om, hvordan markedsføringen af olierne er uvidenskabelig og i nogle tilfælde direkte ulovlig. Det tror jeg gerne, for hvis der ikke ligger videnskabeligt belæg, så må man jo ikke markedsføre det som en sandhed. Og derfor kan det stadigvæk godt være at den enkelte kan opleve en bedring på de forskellige områder. Det er bare op til den enkelte at finde ud af det, ved at prøve det af.

Da jeg skrev indlægget forleden var jeg spændt på reaktionerne. Jeg ved at der er mange forskellige holdninger til fiskeolie blandt folk med diagnosen ADHD.

Alle kneb gælder
Min holdning i forbindelse med alt, hvad der handler om personlig udvikling – uanset om man har diagnosen ADHD eller ej – er at der gælder (næsten) alle midler for at få det bedre.

Noget virker for mange, og der er ikke noget der virker for alle. Derfor er det supervigtigt at du derude går på opdagelse, – og med dig selv prøver at finde ud af, hvad der virker for dig. Hvis du gør det, du altid har gjort, så får du det, du altid har fået. Hvis du til gengæld prøver noget nyt, åbner dig for at gå på opdagelse i dine egne muligheder for at få det bedre, – så sker der noget andet end der hidtil er sket.

Derfor skriver jeg denne weblog. For at give dig nogle indsigter i, hvad der har virket for mig, for mine klienter, og for andre mennesker med diagnosen ADHD. På den måde får du forhåbentligt inspiration til at prøve nye ting af – for på den måde at opdage, hvad der virker for dig.

Indlæggene på denne weblog er ikke sandheden. Jeg prøver at skrive indlæggene på en måde, hvor de blive invitationer og anbefalinger – ikke sandheder. Måske udtrykker jeg, at indholdet er min sandhed, og jeg vil aldrig antage at det nødvendigvis behøver at være det for dig.

Sandheder dækker aldrig alle. Derfor må vi hver især finde vore egne sandheder.

Derfor er min anbefaling omkring fiskeolie, at du går på opdagelse. Fiskeolie virker for nogle, og derfor er det oplagt at prøve det til alle med diagnosen ADHD. Sådan fungerer det i hvert fald i mit hoved. Hvis jeg selv havde diagnosen ADHD eller havde et barn med diagnosen ADHD, så ville to måneders forbrug af fiskeolie være en let investering i forsøget på at få det bedre eller give mit barn de bedste mulige vilkår i livet.

Prøv det af og drop det, hvis det ikke virker for dig. Hvis det virker, så virker det, og så er verden blevet et bedre sted at leve.

Tag mine råd med et gran salt. Når jeg anbefaler Eye Q, så gør jeg det ud fra min egen begrænsede forståelse af tingene. Eye Q virker for mig. Hvis du hellere har lyst til at prøve med Pikasol eller Møllers Tran – eller frisk fisk på bordet tre gange om ugen, så får du stadig applaus fra mig.

Jeg støtter ethvert tiltag mod bedring, så længe det er moralsk forsvarligt, og glæder mig over at høre, at så mange er jer også bevæger jer mod det gode liv gennem egne eksperimenter.

God opdagelsesrejse.

Mvh. Anders Rønnau
www.adhd-coach.com

Fiskeolie piller mod ADHD

Guide om fiskeolie til mennesker med diagnosen ADHD

Der er så megen snak om fiskeolie i forhold til ADHD, så jeg tænkte at jeg her vil samle noget af den viden, jeg har samlet om emnet – og holde det op imod mine egne erfaringer. Til sidst kommer jeg med et konkret forslag til dig der enten har diagnosen ADHD eller har børn med diagnosen ADHD.

Forskningen siger
På ADHD konferencen i september fortalte den svenske forsker Christoffer Gillberg, at i de forsøg han kendte til eller selv havde stået for, så man en klar effekt på omkring 50% af alle de børn, der fik en daglig dosis fiskeolie. Den anden halvdel har ingen effekt.

Det betyder altså at hvert andet barn med diagnosen ADHD, får det markant bedre når det bliver givet fiskeolie dagligt!

Hos den gruppe, hvor der var effekt, indtræder effekten fra mellem et par dage til op til seks uger efter de begynder at indtage fiskeolie hver dag.

