Den unuancerede behandling af ADHD i medierne – og alle andre steder

Nuancer i debatten om ADHD - foto af Faith GobleGårsdagens Information har en kronik af psykiaterne Jacob Ørnberg og Anne-Mette Lange med titlen: Fokus på ADHD er for unuanceret.

Kronikken er et forsøg på at rette op på den i medierne unuancerede debat om ADHD og hjælpe folk til at få den “korrekte” forståelse af ADHD, behandling af ADHD og hvad der ellers er at forstå i forhold til ADHD. Det synes jeg er en glimrende anledning til at skrive lidt om nuancering og sandheder.

Advarsel: Denne artikel indeholder mange forskellige perspektiver på diagnosen ADHD, og hvis man er fastlåst i et bestemt paradigme ift. ADHD, så kan den virke en anelse provokerende på nogle.

Jeg synes altid at det er interessant, når folk går ud for at forklare sandheden uden at redegøre for, at det er deres felts sandhed, der er i spil. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at slå et slag for, at der heller ikke er nogen endelig sandhed på dette område.

Lad os starte med at se det i et lidt større og måske lidt uretfærdigt grovkornet perspektiv.

  • Psykiatere er trænede læger med en overbygning i psykiatri, så er det naturligt at se på kroppen som en system der enten fungerer eller er i stykker. Den gældende forståelse er, at der skal tilføres noget udefra for at kroppen kommer til at fungere korrekt igen.
  • Psykologer er trænede i at fokusere på sindet og måden vi som mennesker tænker om bestemte ting og i særlig grad hvilke påvirkninger, vi har fået, der er med til at forme os som mennesker.
  • NLP Coaches og terapeuter, som jeg selv, er trænede i at arbejde med meget specifikke mentale, kognitive processer, og med afvikling af mønstre i sindet, der holder os tilbage, hvormed fokus bliver på de individuelle processer i sindet og dermed hvordan vi “gør” vores problemer.
  • Og så er der en kæmpe gruppe af lærere, pædagoger, alternative behandlere og andre, der har erfaring med at hjælpe mennesker med diagnosen ADHD, der har hver deres perspektiv på hvordan man hjælper disse skønne mennesker til at få et bedre liv.

Hvem har så ret?

Når Ørnberg og Lange i dagens kronik går ud og fortæller deres sandhed, så støtter de sig op af “videnskaben”, og mener dermed at kunne argumentere for en objektiv sandhed. Til deres fordel skal det siges, at de bruger formuleringer som “…dets neurobiologiske grundlag er uhyre komplekst…” og “Man mener, at forstyrrelser i neurotransmitterne dopamin i hjernen (…) spiller en væsentlig rolle…” Det illustrerer korrekt den videnskabelige tvivl, der er på området, som sjældent ellers kommer igennem i medierne.

Nu er det bare sådan med videnskaben, at den heller ikke er objektiv. Jeg er for mange år siden forskeruddannet ph.d. i fysik, og dér er der tradition for at omtale videnskabelig forskning som “vores bedste forståelse af tingene på dette tidspunkt”. Der er også tradition for at fastforankrede forståelser må kigges efter i sømmene og ændres fuldstændigt for at gøre plads til en ny forståelse af tingene. Og dét i et felt, hvor man om muligt burde kunne udtale sig objektivt.

Helt anderledes er det med psykiatriske og psykologiske studier. Med et mål om at blive taget seriøst som lødige forskningsdiscipliner, i et felt hvor der kan være rigtigt mange forklaringer på tingene, er der tradition for en meget normativ tilgang, hvilket betyder at man med sin forskning forsøger at vise en objektiv og uafviselig sandhed. Og det på trods af at mange af forsøgene kan kritiseres for opstillingen eller at der er en åben kausalitet, som gør at studiet ikke kan bruges til at konkludere det, de bliver brugt til at argumentere for.

Og det er i virkeligheden hér slaget står. Hvem har objektivt ret?

Hvis du spørger mig, så har alle ret – og der er ikke nogen af os, der har den fuldstændige sandhed. For når en psykiater mener at medicinen virker, så har hun jo ret. Og når en psykolog oplever at hans klienter får det bedre af adfærdsterapeutisk arbejde, så har han jo ret. Og når mine klienter melder tilbage, at de kognitive forandringer gør at de får det bedre, så har jeg vel også ret.

