Indlæg

Æg der skiller sig ud

En simpel måde at få tankerne til at holde op med at køre rundt og rundt

Kender du det, at tankerne bare kører – rundt og rundt, og at det føles som om der ikke er noget at gøre?

Måske kender du så også følelsen af, at du slet ikke har kontrol over tankerne, men at tankerne kontrollerer dig?

I denne hjernetræningsøvelse får du en sjov og simpel øvelse, der kan gøre det muligt for dig at etablere kontrollen over dine tanker, så det er dig, der er styrer tankerne og tankerne, der lader sig styre af dig.

Er du klar?

Sæt dig godt til rette, og sørg for at der er fred og ro omkring dig i hvert fald de næste fem minutter, så du har tid til både at læse teksten på skærmen og lave øvelsen, vende tilbage til teksten og lave øvelsen igen.

Tanker der kører rundt
Koncentrere dig nu om tankerne, der kører rundt. Hvis du ikke har dem lige nu, så tænk tilbage på en situation, hvor tankerne virkeligt gav den gas. Sæt dig mentalt i den situation igen, og genoplev den som om du var der.

Lad tankerne køre rundt lige nu. Normalt plejer du at kæmpe imod dem. Lad være med det. Lad dem istedet køre frit rundt.

Få dem til at køre endnu hurtigere rundt nu. Rundt og rundt.

Mens de kører rundt, så læg mærke til hvilken vej de kører rundt. Lav samme bevægelse med hånden, som om du viser en anden, hvilken vej tankerne kører rundt. Kører de med uret eller mod uret? Kører de fremad eller kører de baglæns?

Kan du få dem til at køre endnu hurtigere?

Brems dem nu ned igen til deres “normale” hastighed.

Forestil dig nu, at tankerne kører den anden vej rundt. Samme hastighed og den anden vej.

Lav bevægelsen med hånden, der viser hvordan tankerne kører rundt, når de kører den anden vej rundt.

Forestil dig at tankerne kører hurtigere og hurtigere den anden vej rundt.

Brems dem ned igen.

Fortsæt nedbremsningen.

Langsommere og langsommere.

Indtil de falder helt til ro.

Nyd dette øjeblik…. ;)

Debriefing
Nu kan det være at du sidder og tænker: “Det var da noget mærkeligt noget!”
Måske har du ikke tanker, der kører rundt. Eller du kan ikke leve dig ind i øvelsen, eller synes det er for mærkeligt at tale om dine tanker på denne måde. Det er helt fint, – så kommer der andre øvelser til dig på et tidspunkt!

Det ER også mærkeligt at tale om tankerne på denne måde, for vi gør det ikke bevidst til dagligt. Og så gør vi det bare alligevel hele tiden. “Tankerne kører rundt”, “tankerne kommer hele tiden”, “tankerne vil ikke lade mig være i fred”, “tankerne lægger pres på i mit hoved”, osv. Tankerne beskrives ofte som aktive og i bevægelse eller som om de har deres egen vilje.

Det er netop dét som denne øvelse udnytter.

Hvordan virkede øvelsen for dig?

Hvis du forestiller dig at gøre denne øvelse 2 minutter hver time i dag, og 2 minutter 2 gange om dagen den næste uge, hvor god tror du så, at du er blevet om en uge til at kontrollere dine tanker?

Skriv i kommentarerne nedenfor hvis du havde succes med øvelsen. Hvordan var det for dig lige efter øvelsen?

Skriv også gerne, hvis det ikke virkede. Hvad var det der ikke virkede, og hvad skal der til for at få øvelsen til at virke for dig?

God fornøjelse med træningen.

Mvh. Anders Rønnau

Image Credits: Nina Matthews

Læs mere om ADHD Power Mind