Taknemmelighed giver overskud – sådan gør du

Foto af NateOne

Indenfor den positive psykologi har man dokumenteret, hvad mange mennesker har vidst altid:

Når man er taknemmelig i det daglige, så er man gladere, har større fokus på de gode ting i livet, ser lysere på tingene, og har en højere livskvalitet.

Denne artikel handler om, hvordan du kan få disse ting ind i dit liv og ind i din families liv.

Kender du de dersens mennesker, der går rundt og stråler og for hvem livet synes at være let, lyst og lykkeligt?

Ja, dem. Dem som man næsten må rynke på næsen over, hvor godt de har det!

Lad os se realistisk på dem først. De har også perioder i deres liv, hvor de har det skidt og hvor tingene går af helvede til. Det er bare ikke på de tidspunkter, at du lægger mærke til dem. Dertil kommer at de har måttet gøre noget aktivt for at være så glade. Man kan ikke vokse op i dagens Danmark og bare være lykkelig. Der skal noget mere til.

Psykologerne har nu fundet ud af, at en af ingredienserne i et lykkeligt liv er taknemmelighed.

Folk der er lykkelige dyrker taknemmelighed som andre dyrker planter eller skaber glæde. De gør det aktivt i det daglige, og det gør det – bevidst eller ubevidst – hver dag.

Og man kan lære det, så man ikke bare bliver god til det. Man kan lære det så godt, at det bliver en helt naturlig del af livet, – og at lykke derfor får en mere fremtrædende rolle i livet.

Taknemmelighed på formel
I den positive psykologi anbefales det at denne øvelse laves i minimum tre måneder. Målet med det er naturligvis at den når at blive så integreret i din daglige rutine, at det bliver naturligt at fortsætte praksissen. Jeg kan varmt anbefale at følge rådet, og så om tre måneder evaluere, hvordan du gerne vil fortsætte med at være taknemmelig.

For voksne
Hvis du er alene om dette projekt, så er opskriften simpel.
1: Sæt dig ned hver dag – gerne sidst på dagen, når der er lidt ro på, når børnene er puttede, mens du ligger i sengen, eller lignende…
2: Skriv tre ting ned, som er sket i løbet af dagen, – og som du er taknemmelige for.

Du kan skrive det i en særlig bog eller hæfte, du kan skrive det i en særlig fil på din computer, eller du kan skrible det ned på små lapper papir, som du samler i et plastikchartek. Det væsentligste er at du får skrevet hver eneste dag. Det næstvæsentligste er at samle alle disse taknemmelighedsudsagn på et sted.
Mange vælger at købe en særlig bog til projektet. Det er fuldstændigt ligemeget om det er en kinabog til 7,95 i Netto eller om det er en dagbog til 289,- fra Ordning & Reda. Det skal bare være et sted, hvor du er ok med at skrive dine udsagn ned.

Hvad skriver jeg så?
Det er helt op til dig, hvad og hvordan du vil skrive det. Det hjælper mange at være specifik omkring det gode i deres liv. Andre vil gerne bare lave en liste over de tre gode ting. Find din egen stil. Du må gerne ændre på det undervejs.

Hér er et par måder at se på min dag i går.

“I dag er jeg glad for at det gik godt på arbejde, fordi jeg holdt mig til min huskeliste hen frem til frokost. Det var skønt, og jeg håber at kunne gøre det samme i morgen. Jeg er også glad for at jeg tog mig sammen til at lave lækker mad, selv om batterierne var lidt flade. Det gav energi til resten af aftenen. Og så er jeg stolt af, at jeg huskede at slukke min computer kl. 21, så jeg havde tid til at klare hovedet med lidt yoga inden jeg skal i seng om 10 min.”
“1: Godt fokus fra morgenstunden.
2: Sund og nærende aftensmad
3: Lave yoga”

Med din partner
Min kone og jeg gør ofte det, at når vi siger godnat til hinanden, så mindes vi lige nogle af de gode ting, der er sket i løbet af dagen. Det bliver bare lige til en enkelt sætning eller to, hvor vi minder hinanden om det gode i vores liv. Det er sådan en rar proces til at slappe af i tankerne inden vi falder i søvn.

Hvordan kunne du tænke dig at bruge din partner til at holde fokus på det positive i dagligdagen?

Med hele familien
En af kursisterne på Forældrekursus ADHD fortalte at de i deres familie bruger metoden bevidst med hele familien. De aftalte simpelthen, at når de sidder ved bordet om aftenen, så fortæller hver person ved bordet tre ting, som de er glade for, at der er sket den givne dag.
Det er en skøn praksis, der hjælper jeres børn til også at købe ind på at få fokus på de dejlige ting i dagligdagen.
Nogle dage – i starten – kan det måske være lidt svært for alle at finde tre gode ting, og så hjælper det at inspirere hinanden en smule – eller bare at vælge noget jordnært som at det er god mad og at man er glad for at være samlet omkring bordet hele familien.

Over tid
Uanset, hvor svær eller let denne praksis er for dig i starten, så kan jeg love dig en ting. Din hjerne bliver bedre og bedre til det, og når du har gjort det i noget tid, så bliver det lige så normalt for dig som at spise med kniv og gaffel.

Det bliver med tiden en rygradsrefleks at fokusere på det positive.

Husk det negative
Vi har alle sammen behov for at tale om det negative også, så husk at du skal ikke tvinge dig selv eller din familie til at være taknemmelige HELE TIDEN! Det væsentlige er at I holder fokus på det positive en gang om dagen – gerne på et bestemt tidspunkt, så alle er med på øvelsen.
Og når nogen har svært ved at finde noget positivt, kan det nogle gange være en åbning til at tale om det svære i livet. Når det er kommet ud, så kan man tage sig af det positive.

Start med det samme
Nu kan du måske tænke at du liiige vil ud og købe en god bog til det her, så du kan gøre det ordentligt. Hvis du vil udskyde det, så kan du med fordel sætte det i kalenderen, så du husker det på et andet tidspunkt. Har du en kalender, hvor du kan sætte det ind som et fast punkt hver dag de næste tre måneder, så gør det, så du er sikker på at huske det hver dag.

Og se dig omkring. Måske har du allerede et hæfte, en gammel dagbog, eller andet, hvor du bare kan gå igang.

Hvis du har det, så gå igang med det samme – og stil dig selv spørgsmålet:

Hvad er der sket i dag, som jeg er taknemmelig for – eller måske bare glad for?

Hvad dukker der frem?

Mvh. Anders.

2 replies
  1. Anders Rønnau
    Anders Rønnau says:

    @Mette
    Det var en meget dejlig artikel at skrive, fordi det stod så klart, at I havde fået meget ud af det hjemme hos jer.
    Det hjálp mig også til at (gen-)opdage at det faktisk er det min kone og jeg gøre hver dag derhjemme. ;)
    Og så er det bare grundlæggende en god ting at kunne. Mere af det. ;)
    KH Anders.

    Svar
  2. Mette Stavid Drøger
    Mette Stavid Drøger says:

    Hej Anders
    Hvor er jeg glad for at det kom ned i en artikel så andre kan få gavn af det positive udsyn på livet. Det skifter virkelig fokus i den grad. Og børnene syns det er hyggeligt. Hen ad vejen går der sport i det for ungerne, og så kan de slet ikke nøjes med tre ting.
    Endnu engang tak for et super forældrekursus.
    Knus Mette

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.