Uanset hvem der udtaler sig, så er det deres sandhed, der kommer til udtryk, ligesom det er min sandhed, der kommer til udtryk i denne artikel. Vi har som mennesker en tendens til at vælge vores autoriteter og så lytte udelukkende til dem. Det kommer til udtryk på denne måde: Hvis du har købt ind på psykiaternes argumenter, så vil diverse bøger og videoer, der skiller deres videnskabelige argumenter ad, slet ikke gøre indtryk på dig eller virke tåbelige. Hvis du har købt ind på psykologernes argumenter, så giver det ikke mening, når psykiaterne kalder ADHD et kronisk, genetisk disponeret handicap eller bruger effekten af Ritalin til at vurdere om en person skal have diagnosen ADHD. Hvis du køber ind på min branches argumenter om at alt kan forandres gennem kognitivt arbejde, så gør det ondt at lytte til sygeliggørelsen af mennesker, der fastholdes i deres problemer gennem en italesættelse af ADHD som kronisk.

Personligt er jeg en stor fortaler for at holde ørerne åbne, uanset hvem der udtaler sig. Gennem årene har min egen forståelse ændret sig meget, som jeg har læst bøger og forskning på området. Jeg læser gerne det hele, både Thom Hartmann og Russell Barkley, og oplever at begge parter bidrager konstruktivt til en forståelse af mennesket med diagnosen ADHD. Og så kan man altid gå ind og argumentere for, hvem der har den største effekt på at hjælpe mennesker videre i deres liv, så de får det bedst muligt i livet. Det vil igen være en individuel, subjektiv vurdering.

Nogle gange har jeg en oplevelse af at en række forskningsdiscipliner lever i skøn uvidenhed om hinanden. Når man læser neuropsykiatriske studier om neuroplasticitet, så kan hjernen forandre sig helt vildt på kort tid, og med relativt lille indsats. Når man læser Journal of Attention Disorders, så handler hovedparten af studierne om medicinel indsats, og indenfor psykologien er der helt vildt mange spændende studier, der retfærdiggør psykologernes synspunkter.

Og der er ganske få studier, der overlapper og tager udgangspunkt i at sætte tingene sammen. Og så har alle jo ret, hvis de bare står med en videnskabelig artikel i hånden…

Eller hvad?

Hvad mener du om debatten?

Mvh. Anders.

6 replies
  1. Henriette Bjerregaard Pedersen
    Henriette Bjerregaard Pedersen says:

    Hej Anders.

    Godt med nuancer :)

    Som menneske med ADHD føler man sig ofte misforstået, men det værste er, når kloge folk, som ikke selv har det inde på livet, gør sig kloge på, hvordan ADHD er, og hvad der kan hjælpe.

    Her er Russell Barkley en forsker, der burde være hovedpensum for alle, der arbejder med området.

    Jeg har lært af mine støttepersoner fra Idavang i Skive, at en mødedagsorden kun behøver 3 punkter :

    Siden sidst
    Aktuelt
    Næste gang

    Længere behøver en liste ikke at være. Det kan være godt at bryde ned i mindre dele, men for os kan det også blive tíl noget, der kun bliver på papiret, som til sidst krølles sammen, for man bliver ikke nødvendigvis motiveret af, at opgaven står i detaljer på et stykke papir.

    Jeg er derfor ved at skrive en bog til folk med ADHD, på ADHD-sprog, med enkle, billige og sjove løsninger fra min egen hverdag mhp inspiration og tro på, at ting kan lade sig gøre uden skyldfølelse over ikke at kunne gøre som den professionelle anbefaler.

    Kig på bogen Alle hunde har ADHD og læs ADHD in Adults af Barkley.

    Svar
  2. Mikkel Marini
    Mikkel Marini says:

    Super artikel….du ved jo hvor enig jeg er! ;)

    Der er mange penge i at fordreje virkeligheden. Der findes jo ingen absolut sandhed så den kan man bøje og fordreje til dag man stiller træskoene.

    Svar
  3. Heiko
    Heiko says:

    Hej Anders :-)
    Helt enig. Jeg ved ikke nok om ADHD og alle de områder du nævner, der ikke taler samen. Men jeg kan tydeligt genkende det i forhold til mit eget arbejdsområde.
    Alt for tit er det mit indtryk at de der ved noget, primært ytrer sig for at blive set, og for at kunne aflevere netop deres pointe.
    Alt for få sætter sig selv i baggrunden og går ydmygt efter at syntetisere, eller at inkludere andres resultater og erfaringer.
    Tak for et vigtigt indlæg :-)

    Svar
    • Anders Rønnau
      Anders Rønnau says:

      Hej Heiko.
      Tak selv. Det er lige præcis mit mål at være inkluderende, – for jeg oplever at det er den bedste måde for os at nå nogen vegne. Hvis vi ikke lytter til hinanden, – hvis vi mister interessen for hinanden, – så stopper udviklingen. Og dette felt trænger om noget til udvikling! ;)
      Mvh. Anders.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.