Masser af gode eksempler
Da jeg begyndte at arbejde med mennesker med diagnosen ADHD, læste jeg utallige eksempler på forældre og voksne, der fortalte om den forandring, de havde oplevet hos deres børn eller hos dem selv, når der kom fiskeolie på bordet i hjemmet.

Det gjaldt både mennesker med diagnosen ADHD og mennesker med andre problemstillinger som læsevanskeligheder, motoriske udfordringer og andet. Siden har en række af mine klienter haft rigtigt gode oplevelser med effekten af fiskeolie.

Inspireret af de mange eksempler, begyndte jeg for et par år siden at forsøge mig frem med forskellige olier for at finde ud af, dels om det har en effekt på mig, dels om hvilken olie der er bedst for mig.

Her vil jeg beskrive nogle af mine tanker omkring fiskeolie, og give nogle forslag til, hvordan du og din familie kan få glæde af fiskeolie.

Hvad skal jeg med fiskeolie?
Der er lavet tusindvis af studier, der konkluderer at fiskeolie er sundt for os. Det er dokumenteret, at alle mennesker helt generelt med fordel kunne indtage fiskeolie hver eneste dag i hele deres liv.

Olie indgår som en af byggeklodserne i den menneskelige hjerne, og der skal hele tiden tilføres mere olie.

Du kan tænke på hjernen som en motor. Den skal være godt olieret de rigtige steder, og så skal der hele tiden tilføres mere olie, for at motoren fungeres optimalt. Hvis der ikke er olie, så bliver motoren overophedet, fungerer dårligt, for til sidst at brænde sammen.

På samme måde er det med hjernen. Den skal have olie, og den skal have den rigtige slags olie.

Fritureolie, smør, fedt fra dyr og lignende olier er de forkerte olier for hjernen. Det svarer til at komme knallertbenzin på en BMW. Det giver bare en rigtigt dårlig forbrænding og motoren kan ikke yde det optimale.

Dårlige olier giver hjernen dårlige forhold til at udvikle sig.

Det burde jo som sådan være motivation nok til at indtage store mængder fiskeolie.

Hvad gør jeg nu?
Min forslag til dig – uanset om du selv har diagnosen ADHD eller om du har et eller flere børn med diagnosen ADHD, er at prøve det af. Det er godt for alle – og det virker ekstra godt for halvdelen af dem med diagnosen ADHD!

Der er altså ca. lige så stor sandsynlighed for at olie er effektivt, som at medicin virker. Og så vil det da være federe at give sit barn noget, der er sundt og naturligt – lige fra naturen.

Jeg vil derfor invitere dig til at overveje at købe en omgang fiskeolie. Prøv det af i en periode på seks uger. Find ud af med dig selv og folk omkring dig, om hvorvidt olien har haft en effekt på dig og ungerne.

Hvis den ikke har det, så har det været endnu et godt forsøg på at få det bedre, og komme godt igennem livet.

Hvis den har det, så fortsæt!

Hvis olien vitterligt virker, så er det en helt fantastisk let måde, at give sig selv og børnene mulighed for at få det bedre.

Det er ikke billigt, men set i forhold til at kunne hjælpe dig selv eller dine børn til et bedre liv, så er det måske alligevel værd at overveje.

OK, hvilken fiskeolie skal jeg så vælge?
Der er mange forskellige slags fiskeolie – forskellige producenter, forskellige fisk, forskellige forhold mellem de forskellige olier, osv. Det er ikke helt til at holde rede i, hvad der er sundest.

I den alternative sundhedsverden har jeg hørt en helt overvældende begejstring for Udo’s Choice og Livets olie. De har begge en lang række olier, der skulle være helt fantastiske. Jeg har prøvet dem begge i perioder på mere end en måned, og har aldrig nået at vende mig til smagen, der er ret kraftig. Jeg har en veninde, hvis barn nyder smagen af Livets olie, så det er nok i høj grad et spørgsmål om tilvending og vane.

På fiskeoliesiden har vi bl.a. Pikasol, Eskimo-3 og Eye Q. De minder meget om hinanden i sammensætning, og jeg kan ikke på olie-indholdet give anbefalinger. Til gengæld har firmaerne bag Pikasol og Eye Q tilsyneladende meget forskellige holdninger til alt det andet, der kommer i produkterne.

På den nyligt overståede ADHD konference havde Pikasol en stand, hvor man kunne få smagsprøver på deres tyggekapsler til børn og voksne. Dem tog jeg selvfølgelig et par stykker af. De har en fuldstændig overdreven sød smag, der var så voldsom at jeg var lige ved at spytte det hele ud igen. Men jeg var ret opsat på at smage på varen, og prøve at tygge kapslerne, så jeg kunne forholde mig til om det var noget for mig.

Det var det ikke.

Kapslerne var gummiagtige og lidt irriterende, fordi effekten faktisk blev at jeg havde olien i munden i længere tid, end hvis jeg havde taget olien ind i munden direkte og koncentreret mig om at synke den og rense munden igen. Det ville sikkert ændre sig med lidt træning, men når nu kapslerne er dyrere, så ser jeg ingen pointe i at købe dem. Med mindre selvfølgelig at ungerne nægter at tage den flydende vare ind uden at den er pakket ind.

Dertil kommer at der i kapslerne er de kunstige sødestoffer Sucralose og Saccharin Natrium. Der er rigeligt med dokumentation for at kunstige sødestoffer omdannes til alt muligt skidt i kroppen (læs eks. her). Samtidig har forskning vist at sødestoffer kan give anledning til overvægt og fedme.

Jeg er en stor tilhænger af, at komme så få “fremmede” ting i min krop som muligt. Kunstige sødestoffer, kunstige farvestoffer, konserveringsmidler og andet skidt undgår jeg derfor så vidt muligt.

Så kapslerne fra Pikasol er røget ud igen.

Og jeg holder mig til Eye Q, der både smager godt og er til at betale sig fra.

Eye Q kommer med forskellige smagstoffer, hvis man vælger kapsler til børnene. Som mikstur (væske) kommer det med en citrus-smag, der har været let for mig at vænne mig til.

Jeg vil derfor til enhver tid anbefale Eye Q som en god fiskeolie til mennesker med diagnosen ADHD.

Hvordan får vi olien drukket?
Det kan godt lyde sådan lidt ulækkert at forestille sig at få olie ind i munden, hvis man tænker på olivenolie eller motorolie. Og hvis man så fejlagtigt tror at fiskeolie smager af fisk, så bliver det da først rigtigt ulækkert!

Heldigvis har moderne fiskeolier en mindre olieagtig konsistens end andre madolier, og så smager de de faktisk godt. Og hvis man stadig ikke kan lide dem eller konsistensen, så er der også en vej igennem det.

Vores trick derhjemme er at have et lille glas med appelsinjuice – bare en deciliter per person. Når man tager olien ind i munden, sluger den, og lige skyller efter med appelsinjuice, så forsvinder smagen af olie og fornemmelse af olien i munden fuldstændigt. Smart!

Når man har gjort det et stykke tid, så bliver det en helt naturlig del af rutinen. Jeg startede i sin tid på Udo’s Choice, så for mig var det let og en fornøjelse af få Eye Q istedet. Min kæreste havde det svært med at komme igang den første måneds tid, og nu kan hun sågar komme til at glemme at skylle efter med juicen.

Hvordan får jeg fat i Eye Q?
Eye Q kan købes direkte fra producenten Equazen, der gladeligt sender olien fra England. Dem kan du finde her. Lige nu er der store tilbud på at købe olien direkte fra forhandleren.

Reklame for Eye Q FiskeolieHvis du hellere vil købe din Eye Q fiskeolie i Danmark, så er Med24.dk et godt sted. De har også rigtigt gode tilbud lige for tiden, og så kan man spare mange penge over tid, ved at blive medlem hos dem.

Jeg håber, at denne gennemgang har givet dig lidt mere perspektiv på hele debatten om hvad du kan få ud af at indtage fiskeolie, og at du måske endda har fået lyst til at prøve fiskeolien af i håb om at også du kan få det bedre.

Hvilke oplevelser har I haft derhjemme med brugen af fiskeolie? Kommenter nedenfor!

God fornøjelse

Mvh. Anders Rønnau
www.adhd-coach.com

Klik her for at få mit nyhedsbrev

Forældrekursus ADHD Online